Læger: Patientorganisationer fylder for meget

Af Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Børge er midt i 50’erne, er cykelsmed og bor alene. Han har en ængstelig-undvigende personlighedsforstyrrelse sammen med et alkoholproblem, og så har han en række afledte lidelser deraf. Han er ældet, undervægtig, han har kroniske smerter i arm og skulder, og så har han et mavesår og en kronisk betændt bugspytkirtel. Han ryger en del cigaretter og har også haft et par årlige lungebetændelser. Han har ikke KOL, der kan måles.

Børges grundsygdomme, personlighedsforstyrrelse og alkoholafhængighedssyndrom giver ham en dårlig prognose og reducerer hans forventede restlevetid med mere, end mange kræftdiagnoser ville gøre det.

Det kommunale alkoholambulatorie kunne ikke tilbyde noget særligt, og selv om Børge ville kunne profitere af et døgnbehandlingsophold på for eksempel Ringgården i Middelfart, hvor de mestrer en dobbeltfokuseret alkoholbehandling, så vil kommunen ikke betale. De lever op til deres forpligtelse i forhold til loven med deres ambulante standardtilbud, siger de. Og evidensen siger jo, at ambulant behandling i gennemsnit er lige så effektiv som døgnbehandling. Børge er åbenbart ikke en gennemsnitsborger. Han gider nemlig heller ikke snakke om tobaksrygning med sin læge, selv om det angiveligt er efterspurgt af patienterne, at lægen spørger om tobaksrygning ved enhver kontakt.

Patientorganisationer påvirker prioritering skævt
Børge er ikke medlem af nogen patientforening. Men han er en af de autentiske danske patienter, en person – et menneske – med komplekse helbredsproblemer. Der er ikke nogen magtfuld organisation til at tale hans eller hans lidelsers sag, og han må ydermere leve med, at risikoen for at blive fejlbehandlet for sine lidelser er betydelig, alene af den grund, at han har sin alkoholafhængighedsdiagnose.

Cirka 150.000 mennesker lider af alkoholafhængighedssyndrom i Danmark. Mindst lige så mange opfylder kriterier for skadelig brug af alkohol. Alkoholindtagelse koster cirka 70.000 tabte leveår per år i Danmark. Der er Danske Patienter – og så er der danske patienter.

Patientorganisationerne gør et stort arbejde i Danmark, og til gengæld har nogle af dem så også en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på prioriteringer i sundhedspolitikken i Danmark.

Anders Beich
Formand for Dansk Selskab for Almen Medicin

Patientorganisationerne gør et stort arbejde i Danmark, og til gengæld har nogle af dem så også en helt uforholdsmæssig stor indflydelse på prioriteringer i sundhedspolitikken i Danmark. Medlemmerne og andre kan høste nogle fordele, og deres organisation sørger for at lobbye for deres lidelse, så der er politisk opmærksomhed og velvilje for deres sygdom.

Godt for dem. Kræft, hjerter og diabetes fylder det meste af horisonten. Store, velfungerende organisationer for patienter med disse hyppige lidelser laver store, vellykkede indsamlinger og hvervekampagner i den bedste sendetid. Selvom det selvfølgelig ikke er deres formål, så puster de desværre samtidig til en sygdomsangst, der får mange til at søge læge uden grund.

For megen forebyggelse tager tid fra reelle patienter
De store organisationers ensidige fokus på en enkelt lidelse kombineret med deres ekspansive natur som private organisationer gør, at de ofte promoverer tidligere diagnosticering i en grad som langt overstiger de internationale anbefalinger.

'Jo før, jo bedre' lyder godt, men er for mange lidelsers vedkommende jo forebyggelse i elastisk metermål og uden bæredygtige begrundelser. Hvis forebyggelse og sundhedsfremme flyttes fra samfundsniveau og ind i sundhedsvæsenet, specielt almen praksis, ved at gøre borgerne til patienter noget før (uden at det kan vises at medføre andet end sygeliggørelse og misbrug af sundhedsvæsenets begrænsede ressourcer) så tager man tiden fra de reelt syge borgere med alle mulige mindre hyppige, men nogle gange langt alvorligere, lidelser, til fordel for arbejdet med disse raske borgere med risikotilstande og præ-diagnoser for de hyppige sygdomme.

Lægernes fokus på den enkelte patient – og opbygningen af en tillidsfuld relation, der styrker rettidig diagnostik, forebygger overdiagnostik og booster terapi og behandlingsresultater – trues af for mange opsporingsprogrammer og minutiøse konsensusbaserede forløbsprogrammer for de hyppige lidelser. Fokus bliver på sygdomme og risikomål, snarere end på individuelt oplevede udsving og ændringer i helbred. Konsultationen i almen praksis bliver forstyrret, og lægen bedøves i sin opmærksomhed over for den enkelte person.

Hvis paraplyorganisationen Danske Patienter faktisk gerne vil repræsentere danske patienter, så kunne den gøre det ved at holde styr på sine medlemsorganisationer ved at fremme de mindre hyppige sygdommes sag og alle alvorlige sygdommes sag, og ved at arbejde politisk for en prioritering i sundhedsvæsenet, som ikke er styret af, hvilke patientorganisationer, der er stærkest, men i stedet af alvorligheden af de sygdomme, der forekommer i vort samfund.

'Jo alvorligere, jo vigtigere' – snarere end 'jo før, jo bedre'. Det ville klæde Danske Patienter, og deres navn ville kunne forsvares over for alle danske patienter. Også Børge.