Master i fysioterapi har hjemme på professionshøjskolerne

Af Randi Brinckmann Wiencke og Aase Lydiksen
Henholdsvis dekan for Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol og direktør for Sundhedsfaglig Højskole på Via University College

I et interview på Altinget slår formand for Danske Fysioterapeuter Tina Lambrecht til lyd for, at fysioterapeutuddannelserne bør overflyttes fra professionshøjskolerne til universiteterne. 

Ydermere argumenterer hun for, at professionshøjskolerne ikke kan eller skal kunne udbyde masteruddannelser i fysioterapi, fordi forskningsaktiviteterne ikke har tilstrækkelig højt niveau, og fordi en sådan professionsmaster ikke vil give adgang til forskervejen i form af eksempelvis en ph.d.

Et relevant spørgsmål
Det er et meget vigtigt og principielt spørgsmål, fysioterapeuternes formand rejser, og spørgsmålet er relevant for alle de mellemlange sundhedsuddannelser. Hvilken slags uddannelsesinstitutioner er det bedste hjemsted for professionsuddannelserne i en tid, hvor de sundhedsprofessionelle mødes med stigende krav om at kunne arbejde med velfærdsteknologi, samarbejde tværprofessionelt og udvikle skræddersyede løsninger til de enkelte borgere? Og hvem skal udbyde videreuddannelser, som kan imødekomme de stadig højere kompetencekrav til de professionelle?

Den styrke, det giver at uddanne medarbejdere, der forstår og kan bruge teori i praksis, vil uddannelserne miste, hvis de blev overflyttet til universiteterne. 

Randi Brinckmann Wiencke og Aase Lydiksen
Dekan for Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol og direktør for Sundhedsfaglig Højskole på Via University College

På professionshøjskolerne anerkender vi fuldt ud behovet for øget evidensbasering af fysioterapeutuddannelsen og en smidigere overgang til videreuddannelser i form af for eksempel kandidat- og masteruddannelser. Men for os at se ligger svaret i en fortsat udvikling af professionshøjskolerne og ikke i en overflyttelse til universiteterne, der slet ikke har den anvendelsesorienterede og tværfaglige tilgang til professionen og det tætte samarbejde med praksis, som er professionshøjskolernes kendemærke.

Professionshøjskolerne er i en udviklingsproces
Når Tina Lambrecht afviser, at professionshøjskolerne har de nødvendige kompetencer til at kunne varetage masteruddannelser, fordi forskningsaktiviteterne ikke har et tilstrækkeligt højt niveau, tager hun ikke højde for, at professionshøjskolerne er i fuld gang med at udvikle deres sundhedsfaglige forsknings- og udviklingsmiljøer.

Sektorens første videnregnskab er netop udkommet, og det viser, at flere og flere undervisere og studerende deltager i forskning og udvikling, at antallet af ph.d.-projekter er stigende og antallet af publikationer og eksterne forskningsmidler ligeså. Man kan med rette indvende, at vores forsknings- og udviklingsmiljøer stadig er unge og dermed først nu er ved at modnes, men vi fortsætter med at investere i og styrke miljøerne netop for at give dem yderligere tyngde og volumen, og vi trækker naturligvis i den forbindelse i vidt omfang på mulighederne for samarbejde med universiteter og hospitaler.  

En professionsmasteruddannelse, der trækker på professionsuddannelsernes nærhed til praksis og anvendelsesorienterede viden, vil kunne udfylde en meget betydningsfuld rolle, når det gælder alle de brændpunkter, der allerede i dag er centrale udfordringer for vores samfund.

Randi Brinckmann Wiencke og Aase Lydiksen
Dekan for Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på Professionshøjskolen Metropol og direktør for Sundhedsfaglig Højskole på Via University College

Fokus på koblingen mellem teori og praksis
Samtidig er det vigtigt at understrege, at den forskning og udvikling, der foregår på professionshøjskolerne, er ”anvendt forskning”, hvilket snarere er undtagelsen end reglen på universiteterne. Dermed er den viden, vi skaber og bygger uddannelserne på, i langt højere grad direkte anvendelig, hvilket er utrolig vigtigt for sundhedsprofessionelle på alle niveauer.

Fysioterapeutuddannelsen bygger, som alle andre professionsbachelor-uddannelser, på en kobling mellem teori og afprøvning af færdigheder i praksis. Den styrke, det giver at uddanne medarbejdere, der forstår og kan bruge teori i praksis, vil uddannelserne miste, hvis de blev overflyttet til universiteterne. Derudover er det tværfaglige en naturlig del af de professionsrettede uddannelser, som jo også omfatter tekniske og pædagogiske professioner. Begge dele er relevante, eksempelvis når man arbejder med velfærdsteknologi eller med skræddersyede indsatser.

Vi er meget enige med Tina Lambrecht i, at der er et stigende behov for, at fysioterapeuterne får mulighed for at videreuddanne sig på enten master- eller kandidatniveau. Men i modsætning til Tina Lambrecht ser vi det faktisk som et af hovedproblemerne, at master- og kandidatuddannelser kun kan foregå på universitetet, fordi det får den konsekvens, at de ikke trækker på professionshøjskolernes erfaringer med at koble teori og praksis og tænke tværprofessionelt.

Master skal videreuddanne ind i professionen
Det er fuldstændig korrekt, at en professionsmaster ikke automatisk vil give de nødvendige kompetencer for de professionsudøvere, der gerne vil gå forskervejen. Men det gør en universitær masteruddannelse heller ikke. Derfor er det bestemt væsentligt, at fysioterapeuter bibeholder muligheden for at vælge kandidatvejen.

Når det er sagt, er det vigtigt at huske, at ikke alle professionsbachelorer, der søger videreuddannelse på master- eller kandidatniveau, ønsker eller får mulighed for at gå forskervejen. Vores velfærdssamfund har brug for dygtige professionelle, der bliver inden for deres professioner for at løfte niveauet for eksempelvis plejen til de ældre borgere og indsatsen for de udsatte unge eller undervisningen af de helt almindelige skoleelever i folkeskolen. Derfor er det presserende med en masteruddannelse for de dygtige professionelle, der gerne vil videreuddanne sig ind i professionen og ikke ud af denne.

En professionsmasteruddannelse, der trækker på professionsuddannelsernes nærhed til praksis og anvendelsesorienterede viden, vil kunne udfylde en meget betydningsfuld rolle, når det gælder alle de brændpunkter, der allerede i dag er centrale udfordringer for vores samfund. Lige fra sundhedssektorens indsats for at løfte kvaliteten i behandlingen af kronikere, til uddannelsessektorens udfordringer med at gøre elever og studerende fagligt dygtigere. 

Nuværende master kobler ikke læring og praksis
Professionsmasteruddannelser er således en del af svaret på arbejdsmarkedets behov for højt specialiseret arbejdskraft og medarbejdere med tværfaglige kompetencer. Her er der brug for viden og kompetencer på højeste niveau. Vel at mærke viden, som kan bringes i spil, skabes og genskabes i et samspil mellem uddannelsesinstitution og den praksis, der uddannes til – lige præcis professionshøjskolernes styrke.

Dette nødvendige kompetenceløft kan ikke tilvejebringes af de eksisterende tilbud om efter- og videreuddannelse for de professionelle. De nuværende masteruddannelser indeholder ikke den fundamentale integration af ’læring-i-praksis’ i uddannelsen, hvilket efterlader en række problemstillinger ubesvaret og uden formel og specialiseret uddannelsesdækning. En professionsmaster vil give de professionelle mulighed for at specialisere sig yderligere og samtidig udvikle deres kernefaglighed.