Forsker: Vi skal sætte ind overfor social ulighed i sundhed

Af Pernille Tanggaard
Lektor i sundhedssociologi og forskningsleder på SDU

Selvom Danmark er et af de mest lige lande i verden, er der alligevel en forskel på ti år mellem den rigeste og den fattigste del af befolkningen, når det gælder levealder. Ulighed i sundhed spiller ikke kun ind på dødelighed, men også ind på, at sygdomsbyrden er skævt fordelt i befolkningen.

Uligheden vokser og er dyr
Social ulighed dækker over det faktum, at sundhedsrisici og sygdomme er socialt skævt fordelt i samfundet. Det betyder konkret, at jo dårligere borgerne er stillet socialt set, jo højere sygelighed og dødelighed.

Den sociale ulighed i sundhed kommer til udtryk på to måder: 1) Som en gradvis ulighed i hele befolkningen. Det betyder konkret, at udsatheden for sundhedsrisici og sygdom i befolkningen stiger gradvis i takt med, at ens sociale position falder. Her spiller mange faktorer ind, bl.a. opvækstvilkår, uddannelseslængde, indkomst, beskæftigelsesforhold, boligforhold og etnisk baggrund. 2) Den sociale ulighed i sundhed kommer også til udtryk ved en stor kløft i sundhedstilstanden mellem de særligt sårbare eller udsatte grupper, f.eks. misbrugere og alvorligt psykisk syge og den øvrige danske befolkning.

Det, vi skal overveje i en velfærdsstat som den danske, der bygger på universelle principper om lighed i adgang til sundhedsydelser og sundhedssystemer, er, om man har lyst til at se på, at den sociale ulighed i sundhed bliver større og større?

Samtidig er uligheden ikke kun uretfærdig overfor den enkelte borger, men meget dyr for samfundet. I Danske Regioners visionspapir ”Sundhed for livet” (2017) anslås det, at op mod 90 procent af udgifterne til førtidspension kunne undgås, hvis alle borgere i alderen 30-64 år havde den samme sundhedstilstand som borgere med mellem eller lang uddannelse. Dette er yderst tankevækkende.

Selvom Danmark er et af de mest lige lande i verden, er der alligevel en forskel på ti år mellem den rigeste og den fattigste del af befolkningen, når det gælder levealder.

Pernille Tanggaard
Lektor og forskningsleder, SDU

Staten har ansvaret
Samtidig er det nødvendigt at påpege igen og igen, at ulighed i sundhed langt fra er et individuelt problem, men må forstås og løses som et strukturelt problem. Mange videnskabelige undersøgelser peger på, at de primære årsager til ulighed i sundhed er forbundet til samfundsstrukturer såsom levevilkår generelt; arbejdsmarkedstilknytning, uddannelsesniveau, boligforhold og adgang til sundhedsydelser, og det kan aldrig blive borgernes personlige ansvar at rette op på disse overordnede strukturer.

Forskellige levevilkår og samfundsforhold er direkte og indirekte med til at understøtte ulighed og skabe rammer for ”usundhed”. Det betyder ikke, at den enkelte ikke har et ansvar for sit eget liv, for det har alle, men der er grader for, hvor meget den enkelte person kan løfte og bør gøres ansvarlig for.

Derfor mener jeg, at det er afgørende, at velfærdsstaten fortsat har ansvaret for at sikre, at behandling, omsorg, pleje, forebyggelse og sundhedsfremme er mulig og tilgængelig for alle. Det er derfor afgørende, at man fra politisk hold tager problematikken om ulighed i sundhed alvorligt.