Jens Chr. Grøndahl: Kan vi stole på Sundhedsstyrelsen?

Overskriften på denne søndags klumme ser alarmerende ud, men spørgsmålstegnet er ikke retorisk ment. Nok er det en kærkommen sport i det oplyste folkestyre at betvivle institutionernes autoritet, men lige præcis når det gælder vores sundhed, vil vi inderst inde gerne bare overgive os. Den kritiske trang til at diskutere og problematisere holdes i skak af det mere dybfølte behov for tryghed.

Hvem længes ikke efter barndommens familielæge med det tilbageredte hår og en ulastelig slipseknude bag den tilknappede, nystrøgne kittel? For mit vedkommende har jeg i hvert fald svært ved at forlige mig med, at nutidens læger i en misforstået demokratisk og ikke helt hygiejnisk ånd har smidt kitlerne, som om vi var på lige fod. Hvad tror du selv, du fejler? Jo, altså, jeg har læst på nettet…

Jeg kan godt forstå, hvis naturvidenskabsmanden i enhver læge m/k skærer tænder indvendigt, når vi i vores oprør mod eksperter og smagsdommere mener, at vi selv kan sortere og vurdere den overvældende mængde af ekstremt kompleks, lægefaglig viden.

Det kan vi ikke, og netop derfor er det så vitalt, at en aktør som Sundhedsstyrelsen inkarnerer den ultimative troværdighed.

Samme beskyttelse kommer ikke det store flertal af mindre privilegerede drenge til gode. Hvorfor?

Jens Chr. Grøndahl

Ingen ved det bedre end styrelsen selv. Den ved det til overflod, men har desværre en tendens til at forveksle behovet for tillid med den immunitet over for kritik, der traditionelt indgår i selvopholdelsesdriften hos offentlige instanser.

Se mere: Sundhedsstyrelse-direktør: HPV-vaccinen er hjerteblod for mig

Det er bevist, at vaccinen nedsætter antallet af infektioner med HPV og antallet af tilfælde med celleforandringer … men det er ikke bevist, at vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft.

Kim Varming
Overlæge, v. Aalborg Universitetshospital

Problemet er bare, at vi ikke kan skrue tiden tilbage til dengang, patienterne smækkede hælene sammen under dynerne, når overlægen gik stuegang med sit kappeklædte harem. Vi lever på godt og ondt i en kommunikationskultur, hvor vidensniveauet ikke altid matcher diskussionslysten.

Til gengæld har vi alle muligheder for at lade fortidens blinde autoritetstro afløse af en informeret, moden bevidsthed om, at selv læger kan tvivle og tage fejl. Samt at langt de fleste af dem tro mod lægeløftet prøver på at gøre deres bedste.

For Sundhedsstyrelsens vedkommende burde konklusionen derfor ikke være at forskanse sig i kritikafvisende skråsikkerhed. Det ville være mere tillidsskabende, hvis man i stedet holdt sig til den tidssvarende, demokratiske forvaltnings tre Å’er:

Åbenhed, åbenhed og åbenhed.

Anledningen til disse overvejelser er personlig. Min ældste datter er lige fyldt 12 år, og hendes mor og jeg må ligesom tusindvis af andre forældre tage stilling til, om hun skal have HPV-vaccinen, der ifølge Sundhedsstyrelsen vil beskytte hende mod at få livmoderhalskræft.

Som så mange andre blev også vi påvirket af debatten i kølvandet på den dokumentarudsendelse på TV 2, der i 2015 rejste spørgsmålet om en mulig sammenhæng mellem HPV-vaccinen og de uforklarede sygdomstilstande, nogle med invaliderende symptomer, der rammer et lille mindretal af de vaccinerede piger.

Året efter var antallet af vaccinationer faldet drastisk, og Sundhedsstyrelsen har nu i samarbejde med Lægeforeningen og Kræftens Bekæmpelse iværksat en kampagne, der skal genoprette tilliden hos alle os bekymrede forældre.

Selv ville jeg hellere end gerne lade min datter vaccinere med den samme sindsro som dengang, hun blev vaccineret mod mæslinger. Det afskrækker mig heller ikke, når den ene læge efter den anden udtaler, at der er mulige bivirkninger ved enhver vaccination.

Sådan er livet, tænker jeg, og dertil kommer, at kun meget få af de vaccinerede piger har de mystiske, pinefulde symptomer, som er årsag til, at HPV-vaccinen er blevet kontroversiel.

Læs mere: Styrelse advarer skoler om vaccine-information fra TV 2

Når Sundhedsstyrelsen igen og igen fortæller mig, at der ikke er videnskabelig evidens for en sammenhæng mellem HPV-vaccinen og de omtalte symptomer, er jeg derfor ved at være klar til at bestille tid hos lægen. Men så er det, at vi alligevel går på nettet, og det første, der springer i øjnene, er misforholdet mellem ihærdighed og statistik.

Ifølge NORDCAN, der samkører de nordiske cancerregistre, er der kun 0,9 procent risiko for at få livmoderhalskræft, før man fylder 75 år, og risikoen for at dø af sygdommen før 75 år er helt nede på 0,2 procent. Det svarer til et årligt dødstal på 99, mens der til sammenligning hvert år dør 1.771 kvinder af lungecancer.

Hvorfor er det så magtpåliggende for Sundhedsstyrelsen at vende vores tvivl til overbevisning, at man investerer fem millioner kroner i den verserende kampagne? Fem millioner kroner er trods alt også en slags penge, ikke mindst i forskningssammenhæng.

Styrelsens egne retningslinjer for optagelse af en vaccine i børnevaccinationsprogrammet tilsiger, at alvor og hyppighed vurderes i forhold til risikoen for bivirkninger. Samt at der er tilstrækkelig dokumentation for en vaccines gavnlige virkning.

Der er en bekymrende asymmetri i Sundhedsstyrelsens måde at navigere på, når det gælder den metodiske tvivl, der er alfa og omega for en seriøs natur- og lægevidenskabelig tilgang.

Overlæge Karsten Juhl Jørgensen, Nordisk Cochrane Center ved Rigshospitalet, udtrykker det sådan: ”Når Sundhedsstyrelsen slår på, at vaccinen redder liv, er det udtryk for samme strategi, som de har haft i forhold til mulige skadevirkninger af vaccinen.” Man betvivler, at de kritiske røster kan have nogen som helst berettigelse, men tvivlen rettes ikke indad.

Manglen på beviser for, at HPV-vaccinen skulle være årsag til en gruppe vaccinerede pigers invaliderende symptomer, kan selvfølgelig ikke lægges til grund for, at der slet ingen sammenhæng er. Almindelig sund fornuft tilsiger, at tvivlen må gå begge veje, indtil den nødvendige forskning har givet os svar.

Dét må også have været udgangspunktet for Louise Brinth, lægen på Synkopecenteret ved Frederiksberg Hospital, der havde nogle af de omtalte piger som patienter, og som stod frem i den famøse dokumentar på TV 2. Louise Brinth fik en bandbulle i hovedet af Den Europæiske Lægemiddelstyrelse (EMA), der dels fandt, at vaccinen var hævet over enhver mistanke, dels affærdigede hendes forskning som ”subjektiv”.

EMA’s afgørelse er siden blevet indklaget. Over for dagbladet Information anførte den svenske læge og forsker Rebecca Chandler, at EMA ikke havde foretaget en såkaldt epidemiologisk undersøgelse, men konkluderede på data, der traditionelt kun anvendes til at opstille hypoteser. Rebecca Chandler sagde desuden, at man burde undersøge, om der kunne være tale om en potentiel, genetisk disponering over for bivirkninger ved HPV-vaccinen.

I det hele taget lider debatten under, at vi mangler sikker viden. Der er fra flere sider rejst seriøs tvivl om, hvorvidt effekten af HPV-vaccinen er dokumenteret. En af kritikerne er overlæge Kim Varming, Aalborg Universitetshospital. Kim Varming er ekspert i klinisk immunologi, og i et interview med dagbladet Information sidste år tog han skarpt afstand fra Sundhedsstyrelsens påstand om, at HPV-vaccinen redder liv.

”Det er bevist, at vaccinen nedsætter antallet af infektioner med HPV og antallet af tilfælde med celleforandringer … men det er ikke bevist, at vaccinen beskytter mod livmoderhalskræft,” sagde Kim Varming. Han tilføjede, at det vil kræve videnskabelige forsøg, der strækker sig over mere end 20 år, ”og det vil ingen medicinalfirmaer bekoste.”

Overlæge Kåre Mølbak, der er afdelingschef ved Statens Seruminstitut, gik i rette med Kim Varming: ”Hvis man ser på det etisk, så ville man jo ikke lade kvinder i en kontrolgruppe udvikle kræft. Det ville ikke være acceptabelt.”

Hertil svarede Kim Varming, at Sundhedsstyrelsen burde have taget forbehold for den manglende evidens. Bundlinjen er, at ingen ved, om vaccinen virker. ”Så derfor samler man nogle eksperter, der tror på, at den virker, og det har der været tilstrækkeligt med eksperter, der tror.” (TV2.dk 30. 5. 2016).

I fraværet af videnskabelig evidens og stillet over for en sundhedsfaglig, statslig aktør, der propaganderer så massivt, er der ikke noget at sige til, hvis mistænksomheden breder sig med alt, hvad det indebærer af konspirationsteorier. Jo mere skråsikkert Sundhedsstyrelsen fører sig frem, desto mere vil kritikerne forfalde til motivforskning.

Læs mere: Lægemiddelstyrelsen: HPV-vaccinen virker

I sig selv bør det ikke være inkriminerende, at læger og forskere samarbejder med medicinalindustrien. På den anden side ville det være giftigt for borgernes tillid, hvis det kunne sandsynliggøres, at de betragtelige økonomiske interesser i en global vaccinationskampagne indirekte influerede på Sundhedsstyrelsens overvejelser.

Den ubekvemme sandhed – ubekvem såvel for sundhedssystemet som for pigerne og deres forældre – er, at tvivlen og usikkerheden råder. Sundhedsstyrelsen ville stå sig ved i det mindste at indrømme det frem for at give et forceret og derfor misvisende billede.

Imens klikker vi forældre rundt på nettet, men de mange ekspertudsagn får os ikke til at føle os klogere eller tryggere, tværtimod. Ét sted erfarer man, at den vaccine, danske piger tilbydes, kun dækker en version af HPV-virus, der er gængs i Danmark. Man spørger sig selv, om Sundhedsstyrelsen har overvejet, at mange af pigerne rejser til udlandet for at studere og måske forelsker sig derude?

Et andet sted står der, at vaccinen godt nok dækker fire typer af HPV, men til gengæld øger risikoen for at blive smittet med en helt syttende slags. Det bliver simpelthen værre og værre, jo mere man læser.

Hjemme hos os har vi taget timeout. Vi trøster os med, at vores datter trods alt stadig er barn, og at der går en rum tid, før hun tager hul på ungdomslivet. I mellemtiden håber vi, at vaccinen udvikles, og at man måske får udskiftet nogle af de stoffer, herunder aluminium, som kritikerne mistænker for at fremkalde de uhyggelige bivirkninger.

Eftersom HPV overføres ved samleje, kan man i øvrigt undre sig over, hvorfor Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler, at drengene bliver vaccineret. Af en artikel på Videnskab.dk fra januar i år fremgår det, at læger og sygeplejersker på eget initiativ og for egen regning giver deres sønner den bekostelige vaccination, ikke mindst fordi vaccinen beskytter mod kræft i mundsvælget.

Samme beskyttelse kommer ikke det store flertal af mindre privilegerede drenge til gode. Hvorfor? Det er endnu et spørgsmål, som vi har til gode at få Sundhedsstyrelsens svar på.

Forvirringen er stor, og som forældre føler man sig efterladt i et vildnis af modstridende informationer. Med sin tendentiøse, asymmetriske distribution af tvivl og skråsikkerhed bidrager det officielle sundhedsvæsen desværre kun til rådvildheden.

Her, hvor vi står, er det ikke tilliden til HPV-vaccinen, der trænger mest til at blive genoprettet. Det er tilliden til Sundhedsstyrelsen.

......

Jens Christian Grøndahl skriver fast klummen 'En anden vinkel' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.