DF i kovending: Vil fjerne sparekrav på sygehuse allerede i 2018

ØKONOMI: Socialdemokraternes kovending om, at partiet alligevel vil støtte en skrotning af to procents-kravet på sygehusene i 2018 bliver omfavnet af Dansk Folkeparti. Men det kræver, at det er tidsmæssigt muligt og at regionerne kan leve med at få deres budgetter klar senere, fastslår Dansk Folkepartis finansordfører.

Foto: /ritzau/Jens Dresling
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Socialdemokratiets bratte holdningsskifte om, at sygehusenes produktivitetskrav fjernes allerede i 2018 er positivt. Men man kan ikke nå at fjerne det allerede i 2018. Sådan lød det indledningsvist i går, mandag, fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, i en melding til Altinget.

Det skete få timer efter, at efter Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, på blandt andet jp.dk, slog fast, at socialdemokraterne har skiftet holdning til produktivitetskravet: Nu vil Socialdemokratiet alligevel ikke længere vente til, at der i 2019 eller senere er udviklet et alternativ til produktivitetskravet.

Bent Hansen: Det kan godt fjernes i 2018
Men fra regionerne lyder meldingen: Det er ikke for sent på året til at fjerne produktivitetskravet i 2018, hvis regeringen og regionerne er hurtige og udviser fleksibilitet.

”Hvis et flertal i Folketinget er enige om, at produktivitetskravet skal fjernes, så vil vi godt kunne indrette os efter det,” siger formanden for Danske Regioner, Bent Hansen. Han forklarer, at det vil kræve, at regionerne får en måned længere end normalt til at få deres budgetter på plads.

DF: Hvis det er muligt, vil vi gå efter det
Efter René Christensen har fået Danske Regioners vurdering at høre, er Dansk Folkeparti åbne over for at forsøge at få fjernet produktivitetskravet allerede i 2018. Med Socialdemokratiets kursskifte og Dansk Folkepartis ditto er der angiveligt bredt flertal uden om regeringen, da hele rød blok har været modstandere af produktivitetskravet.

René Christensen vil have muligheden for en hurtig skrotning undersøgt.

”Vi vil gerne have afdækket, om det er teknisk muligt. Er det muligt, så vil vi gå efter det. Det kræver også, at regionerne kan leve med at få deres endelige budgetter klar lidt senere, end de plejer,” siger René Christensen.

Løhde: Useriøst af S
Tidligere sundhedsminister og nuværende innovationsminister, Sophie Løhde (V), kritiserer Socialdemokratiets holdningsskifte.

”Jeg synes ærligt talt, at det er useriøst at komme med den slags meldinger. Det er jo alt for tidligt at sige, hvad der kommer ud af det styringseftersyn, vi har sat i gang. Lad os nu lige afvente, at arbejdet bliver færdigt i løbet af foråret 2018, før vi lægger os fast på, hvordan sundhedsvæsnet kan styres på den klogeste måde,” siger Sophie Løhde i en skriftlig kommentar til Altinget om Socialdemokratiets kursskifte.

Sophie Løhde har på regeringens vegne under den såkaldte Sammenhængsreform nedsat det udvalg, der skal foretage det såkaldte styringseftersyn, som også Sundhedsministeriet og Danske Regioner er inddraget i.

Produktivitetskravet skal erstattes med noget andet, forklarer ministeren.

”Vi har et centralt mål, og det er at sikre patienterne bedre og mere sammenhængende behandlingsforløb. Derfor skal vi have en styring, der sikrer mest mulig kvalitet og giver størst mulig værdi for patienterne og dermed mest mulig sundhed for pengene. Og det er vi i fuld gang med som led i regeringens Sammenhængsreform,” skriver ministeren, der ikke nåede at forholde sig til, at Dansk Folkeparti ønsker produktivitetskravet fjernet allerede i 2018.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bent E. Hansen

Fhv. direktør, Norfolk Line i A.P. Møller, fhv. formand, Danmarks Rederiforenings forhandlingsudvalg
kaptajn

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

0:000:00