Debat: Nej til aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i Danmark

Af Jan Vagn Jakobsen
Medstifter af ’Ikke Død Endnu’ og handikapaktivist

”Når patienter med et brændende ønske om at dø kontakter Svend Lings, får han deres journal og ’screener’ dem ved hjælp af telefonsamtaler. Hvis de lider af en alvorlig, uhelbredelig og livsødelæggende sygdom, skal de have ret til at sige stop, fastholder den pensionerede overlæge.”

Sådan kan man læse på TV2 Nyhederne 21. februar, efter den pensionerede overlæge Svend Lings har fortalt, at han angiveligt har hjulpet mere end ti mennesker til at begå selvmord. En handling, han godt ved er strafbar.

Bruger selvtægt som argument
Jeg blev samme dag, som repræsentant for ’Ikke Død Endnu’, af TV2 spurgt om, hvad jeg syntes om det, Svend Lings foretager sig, og naturligvis er jeg rystet. Jeg må indrømme, at jeg har læst en del om og af Svend Lings, og hvad både han og Læger for Aktiv Dødshjælp står for. Derfor er det ikke det faktum, at han har hjulpet mennesker med at begå selvmord, der overrasker mig mest.

Det, der ryster mig mere, er, at man ved selvtægt (det forhold, at man foretager sig noget uden tilladelse eller ret) prøver at overbevise den danske befolkning om, at man lige så godt kan indføre aktiv dødshjælp, fordi det alligevel foregår i det skjulte.

Svend Lings og Læger for Aktiv Dødshjælp forsøger netop nu med deres indrømmelser at lægge et hårdt pres på for at få indført institutionaliseret aktiv dødshjælp i Danmark. Man forsøger i virkeligheden at forcere en demokratisk debat med argumenterne, at man har pligt til at bryde loven af hensyn til det enkelte menneske, og ”det sker jo alligevel, så vi kan lige så godt være for aktiv dødshjælp!” bliver bragt i spil i forhold til befolkningen. Det er ikke godt for en debat, at Læger for Aktiv Dødshjælp har denne agenda. Et forhold, man åbenlyst er ligeglade med. Metoden peger i retning af et samfund, hvor man tager loven i egen hånd, og hvor målet helliger midlet. Det er en uheldig udvikling, vi kun kan reagere på.

Jeg finder det uværdigt, at nogle mennesker diskuterer, om mit liv er værdigt eller uværdigt.

Jan Vagn Jakobsen
Medstifter af 'Ikke Død Endnu' og handikapaktivist

Manglende fokus på handikap
Fra min side handler det ikke om regelrytteri og hensynet til loven over hensynet til det enkelte menneske. Det handler om, at indførelse af institutionaliseret aktiv dødshjælp har vidtrækkende konsekvenser for mange andre mennesker end den i virkeligheden snævre gruppe med et brændende ønske om at dø, som Svend Lings taler om. 

I ’Ikke Død Endnu’ er vores udgangspunkt, at de vidtrækkende konsekvenser for mennesker med handikap er et aspekt, der slet ikke berører Svend Lings og Læger for Aktiv Dødshjælp. De afviser, at aktiv dødshjælp har noget at gøre med handikap. Det helt uagtet, at det forslag til en lov om aktiv dødshjælp, som foreningen har fremlagt, slet ikke afgrænser aktiv dødshjælp på en måde, hvor folk med handikap ikke ville være omfattet. Lovforslaget går så langt som til at give mulighed for medlidenhedsdrab på børn med handikap. Spørgsmålet om handikap fylder intet i den forsimplede debat om aktiv dødshjælp, som Læger for Aktiv Dødshjælp har forsøgt sig med.

Læger for Aktiv Dødshjælp afviser på deres hjemmeside, at en lovgivning om aktiv dødshjælp vil udgøre en glidebane alene med argumentet: ”Den er et fantasifoster. Lovene er visse steder blevet udvidet, jovist, men så længe man holder sig inden for lovens rammer, giver det ingen mening at tale om glidebane”

En glidebane
Med Svend Lings og Læger for Aktiv Dødshjælps indsats og metoder er glidebanen allerede godt på vej. Alene hvis man tager beskrivelsen øverst i dette indlæg, er det jo såre enkelt at påkalde sig Svend Lings medlidenhed: Man ringer til Svend Lings, mailer sin sygejournal fra sundhed.dk og har nogle samtaler over telefonen – og Svend Lings sikrer nogle piller, man skal tage.

På hjemmesiden lyder argumentet for aktiv dødshjælp ”Skal sådanne stakler lide under vore moralske eller religiøse forestillinger, som de ikke selv deler? Må de ikke selv bestemme? Noget er værre end døden. Der forekommer livsødelæggende lidelser, som hverken læger eller andre kan gøre noget ved. Når summen af lidelse overstiger værdien af livet, og når udsigten til bedring er håbløs, må det være patientens egen afgørelse, om livet ikke længere er værd at leve.”

Jeg tager ikke stilling til selvmord ud fra hverken moralske eller religiøse overvejelser i forhold til den enkelte. Hvis nogen kom til mig og fortalte, at de overvejede at begå selvmord, er en sund og menneskelig reaktion at prøve at tale dem fra det – ikke at give dem ret i, at deres liv er uværdigt og, som Svend Lings, stikke dem nogle piller og på den måde hjælpe dem på vej.

Jeg finder det uværdigt, at nogle mennesker diskuterer, om mit liv er værdigt eller uværdigt. Konsekvensen er imidlertid, at hvis det medfører den lovgivning, man nu prøver at presse igennem, så behøver jeg ikke at lære at tackle modgang ved hjælp af livet, men kan bestille nogle piller hos en læge og gøre det forbi.

Jeg har dyb respekt for, at mennesker kommer i krise, når de på grund af pludselig ulykke eller sygdom skal lære at tackle for eksempel et voldsomt tab af funktionsniveau. Jeg forstår godt, at det kan rumme uendelig psykisk smerte at blive afhængig af hjælp fra andre mennesker. Men det er ikke nødvendigvis noget, der er umuligt at leve med, selv om det tager tid og kræver både hjælpemidler og hjælp omkring sig, der kompenserer for den nye situation.

Uværdigt at diskutere et livs værdighed
Men netop den tilgang, som Svend Lings repræsenterer, bærer præg af en traditionel, rationel, lægelig tankegang, der fokuserer på ”lidelser, som hverken læger eller andre kan gøre noget ved.” Jeg er bekymret over, at alt, hvad læger ikke kan reparere, anses for uværdigt og bør kasseres. Det giver en forståelse, der totalt negligerer den rehabiliterende indsats, som kan udføres af tværfaglige teams og som RehabiliteringsCenter for Muskelsvind (rcfm.dk) har stor erfaring med ikke mindst i forhold til meget terminalt syge patienter med for eksempel ALS.

Resultatet er, at værdien af mit og andres liv med handikap bliver sat til offentlig diskussion. Det i sig selv udgør en del af glidebanen, for det ændrer ikke blot min, men også andres opfattelse af værdien af mit liv. Langsomt vil de økonomiske muligheder også blive ændret for mig og andre: hvis vi ikke kan lide den faldende sociale standard, samfundet vil stille til rådighed for os, har vi vores ’frie valg’ til at forlade denne verden. For Svend Lings og Læger for Aktiv Dødshjælp er der naturligvis ikke tale om en glidebane, men udelukkende tale om at justere en gældende lov.

Det bringer mig frem til den vigtigste konklusion: at det netop er derfor, vi ikke skal have en lov. Det bliver alt for nemt at lovgive om gode, dårlige, værdige og uværdige liv.

Måske bliver smerten ved livet også for ubærlig for mig en dag. Det kan jeg jo ikke vide. Men så er jeg i samme gruppe som de mennesker, Svend Lings ifølge ham selv taler om: dem, der alligevel snart dør, og for hvem smerten ikke længere giver mening. I den situation vil jeg bede om at få slukket for min respirator og takke ja til den palliative behandling, jeg kan og skal tilbydes. Eller jeg vil selv tage ansvar for mit selvmord – uden at blande staten ind i det.
 

Om ’Ikke Død Endnu’: Græsrodsbevægelse, der med afsæt i et handikap-perspektiv er imod indførelse af aktiv dødshjælp og assisteret selvmord i Danmark. ’Ikke Død Endnu’ ønsker en mere nuanceret debat, som man ikke har religiøse motiver for at gå ind i.