Lægemiddelvirksomhed: Lemp reglerne for læge- og virksomhedssamarbejde

Af Tina Buhl
Cand.pharm. og kommunikationschef i lægemiddelvirksomheden Celgene

Læger, der fik betalt dyre rejser og middage af medicinalindustrien, er en saga blot og har heldigvis været det længe. I fællesskab er der blevet indført nødvendige og fornuftige regler og nultolerance over for alt, der kan vække skepsis om samarbejdets indhold og formål.

Men vi må i dag også stille os selv det spørgsmål, om vi i indsatsen for at legitimere samarbejdet og gøre det så transparent og åbent som muligt efterhånden er ved at bygge en mur op mellem læger og industri. Vores tilgang til samarbejdet har fokuseret så meget på faldgruberne, at det legitime samarbejde har meget svære vilkår.

Strengere regler
Lovgivning og etiske kodeks for det legitime samarbejde eksisterer allerede, men der bliver fortsat fokuseret på at stramme reglerne yderligere. Senest har Medicinrådet strammet sine regler om habilitet så langt, at reumatologerne i Medicinrådets faglige udvalg kollektivt har set sig nødsaget til at trække sig.

De nye habilitetsregler har gjort det umuligt for de førende speciallæger både at sidde i Medicinrådets faglige udvalg og samtidig deltage i f.eks. uafhængige faglige kongresser, hvor den nyeste viden præsenteres, fordi det er industrien, der sponsorerer deres deltagelse. Noget som i øvrigt er fuldstændig normalt og inden for reglerne for det legitime samarbejde.

Medicinrådet bør selvfølgelig være meget opmærksom på sin habilitetspolitik, men stramningen repræsenterer samtidig en kritisk tilgang til lægers troværdighed, som problematiserer dialogen mellem læger og virksomheder.

Så længe samarbejdet først og fremmest anskues som problematisk af både medier og beslutningstagere, er det svært for lægerne at samarbejde uden frygt for at blive hængt ud.

Tina Buhl
Kommunikationschef, Celgene

Den bandlyste liste
I dag skal lægerne anmelde eller ansøge om tilknytning ved stort set al kontakt med lægemiddelvirksomheder. Det gælder uanset, om der er tale om et aflønnet samarbejde om et klinisk forsøg eller ulønnet samarbejde, hvor der ganske enkelt er tale om vidensdeling mellem læge og industri. Det er der ikke noget galt i. Det er kun en fordel for alle, at samarbejdet er transparent.

Problemet opstår, hvis samarbejdet opfattes som ”at være i lommen på industrien”, hvor lægerne risikerer at blive miskrediteret på forsiden af f.eks. Ekstra Bladet. Så kommer reglerne i stedet til at virke som en stopklods, hvor lægerne holder igen med at indgå et samarbejde.

F.eks. ønsker nogle læger, der repræsenterer lægefaglige organisationer, myndigheder og patientforeninger, ikke at stille op til debatarrangementer om sundhed og sygdom. Det gælder blandt andet på Folkemødet eller på konferencer, hvor initiativet er taget af en eller flere lægemiddelvirksomheder.

På den måde får vi en skæv debat, hvor vi ikke får vigtig viden fra førende eksperter. Det var vel ikke meningen?

Gavner patienterne
Er det ikke bare, fordi vi i lægemiddelvirksomhederne er ude på at pleje vores egne interesser, at vi taler om at styrke det legitime samarbejde? Jo, vil de fleste måske svare. Men det handler om mere end det. Et gensidigt samarbejde er til gavn for patienterne.

Fremtidens teknologiske udvikling kræver, at vi i højere grad udvikler i fællesskab og lærer af hinanden. Jo mere viden vi får, desto bedre behandlinger kan vi udvikle. Overvejende handler det om, at patienterne i den virkelige verden ikke er homogene grupper på samme måde som i de kontrollerede kliniske studier.

De Real World Data, som der tales så meget om værdien af, er derfor en vigtig kilde for os og behandlerne til at blive mere skarpe på, hvilke patienter og sygdomskarakteristika, der har gavn af et konkret lægemiddel, og derved kan vi udvikle og tilpasse vores lægemidler til den kliniske virkelighed. Lad os få en større dialog her.

Holdningsændring i fremtiden
Hvem har så egentlig ansvaret for at styrke mulighederne for samarbejdet til glæde for os alle? Vi i lægemiddelvirksomhederne bærer også selv en stor del af ansvaret for, at vi er endt her i dag, men hvis vi skal komme videre, så kræver det en holdningsændring hos både industri, læger, beslutningstagere og medier.

Så længe samarbejdet først og fremmest anskues som problematisk af både medier og beslutningstagere, er det svært for lægerne at samarbejde uden frygt for at blive hængt ud. Hos industrien skal vi også blive bedre til at tænke over, hvordan vi kan bidrage til et konstruktivt samarbejde, så vi selv medvirker til den holdningsændring, der skal sikre et legitimt og konstruktivt samarbejde til gavn for alle fremover.

Jeg vil derfor opfordre til en åben diskussion om, hvordan vi i fællesskab får skabt en kultur, så en tilknytningsaftale ikke er af det onde. Det er et godt tidspunkt nu, hvor lovgivningen om samarbejdet mellem sundhedspersoner og industri i løbet af efteråret skal evalueres.