Debat

Overlæge: Der skal være skarpere regler for alternative behandlere

DEBAT: Ordningen Registreret Alternativ Behandler bør ændres, så man ikke så nemt kan give sig i kast med at behandle ud fra virkningsløse metoder, der truer patienternes tilstand, skriver Jan Lindebjerg, overlæge, Vejle Sygehus.

Foto: Colourbox.com
Kirsten Ida Enemark
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jan Lindebjerg
Overlæge, Vejle Sygehus

European Academies Science Advisory Council (EASAC) er forankret i EU og rådgiver politikere om emner, hvor videnskab er relevant med hensyn til beslutningstagning.

En arbejdsgruppe under EASAC har lavet en analyse vedrørende homøopati. De er klare i mælet om, at homøopati er virkningsløs. Og de anfører, at der er fare for patientsikkerheden i form af forsinket iværksættelse af korrekt lægebehandling samt risiko for forgiftning ved ukorrekt fremstillede homøopatiske præparater. 

Det ligger uden for rammerne her at forklare, hvor tosset homøopati er, men homøopatiske principper er i direkte modstrid med kemi, fysik, fysiologi med mere, og det er veldokumenteret, at der ikke er selvstændige virkninger af homøopatiske præparater.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Tysk udbredelse gør ikke homøopati mere rigtigt
At homøopati er udbredt i Tyskland, er et dårligt argument for at blåstemple det i Danmark. Formanden for EASAC-arbejdsgruppen er tysker, og ligeså er et af gruppens menige medlemmer.

Det gør heller ikke indtryk, at tyske universitetsklinikker benytter sig af homøopati. Når selv universitetsklinikker er ude af stand til at dokumentere, at det virker, så styrkes argumentet om, at det er relevant at fratage det den politiske blåstempling.

Det er ret nemt for en alternativ forening at få lov til at administrere RAB-ordningen. Den skal blot have mindst 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, en beskrivelse af uddannelseskrav samt en klageinstans.

Jan Lindebjerg
Overlæge, Vejle Sygehus

I Danmark er der politiske kræfter, som arbejder aktivt for at gøre alternativ behandling – herunder homøopati – stuerent. Et synligt resultat er etablering af RAB-ordningen.

RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen er brancheadministreret. Det er ret nemt for en alternativ forening at få lov til at administrere RAB-ordningen. Den skal blot have mindst 30 medlemmer, et regelsæt for god klinisk praksis, en beskrivelse af uddannelseskrav samt en klageinstans.

Oprindeligt var det Sundhedsstyrelsen (SST), som tildelte brancheforeninger retten til at administrere ordningen. Sidenhen tværede SST den af på det nyoprettede Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS).

De oprettede så en særlig afdeling, som hedder Styrelsen for Patientsikkerheds Råd vedrørende Alternativ Behandling (SRAB). Når jeg tænker på SRAB, så får jeg associationer til Motorkontorets Afdeling for Kasserede Nummerplader (kendt fra Olsen-Banden).

Alternative behandlere bliver ikke stoppet
SRAB skrider ikke ind over for patientfarlige alternative behandlere. Klagesager håndteres suverænt af brancheforeningerne. Og som demonstreret i DR’s Sundhedsmagasinet kan vi ikke forvente, at der skrides ind over for medlemmer, som handler patientskadeligt. Det er svært at få øje på en saglig begrundelse for RAB-ordningens tilhørsforhold til STPS.

Der er heller intet i vejen for, at RAB-registrerede behandlere også benytter sig af andre potentielt patientskadelige alternative ideer. Der er for eksempel en del behandlere, som benytter sig af ”metasundhed”. Metasundhed er opfundet af en nu forhenværende tysk læge ved navn Ryke Geerd Hamer.

Han kalder det selv for Germanische Neue Medizin, men af let forståelige grunde spiller det ikke rigtigt at oversætte det direkte. Og da slet ikke når man ved, at Hamer er overbevist om, at hans system er stjålet af Israel, hvor det nu er standardbehandlingen til alle. Og at Israel holder det hemmeligt for resten af verden som led i en jødisk konspiration, som har til formål at dræbe ikke-jøder.

En af metasundhedsfantasierne går på, at cancer er et resultat af et pludseligt opstået emotionelt traume, og en løsning af dette traume (for eksempel ved hjælp af tankefeltterapi) helbreder kræften. Der findes eksempler i Danmark på, at patienter fravælger behandling af kræft og i stedet forsøger sig med Hamers tankespind.

Politikerne må ændre regler for alternativ behandling
Det er på høje tid, at sundhedspolitikere holder op med at betragte videnskabeligt skeptiske holdninger til alternativ behandling som partsindlæg. Det er ikke mere elitært at sige, at det er usagligt at tage for eksempel homøopater alvorligt end at sige, at det er tåbeligt at udtage mig til A-landsholdet i herrefodbold. Begge dele er objektivt set korrekte.

RAB-ordningen bør skrottes, fordi:

  1. Den blåstempler behandlinger, som ingen blåstempling fortjener – eksempelvis homøopati.
  2. Foreningerne er ikke ansvarsbevidste med hensyn til reel beskyttelse af forbrugersikkerheden.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jan Lindebjerg

Overlæge, Vejle Sygehus og klinisk lektor, Syddansk Universitet
cand.med.

0:000:00