Høreforeningen: Høretab tages ikke alvorligt nok

Af Majbritt Garbul Tobberup
Landsformand i Høreforeningen

Den manglende politiske interesse for borgere med høreproblemer betyder, at der i dag i gennemsnit er et års ventetid på at få høreapparater på en offentlig audiologisk afdeling. Nogle steder er der over to års ventetid. 

Forestil dig ikke at kunne høre i så lang tid? Der er i dag fuldstændig klar dokumentation for, at mennesker med ubehandlede høretab er i større risiko for demens, depression, job-tab og social isolation. Men den poliske holdning er tilsyneladende, at tja, høreproblemer dør man ikke umiddelbart af, og det giver ikke de store overskrifter i medierne.

Høreapparatbehandling og yderligere rehabilitering bliver hverken taget alvorligt eller investeret tilstrækkeligt i.

Investering i hørelse betaler sig
Omkostningerne for det enkelte menneske og for samfundet er enorme. Vi taler om 15-25 milliarder kroner om året. Faktisk understøttede WHO i år på Verdens Høredag det faktum, at en krone givet ud til hjælp til høreproblemer kommer ti gange igen til samfundet.

I april 2017 kom evalueringen af høreapparatområdet langt om længe fra sundhedsministeren. Den skulle have været sat i gang i 2015 på baggrund af en lovændring fra 1. januar 2013, hvor det offentlige tilskud til at købe høreapparater i en privat butik blev sat ned, og hvor området blev samlet under sundhedsloven. 

Høreapparatbehandling og yderligere rehabilitering bliver hverken taget alvorligt eller investeret tilstrækkeligt i.

Majbritt Garbul Tobberup
Landsformand, Høreforeningen

Høreforeningen har rykket gentagne gange, søgt aktindsigt og senest på Verdens Høredag 3. marts været i dialog med politikerne om den manglende evaluering. Et spørgsmål fra sundhedsudvalgets formand satte endelig skub i tingene.

Men evalueringen evaluerer efter min mening ikke konsekvenserne af lovændringen. Blandt andet vælger man kun at se på 'ukompliceret høretab', selv om ingen har defineret, hvad det er, og mennesker med store høreproblemer i den grad er kommet i klemme mellem den nye lovgivning og ventetiderne.

Sundhedsministeren konstaterer dog, at ventetiderne på høreapparatbehandling er for lange. 

Jeg ser frem til, hvad ministerens ”kraftige” opfordring til regionerne om at prioritere området munder ud i.

Offentligt tilskud er en hån 
Men det er ikke godt nok, at ministeren blot ønsker at informere yderligere om muligheden for at tage et tilskud til køb af høreapparater med ud i de private butikker. Der er indført brugerbetaling ad bagdøren (85 procent betaler mere end tilskuddet - ofte mange tusinde kroner). Og en stor gruppe med høreproblemer kan ikke vælge en privat butik, da deres hørenedsættelse skal behandles på en audiologisk afdeling ifølge Sundhedsstyrelsens faglige vejledning. 

Så budskabet om at ”tage det offentlige tilskud med og springe køen over” er en direkte hån mod de mange tusinde mennesker, der lige nu står på ventelister med mere end to års ventetid.

Jeg begriber fortsat ikke, at vores politikere kan tillade sig på de hørehandicappedes vegne at vurdere, at en hofte og et knæ betyder mere for det enkelte menneske end deres hørelse og evne til at kommunikere med deres omgivelser.

Men det har den selv samme minister været med til at beslutte, da man sidste år med den nye sundhedslov valgte fortsat at diskriminere og udelukke denne store gruppe mennesker fra den behandlingsgaranti, som alle andre borgere uanset lidelse og sygdom har. 

I evalueringen kan man læse, at der alene på det nedsatte tilskud er sparet 642 millioner kroner på tre år på høreområdet. Jeg savner i den grad mere konkrete og håndgribelige handlinger og initiativer fra ministeren. At opfordre regionerne til at prioritere høreområdet, samtidig med at man presser dem til at spare hvert år, er i min optik alt for nemt.

Fem bud på en bedre høre-rehabilitering:

1. Behandlingsgaranti på fire uger
2. Massiv oplysning til borgerne
3. En overskuelig vej til hjælp
4. Screening for høretab ved 55 år
5. Automatisk tilbud om pædagogisk opfølgning efter høreapparat.