Eks-hospitalsdirektør: Kritik kommer af for lidt behandling – ikke overbehandling

Af Torben Mogensen
Tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital

Sundhedsvæsnet er også et marked. Vi forventer, at aktørerne, i hvert fald i den offentlige sektor, ikke selv skaber et øget behov, men derimod behandler de behov, der er i samfundet.

Det er legitimt for en virksomhed at skabe et behov for sine produkter. Selv et behov som kunderne ikke vidste, de havde.

Men er det i orden at sundhedsvæsenet gør det samme? Hvornår er det for patienternes skyld, og hvornår er det for lægernes økonomis skyld?

Det gode ved det danske system er, at der i hospitalssektoren ikke er direkte sammenhæng mellem lægens løn og lægens ydelser. Men det er der bestemt i den private sektor. Er det i orden at reklamere for pænere bryster på busser i København med det ene formål at udvide markedet?

En meget stor del af udgifterne i sundhedssektoren går til behandling af patienter i deres sidste levetid. Er det så spild af penge? Tja, ikke nødvendigvis.

Jeg har hørt mænd sige, at de går til læge for at ”få fred for konen”. Der er ingen grund til at sygeliggøre mennesker. Man bliver alligevel ikke udødelig.

Torben Mogensen, tidligere vicedirektør på Hvidovre Hospital

Udsigtsløse behandlinger
Det er næppe overraskende, at der er en sammenhæng mellem sygdom og død. Men et sted, hvor der bruges mange penge på udsigtsløse behandlinger er på intensiv-afdelingerne. Det er en svær beslutning, om patienter skal tilbydes intensiv behandling eller ej.

Jeg har gennem mange år diskuteret med kollegaer på intensiv afdeling, hvorfor ældre, der har været meget syge gennem lang tid, havner i respiratorbehandling med slanger ud af enhver kropsåbning.

En behandling, som ofte er ganske udsigtsløs og meget ubehagelig for patient og pårørende. Resultatet af vores diskussioner har været, at manglende vilje til at tage stilling som læge er en vigtig årsag. Det er lettere og mindre risikofyldt for en selv at behandle end at lade være. Et princip, der går igen i mange situationer.

Man kan blive kritiseret for manglende behandling, men ikke for at overbehandle. Jeg har i hvert fald ikke hørt om tilfælde, hvor en behandler har fået kritik for at behandle for meget.

For at gardere sig mod overforbrug må man acceptere, at der kan ske fejl, fordi man undlader at behandle eller undersøge. Problemet er, at når man kender facit, er det utroligt nemt at se, hvad man burde have gjort.

Undersøgelser gavner ikke helbredet
Livet er ikke logisk. Enhver logik tilsiger, at hvis man undersøger mennesker, inden de bliver syge, ja, så kan man forebygge sygdom.

Men nu er det igen blevet vist, at forebyggende undersøgelser ikke gavner helbredet. Men undersøgelse af raske mennesker fører til flere undersøgelser og derved et stigende forbrug af sundhedsydelser.

Det værste, der kan ske, er et tilfældigt fund af en værdi, der ligger marginalt uden for normalområdet. Det kan let medføre en byge af undersøgelser. Selv hos en rask person. Hvem kender ikke vendingen: ”Vi må for en sikkerheds skyld lige undersøge.”

Men hvis sikkerhed det er for – lægens eller patientens – kan i høj grad diskuteres.

Det bliver gentaget gang på gang i den offentlige debat, at mænd går alt for sent til læge. Jeg har aldrig forstået, hvorfor man skal gå til læge, hvis man ikke føler sig syg.

Jeg har hørt mænd sige, at de går til læge for at ”få fred for konen”. Der er ingen grund til at sygeliggøre mennesker. Man bliver alligevel ikke udødelig.

Psykologisk kriseterapi er efter min mening et eksempel på en markedsudvidelse. Man har skabt et behov. Der er mennesker, der har behov for kriseterapi i forbindelse med alvorlige oplevelser, men det er bestemt få. Men rutinemæssig brug, som vi ser i dag, virker helt ude af proportioner. 

Hvis vi skal undgå overbehandling, må vi ændre den opfattelse, at jo flere undersøgelser og behandlinger, jo bedre.

Men mange har interesse i det modsatte.