DSAM: Egen læge forhindrer, at raske gøres syge

Af Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Når man går til sin læge, så er den hyppigste anledning, at man ønsker en afklaring af nogle bekymringer eller symptomer, som presser sig på. I de fleste konsultationer stiller vi læger dog ingen sygdomsdiagnoser eller udøver egentlig behandling.

Borgere har brug for den fortrolighed, som egen læge kan tilbyde, og har tillid til lægens skøn. Man søger den personlige rådgiver og det nærvær, der er nødvendigt for at forstå, hvad der mon er galt, og om det har noget med sygdom at gøre? De fleste borgere fortæller deres læge detaljer om deres liv og færden, som de ikke fortæller til nogen andre. Mon ikke de fleste kan nikke genkendende til det?

Det kræver ubetinget tillid og fortrolighed. Og dette opnår vi kun ved at have kendskab til vores patienter, som vi får ved at se dem over tid og etablere en relation. Det gør faktisk, at vi som læger med stor sikkerhed og effektivitet kan skønne, om der er grund til at lukke borgeren ind over grænsen – altså gøre borgeren til patient i sundhedsvæsenet.

I privatsfæren uden for sundhedsvæsenet
Grænsen mellem sundhedsvæsen og privatsfæren går nemlig lige igennem lægens konsultationsrum. Almen praksis ligger på grænselinjen. Man kan gå til lægen, uden at man behøver at blive patient og komme ind i sundhedsvæsenet. Og det er rigtig godt at undgå at træde ind i sundhedsvæsenet for de mange, hvor symptomerne eller bekymringerne er forbigående og ikke knyttet til sygdom.

Sandsynligheden for selvhelbredelse og mestring øges, hvis borgeren måske tilbydes en mindre undersøgelse og bliver forsikret om, at vedkommende ikke er syg og måske følger nogle råd, der gør det nemmere at klare mere selv, etablere en anden levevis og ikke bekymre sig om alle sansninger og fornemmelser. Hvis lægen skulle gøre alle sansninger og fornemmelser til symptomer og invitere til udredning i sundhedsvæsenet, så ville det bryde sammen på en formiddag.

Hvis lægen skulle gøre alle sansninger og fornemmelser til symptomer og invitere til udredning i sundhedsvæsenet, så ville det bryde sammen på en formiddag.

Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Kontinuiteten i et system med fast læge betyder, at lægen optjener borgerens tillid. Der opbygges en tryg relation. Borgeren kaldes patient hos egen læge, men i de fleste tilfælde er patienten altså ikke syg, og mødet, kaldet konsultationen, foregår derfor lige uden for sundhedsvæsenet – i privatsfæren – hvor fortroligheden skal kunne tages for givet. Der sker en afklarende, primær sortering, hvor lægen vurderer sagen ud fra patientens historie og de præsenterede symptomer eller bekymringer. Lægen beslutter sammen med patienten en forklaring, som de begge har tillid til.

Kvaternær forebyggelse
Tilliden bygger på en mellemmenneskelig, men professionel læge-patient-relation, som, udover at gøre patienten tryg ved lægens skøn, også har vist sig at være det mest effektive middel til at undgå hyppige og forebyggelige indlæggelser af patienter med kroniske sygdomme som KOL, astma, diabetes og hjertesvigt. Hvis man organiserer det primære sundhedsvæsen omkring denne professionelle læge-patient-relation, og der er læger nok, så giver det sikkerhed både for patienten og for sundhedsbudgettet. Det er der solid international evidens for. Mindre overundersøgelse, overdiagnostik og overbehandling over en bred kam til glæde for både den enkelte borger og ”systemet”.

Lægen udøver kvaternær forebyggelse – som er det sæt af aktiviteter, der har til formål at afbøde eller undgå konsekvenserne af unødvendige eller overdrevne interventioner i sundhedssystemet. Disse aktiviteter er mindst lige så vigtige, som det er, at lægen reagerer og tager patienten ind i sundhedssystemet, hvis det lægelige skøn afgør, at der er en vis sandsynlighed for sygdom, som kræver udredning og afklaring. De fleste gange foregår udredning og behandling da stadig hos egen læge, men altså nu i sundhedsvæsenet. Andre gange henvises til en speciallæge eller hospitalet.

Patientgørelse
Undersøgelser af raske er stigende i hele samfundet, og der er mange interesser i at gøre raske til patienter. Patientforeningernes særinteresser, medicinalindustriens profitjagt, privatisering af sundhedsvæsnet, forskernes bevillinger og politisk stemmefiskeri er blot nogle af de faktorer, der kan være på spil, når der presses på, for at flere skal være patienter – jo før jo bedre. Men når det kommer til stykket, er vi så hver især egentlig interesseret i denne patientgørelse, hvis den ikke hjælper os til at leve længere eller bedre, men kun gør os til patienter i en større del af vores liv?

Jeg vil opfordre til, at både forskerne og politikerne får øjnene op for, at en meget stor del af almen praksis' kvaliteter for samfundet ligger i at forebygge, at borgerne unødigt bliver patienter i sundhedsvæsenet, og i at både raske og syge føler sig i trygge hænder. De mange positive virkninger af uspecifikke relationelle faktorer og færdigheder, som både syge og raske profiterer af, må ikke glemmes i jagten på specifikke sygdomsindikatorer. Hvis vi ikke anerkender, vedligeholder, udvikler denne del af det primære sundhedsvæsens kvaliteter, så bliver sundhedsvæsenet ineffektivt og dyrt, og borgeren bliver ladt alene på sundhedsmarkedspladsen, hvor diagnoserne falbydes flittigt, og markedskræfterne råder utæmmet.