Hegelund og Mose: Diplomater frygter invasive arter

MANDAGSTRÆNEREN: Udenrigsministeriets karrieremæssige økosystem er under pres fra Folketinget. Skarpe diplomathoveder vil næppe finde sig i at blive mappebærere for ex-ministre fra Christiansborgs overskudslager. Men tiden er måske inde til at overveje et par wild cards i udenrigstjenesten.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

Headhunterbureauerne har de senere år fået nye, højtprofilerede offentlige kunder i porteføljen: Attraktive topchefjobs på Slotsholmen besættes ikke længere kun på basis af selvsupplerende netværk, men også efter professionelle kriterier med hjælp fra rekrutteringsbureauer.

Rekrutteringstrenden for at sikre et bredere felt er endnu ikke nået til udenrigstjenesten, hvor udvælgelsen af ambassadører fortsat foregår i et internt, lukket loop: En gang om året kommer der hvid røg op med nyt om, hvem der har fået hvilke poster. Voila – kabalen gik op, endnu en gang!

Ny politisk exit-metier
Det karrieremæssige økosystem har ikke hidtil i større omfang været truet af invasive arter, men kan blive det, for ikke mindst statsministerpartierne Venstre og Socialdemokraterne har tilsyneladende blandet blod: Diplomatiet kan blive en exit-metier for ex-ministre fra det politiske overskudslager. Et reelt trusselsscenario, der i sidste uge var det højspændte tema på et møde i Udenrigspolitisk Selskab. Modstanden mod at justere systemet orkestreres af diplomatstanden selv, en række tidligere udenrigsministre samt forskere. 

På Asiatisk Plads er ambassadørkandidater i årtier blevet udruget i diplomatiets egen karriereskole. Omkring 15 år hjemme og ude tager det, før diplomaten er klar til sin første ambassadørpost. Som regel en mindre én af slagsen; siden bliver det måske til mere attraktive ambassader, før det efter 30-35 år i tjenesten er tid at takke af. En højt specialiseret karrierevej, der er på vej ud på resten af Slotsholmen.

Fordelene ved et økosystem bestående af rene karrierediplomater er indlysende: Relationer kitter verden sammen. Den diplomat fra Bangladesh, Bahrain eller Belgien, man mødte på vej op i karrieren et obskurt sted, sidder pludselig i en nøgleposition i FN eller EU og kan bistå med underhåndsinformationer og nye kontakter i en multilateral sag. Den udenlandske kollega, man var udstationeret sammen med i EU, sidder siden hen i Washington, Beijing eller Moskva og kan måske oversætte en betændt, international situation til en dansk vinkel.

Nok er diplomati en særlig danseart på de bonede gulve, men at den kun kan udføres af Asiatisk Plads’ egen skole, kan forekomme altmodisch i en tid, hvor alt andet udsættes for disruption.

Hegelund og Mose

Så ja, diplomaterne går til receptioner – heldigvis; deres netværk er Danmarks kapital på den internationale arena.

Nu har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bebudet, at også politikere skal kunne sendes ud som ambassadører – tilsyneladende med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget. Udgangspunktet var den uheldige sag om generalkonsuljobbet i Flensborg, som Bertel Haarder fik tilbudt.

Udnævnelsen kom til at ligne en dårligt håndteret Venstre-vennetjeneste eller en kikset måde at få partiets grand old man placeret langt væk fra Christiansborg og eventuelle folketingsformands-drømme. For at undgå lignende beskyldninger vil regeringen vel betænke en uafviselig, kompetent politisk modstander med den første ambassadørpost.

Brug for støttepædagog
Tanken om politikere som diplomater er ikke ny: Socialdemokraten Mogens Lykketoft fik buddet i Per Stig Møllers (K) udenrigsministertid i nullerne, ligesom tidligere forsvars- og udenrigsminister Kjeld Olesen (S) fik tilbudt Lissabon, da Poul Schlüter (K) i 1982 overtog regeringsmagten. Også Olesen takkede dengang nej; hvis han ikke kunne blive FN-ambassadør, ville han hellere genoptage sin gamle karriere som sømand.

Argumenterne imod at lukke politikerne ind i diplomatiet er mange: Orker tidligere højtstående politikere –måske vant til en sand entourage omkring sig – det brødarbejde, som også hører med til ambassadørjobbet? Er de selvhjulpne – eller skal de klædes på af det øvrige ambassadepersonale, før de kan sendes i marken? Hvilket internationalt netværk har danske politikere reelt, når det kommer det til stykket?

Og bliver ordningen ikke dyrere? Løn, bolig og udsendt familie; det kan hurtigt løbe op i flere millioner pr. ex-politiker samtidig med, at systemet kun dårligt kan undvære de eksisterende karrierediplomater. Disse må formodes i et vist omfang at skulle fortsætte med at tage sig af dagligdagens administration og det interne fnidder på de ofte sparsomt bemandede ambassader.

Diplomatisk mappebærer
Risikoen kan også være, at diplomatkarrieren bliver endnu mindre attraktiv for de skarpe typer. Hvorfor søge ind i Udenrigsministeriet, hvis det højeste, du kan nå, er mappebærer for en tidligere minister? I forvejen er Asiatisk Plads udfordret af, at ægtefæller ikke længere ser det som en perlebehængt livsdrøm at være ambassadørpåhæng, men hellere vil passe egen karriere og vennekreds.

Bekymringerne var da også mange på mødet i Udenrigspolitisk Selskab, hvor ikke mindst en række forhenværende ambassadører fik luft for deres frustration. På Venstres vegne forsvarede Michael Aastrup Jensen Løkkes plan, mens begge de tidligere udenrigsministre Mogens Lykketoft (S) og Martin Lidegaard (R) til de fremmødte ex-ambassadørers tilfredshed talte det traditionelle diplomatis sag. Begge havde eksempelvis svært ved at se en – ellers velkvalificeret – Anders Fogh Rasmussen-type som ambassadør, uden at Asiatisk Plads skulle frygte for, om han nu også tjente den til enhver tid siddende danske regering.

Mogens Lykketoft mindede også om fiaskoen med eksportambassadørerne i Løkkes gamle VK-regering med Ritt Bjerregaard og tre andre ex-ministre som særlige udsendinge: ”Forestil jer Ritt hos Friis Arne Petersen i Beijing,” lød det ildevarslende. Topdiplomaten Friis Arne Petersen er i dag ambassadør i Berlin, har tidligere haft både Beijing og Washington i sin ambassadør-portefølje samt været markant direktør i Udenrigsministeriet og er i danske diplomatkredse kendt som en stærk spiller.

Blandt argumenterne for at sende en tidligere toppolitiker ud som ambassadør er, at sammenlignelige lande gør det, og at ministertitlen i sig selv kan åbne døre. Også rutine i samarbejdet med medier og at kunne lave PR for Danmark a la den afgående amerikanske show-ambassadør Rufus Gifford skulle angiveligt give politikerne et fortrin.

Omvendt har Udenrigsministeriet i årevis medietrænet sine ambassadører netop for, at de kan udlægge teksten fra deres internationale brændpunkter på de hjemlige tv-stationer. De fleste er ganske komfortable ved at ”gå på” både tidligt og silde.

Case: Lykke Friis
Ikke desto mindre er spørgsmålet, om det alligevel kan give mening at åbne en smule op for wild card-karrierevejen. Nok er diplomati en særlig danseart på de bonede gulve, men at den kun kan udføres af Asiatisk Plads’ egen skole, kan forekomme altmodisch i en tid, hvor alt andet udsættes for disruption: Hvorfor ikke nu og da brede rekrutteringsfeltet ud og udfordre økosystemet med andre kompetencer: udenrigseksperten, den internationale erhvervsperson eller organisationsmennesket.

Og selvom man har været minister, kan man jo godt have evner. Lykke Friis, ordstyrer på mødet i Udenrigspolitisk Selskab og prorektor på Københavns Universitet, blev nævnt som tænkt eksempel på en ikke-diplomat på posten i Berlin. Tidligere politiker, javist, men også top-erfaren ud i det tyske samfund og sprog samt med erfaring fra både Erhvervsministeriet og Dansk Industri. Som bonuskompetence er Bayern München-entusiasten i besiddelse af den absolutte samtalestarter på verdensplan: et stort fodboldengagement.

Nu venter ikke mindst diplomatiets våbenbrødre spændt på Løkkes næste træk: En politiker på en af de nordiske ambassader eller en lidt større post, måske? Hvor meget vil statsministeren lægge sig ud med karrierediplomaterne? I den sammenhæng vil en ekstra skilling til tjenesten nok hjælpe på forståelsen på Asiatisk Plads.

 

Rådgiver-og forfatterparret Susanne Hegelund og Peter Mose er partnere i HEGELUND & MOSE, der rådgiver om strategisk kommunikation og indflydelse.  De er forfattere til bøgerne ”Håndbog for Statsministre, ”Javel, hr. minister” og ”Lobbyistens Lommebog”. I marts udkommer ny bog ”Flyt magten”. Se www.hegelundmose.dk. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bertel Haarder

Fhv. MF og minister (V)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1970)

Lykke Friis

Direktør, Tænketanken Europa, præsident, Kræftens Bekæmpelse, formand, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)
master i europæiske studier (London. 1992), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1993), ph.d. (Københavns Uni. 1997)

0:000:00