Læge: Psykisk syge får ringere behandling i somatikken

Af Andreas Hoff (S)
Læge og regionsrådskandidat

Ny dansk forskning viser, at hvis man har fået udskrevet medicin mod depression, får man ikke i lige så høj grad den behandling, man skal have, hvis man bliver ramt af brystkræft, som andre gør.

Det er bestemt ikke ny viden, at psykisk lidelse medfører øget risiko for ikke at modtage den samme effektive behandling, som andre får. Det er dokumenteret i flere lande, ikke mindst også hvad angår sygdomme som skizofreni og bipolar affektiv sindslidelse, men nu ved vi så, at det også gælder de lidelser, der udskrives antidepressiv medicin imod (det kan bl.a. være selvsagt depression, men også angstlidelser og andet).

Årsagen skal findes
Denne og anden lignende forskning siger dog ikke meget om, hvorfor der er denne sammenhæng, hvis noget overhovedet. Vi kan i hvert fald slet ikke entydigt pege på én årsag til den øgede risiko for ikke at få den rigtige behandling. Hverken praktiserende læger, hospitalslæger eller patienterne selv.

Behandling mod brystkræft gives selvfølgelig efter informeret samtykke, men der er ikke rimelig grund til at tro, at kvinder, der er deprimerede (i forvejen), når de rammes af brystkræft, generelt er mennesker, der i højere grad ikke ønsker den behandling, man anbefaler. Det er helt åbenlyst heller ikke, fordi nogen læge kunne finde på at mene, at det at være i behandling mod depression gør, at man ikke skal have behandling for brystkræft. Men hvor går det så galt?

At have flere sygdomme på én gang er svært for den, der rammes af dem, og det stiller store krav til både sundhedspersonale og til administration og indretning af sundhedsvæsenet.

At have flere sygdomme på én gang er svært for den, der rammes af dem, og det stiller store krav til både sundhedspersonale og til administration og indretning af sundhedsvæsenet.

Andreas Hoff (S)
Læge og regionsrådskandidat

Nogle af de typiske symptomer ved depression er håbløshed og koncentrationsbesvær, og nogle kan blive angst for at kommunikere, både direkte ved kontakt med andre mennesker, men også ved at skulle åbne sin e-boks (hvor henvendelser fra sundhedsvæsnet ofte havner). Det er derfor ikke svært at forestille sig, at det er symptomer, der er med til at gøre, at disse mennesker oftere ikke får den behandling, de burde.

Det er desværre heller ikke svært at forestille sig, at når et menneske er deprimeret, bliver det sværere for en læge at sikre en god alliance omkring behandlingen, og at dette kræver særlige kompetencer – kompetencer, som medicinstudiet og videreuddannelserne ikke fokuserer nok på, hvad angår konkret og kontinuert oplæring.

Det er korrekt, at det er begyndt at fylde en smule mere de seneste år, men når man ser på, hvor afgørende forskningen har vist, at god kommunikation er for god behandling, er en smule ikke godt nok.

Tre ting skal gøres
Vi skal gøre følgende tre ting (i det mindste):

1. Vi skal øge fokus på, hvor vigtig god kommunikation er i sundhedsvæsnet. Det skal vi gøre ved at sikre, at det er i en større del af klinisk undervisning, både hvad angår videreuddannelse af alle faggrupper, der har med patienter at gøre (det gælder også sekretæren, der tager imod i receptionen!), men også under uddannelsen af alle disse. Det er vigtigt, at denne uddannelse kun i et vist omfang er teoretisk, men ellers tager udgangspunkt i mesterlære, hvor studerende og ansatte kontinuerligt observeres og opkvalificeres.

2. Vi skal fortsætte fokus på at sikre et samlet sundhedsvæsen, der kan håndtere patienter, der har flere sygdomme på én gang. En betragtelig del af de ressourcer, der afsættes i denne proces, skal fokusere på patienter, hvor mindst et af problemerne er en psykisk eller social vanskelighed.

3. Vi skal fortsat afsætte forskningsmidler til at undersøge, hvad de konkrete årsager til den ulige behandling af mennesker med psykiske vanskeligheder er, således vi kan sætte præcist ind over for dem og ikke basere vores indsats primært på formodninger.