Her er anbefalingerne til ny kræftplan

KRÆFTPLAN: Højere cigaretpriser, en national plan for udfasning af tobak og styrket tilbud om hjælp til rygestop er blandt anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen til en ny kræftplan. 

Foto: Jonas Vandall Ørtvig/Scanpix
Cecilie Gormsen

Sundhedsstyrelsen er onsdag kommet med sine anbefalinger til en ny dansk kræftplan. 

De nye anbefalinger, som er afleveret til sundhedsminister Sophie Løhde (V), skal blandt andet bidrage til, at færre mennesker bliver ramt af en kræftsygdom, og at flere af dem, som bliver ramt, overlever. 

Danmark er nået rigtig langt på kræftområdet, mener Søren Brostrøm, der er direktør i Sundhedsstyrelsen, men der er stadig områder, hvor det kan blive bedre. 

"Nu har vi sammen med en lang række eksperter – patienter, fagfolk og administratorer – analyseret området, og på den baggrund kommer vi i dag med et fagligt oplæg, hvor ambitionen er, at færre skal opleve at få en kræftsygdom, flere af dem, der får kræft, skal overleve, flere skal leve længere, og alle skal opleve, at deres forløb var veltilrettelagt, og at de blev inddraget undervejs,” siger Søren Brostrøm i en pressemeddelelse.  

LÆS OGSÅ: DF til styrelse: Fingrene væk fra tobakken

Regeringen vil til efteråret fremlægge en Kræftplan IV, og Sundhedsstyrelsens anbefalinger er første skridt på vejen. Og sundheds- og ældreminister Sophie Løhde er godt tilfreds med flere af anbefalingerne.

”Mange patienter har en oplevelse af ikke at blive lyttet til, og der mangler koordination og sammenhæng. Her er der klart plads til forbedringer. Derfor glæder det mig, at oplægget indeholder en række anbefalinger til at fokusere på behovet hos det enkelte menneske," siger hun i pressemeddelelsen.

Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger herunder:

Tobak
- Der bør arbejdes for en national målsætning for udfasning eller kraftig reduktion af tobak i Danmark. Den kunne eksempelvis være, at ingen børn og unge og kun fem procent af voksne ryger i 2030.

- Der bør overvejes tiltag, der kan begrænse tilgængeligheden af tobaksvarer, særligt for unge. Sundhedsstyrelsen peger blandt andet på håndshævelse af aldersgrænser, gemme tobaksvarer under disken og højere priser

- Røgfri skoletid bør indføres for alle skoletyper

- Tilbud om hjælp til rygestop skal styrkes

Alkohol
- Tilgængeligheden af alkohol for unge bør begrænses. Blandt andet kan det overvejes at ensarte aldersgrænsen for køb af alle typer alkohol til 18 år.

Overvægt
- Muligheder for reduceret tilgængelighed af sukkersødede drikkevarer bør undersøges

HPV-vaccination
- Oplysning om børnevaccinationsprogrammet bør styrkes

- Pilotafprøvning af HPV-vaccinationstilbud til unge mænd, der er tiltrukket af mænd, bør undersøges

Bedre screening
- Der bør iværksættes initiativer til at øge tilslutningen til screeningsprogrammet for livmoderhalskræft

- Kvinder født før 1948 bør modtage et engangstilbud om HPV-test

- Sundhedsstyrelsens nationale anbefalinger for livmoderhalskræft bør opdateres

Bedre udredning
- Anvendelsen af diagnostiske pakkeforløb bør gennemgås med sigte på den store regionale variation

- Der bør følges systematisk op på de igangsatte initiativer vedrørende udvidet adgang til diagnostiske undersøgelser i almen praksis

Øget kvalitet i behandling
- Udvalgte pakkeforløb bør gennemgås med fokus på blandt andet opdatering af det faglige indhold, anbefalinger for præferencefølsomme valg og præcisering af forhold vedrørende MDT-konferencer

- Kvaliteten af de landsdækkende kliniske retningslinjer for behandling af kræft bør udvikles og sikres

- Analyser af data for udvalgte kræftsygdomme bør bruges mere systematisk til at sikre kvalitet og ensartet behandling

- Der bør sikres systematiske tilbud om hjælp til rygestop til alle kræftpatienter

Øgede kompetencer
- Der bør afprøves modeller for systematisk kompetenceudvikling af udvalgte speciallæger på ekspertniveau

Bedre og mere systematiske rehabilitering og palliation
- Rehabilitering og palliative indsatser til mennesker med kræft bør styrkes ved at beskrive faglige rammer og standarder for organisering, behovsvurdering, henvisning og indsatser

- Der bør i relevant omfang sikres kompetenceløft for det personale, der skal vurdere behov for rehabilitering og palliation, og som skal varetage indsatserne på ikke-specialiseret niveau

- Den basale palliative indsats bør styrkes

Større sammenhæng og patientansvarlig læge
- Rammerne for den patientansvarlige læge bør beskrives med baggrund i erfaringer fra igangværende projekter

- Patientens personlige forløbsplan bør inddrages i igangværende initiativer

Fælles beslutningstagen
- Der bør udvikles relevante beslutningsstøtteværktøjer på kræftområdet

Rammer for data, viden og ny teknologi
- Anvendelse af data på kræftområdet bør styrkes

- Rammerne for klinisk og translationel forskning på kræftområdet bør styrkes

- Potentialet i bedre sygdomsforståelse, differentieret diagnostik og mere målrettet behandling (’personlig medicin’) bør undersøges på kræftområdet

Indførsel af nye behandlinger
- Principper for ibrugtagning af nye behandlinger bør beskrives

- Der bør etableres rammer for eksperimentel kirurgisk kræftbehandling

Fremtidig udvikling på kræftområdet
- Udviklingen på kræftområdet bør følges tæt

- Innovative metoder på kræftområdet bør udvikles

Læs Sundhedsstyrelsens samlede anbefalinger her.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sophie Løhde

Indenrigs- og sundhedsminister, MF (V)
HA (kom.) (CBS 2007)

Søren Brostrøm

Seniorrådgiver, WHO's generaldirektør
cand.med. (Københavns Uni. 1995), speciallæge i gynækologi/obsetrik, ph.d. (Københavns Uni. 2003), MPA (CBS 2011)

0:000:00