Forsker: Vær kritisk over for patientinddragelse

Af Pernille Tanggaard
Lektor i sundhedssociologi og forskningsleder på SDU

Sundhedssystemet står over for en lang række udfordringer de kommende år. Ses der mere specifikt på sygehusvæsenets udvikling og udfordringer, peger Dansk Sundhedsinstitut på fire udviklingstendenser, der har indflydelse på plejeopgaver, service og kvalitet.

1. Øget subspecialisering og mere intensive og accelererede forløb, øget standardisering og opgaveglidning fra læger til sygeplejersker.
2. Øget komorbiditet og polyfarmaci.
3. Sygere og mindre selvhjulpne patienter.
4. Acceleration af forløb, bl.a. tidligere udskrivninger, højere patientforventninger, og udvikling fra stationær til ambulant aktivitet.

Ændring i patienternes rolle
Disse udviklingstendenser har stor betydning for såvel de fagprofessionelle som patienter. I dette indlæg vil jeg sætte fokus på patienternes rolle og de udfordringer, som følger med udviklingen i sundhedssystemet.

Patientroller og patientkultur må forstås relationelt og altid i lyset af den kontekst og politiske ramme, den udspiller sig i. Måden du er patient på afhænger af en række forhold: personlighed (eksempelvis risikovillighed og livstil), livserfaring, alder, køn, uddannelsesbaggrund, netværk, medicinforbrug og sygdomserfaringer.

Den kendte sociolog Talcott Parsons var med til at sætte fokus på sygdomsrollen og lagde vægt på at analysere patientens sygerolle i relation til lægens professionelle rolle. I denne optik var der fastlagte autoritetsbånd, og patienten blev primært opfattet som passiv modtager. Patienten kunne hvile i rollen som modtager, og opgaven var at vise tillid til lægens kompetencer og lydigt følge disse anvisninger.

Læge-, patient- eller sygerolle og de forventninger, der hører sig til, har dog udviklet sig siden, hvor blandt andre sociolog Anselm Strauss i sine studier lagde vægt på oplevelse af sygdom fra patienternes perspektiv og pegede på patienterne som aktive aktører, der stiller spørgsmål og kunne have andre interesser end de fagprofessionelles.

Generelt ses et paradigmeskift, hvor patienten bliver tildelt en langt mere aktiv rolle og mere ansvar i behandlingsforløbet.

Pernille Tanggaard
Lektor og forskningsleder, SDU

Øget fokus på patientinddragelse
I vore dage taler vi om ”patienten i centrum” og om brugerinddragelse i sundhedssystemet. Patientinddragelse er blevet det nye buzzword. Der findes ikke en universel definition af patientinddragelse, men Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet definerer patientinddragelse som ”at forbedre patientens behandling ved systematisk at anvende den enkeltes viden, præferencer og ressourcer og derved lade patienten indgå aktivt i beslutninger om planlægning og gennemførelse af behandlingen”. 

Patientinddragelse handler overordnet om en forandring i opfattelsen af, hvordan relationen mellem behandler og patient skal være, og hvordan ansvar og magt er fordelt mellem de to parter. Generelt ses et paradigmeskift, hvor patienten bliver tildelt en langt mere aktiv rolle og mere ansvar i behandlingsforløbet. Der er dermed sket en forvandling af patientkulturen. Hvor patientens rolle tidligere var at vise tillid og ellers blev holdt fri for øvrige krav og forventninger, ser vi i dag en stigende forventning om viden, deltagelse og engagement.

De svage patienter må ikke glemmes
Denne udvikling har gode takter samt potentiale og betyder, at vi i højere grad selv får indflydelse, kontrol og bliver taget med på råd i relation til vores sygdomsforløb. Men samtidig stiller fokus på øget patientinddragelse krav om at være aktiv, kunne involvere sig og have ressourcer til at påtage sig ansvar, og det er ikke alle, som kan leve op til disse forventninger.

Der er i høj grad fare for polarisering mellem særligt to patienttyper; de stærke, der kan læse spillet i sundhedsvæsenet, og som samtidig besidder kræfterne til at kræve deres ret, og de svage, som har svært ved at læse spillet og ikke har de fornødne ressourcer, det kræver. Ikke alle borgere har de samme sundhedskompetencer; patientens evne til at modtage, forstå og anvende sundhedsinformation er meget forskellig.

Det er derved centralt, at vi fastholder samme standarder og forløb for alle typer af patientgrupper og erkender, at selvom patientinddragelse er det nye sort, repræsenterer en del patienter fortsat en mere ”passiv” patientrolle, og de har krav på samme behandling, kvalitet og service som de ”aktive empowerede patienter”.

Vi bør derfor hele tiden være kritiske over for, hvad patientinddragelse betyder i praksis, og hvilke konsekvenser det har for behandler og ikke mindst patienter.