Nyt udvalg og taskforce skal løfte psykiatrien

NY STYRING: Regeringen opretter i lighed med kræft- og hjerteområdet en taskforce, der løbende skal overvåge behandlingen i psykiatrien. Samtidig nedsættes et tværfagligt psykiatriudvalg, der skal rådgive Sundhedsstyrelsen.
Foto: colourbox
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Der skal holdes endnu bedre øje med den løbende udvikling i psykiatrien, og regionerne skal løbende holdes op på deres forpligtelser. Derfor vil regeringen nu oprette en stående taskforce, der skal følge udviklingen i psykiatrien og implementeringen af nye initiativer på området.

Sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har på regeringens vegne løbende fået kritik for, at regeringen ikke sikrer nok penge til psykiatrien.

"Men at styrke psykiatrien handler om mere end mursten og sengepladser. Det handler i høj grad også om styring og samarbejde på tværs af de mange aktører, som arbejder med eller i psykiatrien. Derfor har vi nedsat en ny taskforce og et nyt udvalg med repræsentanter for de relevante myndigheder, de faglige miljøer og patienterne," siger Nick Hækkerup, der peger på, regeringen har tilført psykatrien 600 millioner.

Det nye udvalg, Udvalg for Psykatri, skal følge udviklingen i den psykiatriske behandling og komme med anbefalinger til forbedringer og til løsninger på de problemer, der er på området. Udvalget bliver bredt sammensat. Fra myndighedernes side kommer der embedsmænd fra Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen og regionerne og kommunerne.

Det er en model, der har været afprøvet med succes på kræft- og hjerteområdet, og jeg tror, den kan være med til at give indsatsen for mennesker med sindslidelser et tiltrængt løft.

Nick Hækkerup
Sundhedsminister (S)

Flere patientforeninger bliver repræsenteret, ligesom faglige selskaber i form af Dansk Psykiatrisk Selskab, Dansk Sygeplejeselskab, Dansk Psykologforening og flere andre får sæde i udvalget.

Hækkerup: Vi kan følge psykiatrien tættere
Den kommende task force, der er navngivet Task Force for Psykiatriområdet, vil være identisk med den, der er oprettet til at følge kræft- og hjerteområdet.

Task Force for Patientforløb på Kræft- og Hjerteområdet så dagens lys, efter der havde vist sig problemer med at få styr på hjerte- og kræftpatienternes behandlingsforløb og ventetider.

Nick Hækkerup har da også store forhåbninger til de to nye organer på det psykiatriske område. 

"Den nye styringsstruktur betyder bl.a., at vi kan følge psykiatrien meget tættere, og at vi i højere grad end i dag kan udveksle viden, som kan løfte psykiatrien til glæde for patienterne. Det er en model, der har været afprøvet med succes på kræft- og hjerteområdet, og jeg tror, den kan være med til at give indsatsen for mennesker med sindslidelser et tiltrængt løft," siger Nick Hækkerup. 

Formanden for Kræftens Bekæmpelse, Frede Olesen, mener dog også, at erfaringen med en taskforce på kræftområdet betyder, at man i psykiatrien skal glæde sig.

"Men det kræver, at regionerne tager deres ansvar på sig. Ellers bliver den kommende taskforce bare et bortforklarings-departement, hvilket kræftområdets taskforce var i starten. Men det rettede sig heldigvis," siger Frede Olesen. Han mener også, at det kommende rådgivningsudvalg er en rigtig god ide, så patientforeninger og de faglige miljøer bliver inddraget.

Task Force for Psykiatriområdet bliver ligesom sin pendant på kræft- og hjerteområdet udelukkende bemandet med embedsmænd fra de relevante ministerier, styrelser, de enkelte regioner, Danske Regioner og KL.

Den kommende task force skal ifølge sit kommissorium:
1. Følge udviklingen på psykiatriområdet, herunder løbende følge op på iværksatte initiativer.

2. Særligt følge udviklingen i anvendelsen af tvang gennem regelmæssig monitorering, samt fokus på iværksættelse af initiativer på alle niveauer, der kan medvirke til nedbringelse af anvendelsen af tvang.

3. Bidrage til videreudvikling og kvalitetssikring af data på psykiatriområdet.

Hos Venstre er man positiv over for regeringens initiativ om at nedsætte de to udvalg.

"Det virker meget konkret og anvendeligt. Og det er positivt, at man trækker på nogle gode tiltag fra kræftområdet, som vi har set virker," siger Venstres psykiatriordfører, Jane Heitmann. Hun vurderer også, at tiltaget er godt set, i lyset af at regeringen sammen med Venstre og Konservative har sat som mål, at brugen af tvang skal halveres i psykiatrien frem mod 2020.

Hun understreger dog, at hun glæder sig til at se regeringens handlingsplan på psykiatriområdet og et udspil til, hvor mange penge regeringen vil løfte psykiatrien med. 

Patient- og pårørende foreningen Bedre Psykiatri roser regeringen for oprettelsen af de to nye organer. Foreningens generalsekretær Thorstein Theilgaard, understreger dog, at det kommende udvalg og taskforce skal vise sit værd.

"Hvis ikke der kommer håndfaste beslutninger ud af arbejdet i den kommende taskforce, og hvis Sundhedsstyrelen og regeringen ikke lytter til anbefalingerne fra det kommende udvalg for psykiatri, så kommer det jo ikke til at gøre en stor positiv forskel for området," siger Thorstein Theilgaard.

I forhold til den mulige succes med de to nye organer hæfter han sig ved den åbenlyse forskel fra erfaringerne på kræft- og hjerteområdet, at psykiatrien modsat de to andre områder ikke har fået et stort løft i bevillingerne.

Hos Dansk Psykiatrisk Selskab hilser man også de to nye initiativer velkomment. Ligesom Bedre Psykiatri og Danske Regioner peger man hos Dansk Psykiatrisk Selskab på, at psykiatrien har brug for langt flere penge, hvis behandlingskvaliteten skal op og tvangen skal nedbringes. Tvang bliver et særligt fokusområde for den kommende task force.

Psykiatere: God ide - men husk pengene 
Og det er en omfattende opgave at løse, påpeger formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe.

"Det er en kompleks opgave, der kræver, man ser nuanceret på de forskellige former for tvang. Det er for eksempel helt forskellige ting, der skal til for at nedbringe så forskellige tvangsforanstaltninger som bæltefikseringer og tvangsindlæggelser," siger Thomas Middelboe fra Dansk Psykiatrisk Selskab.

Hos Dansk Psykiatrisk glæder man sig også over, at selskabet får en større repræsentation i Sundhedsstyrelsens Udvalg for Psykiatri, end man havde i regeringens nu nedlagte psykiatriudvalg.

Regeringen lancerer sin handlingsplan for psykiatrien i midten af maj.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thorstein Theilgaard

Direktør for public affairs, Holm Kommunikation, fhv. MF (SF)
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

Nick Hækkerup

Direktør, Bryggeriforeningen
cand.jur. (Københavns Uni. 1994), ph.d. i EU og folkeret (Københavns Uni. 1998)

0:000:00