Patienter: Medicinråd må ikke fratage lægernes frie valg af medicin

PRIORITERING: Sygehuslægerne skal trods Medicinrådets beslutninger frit kunne vælge den medicin, de vurderer er bedst for patienterne. Og rådets beslutningsproces er stadig uigennemskuelig, mener Danske Patienter. Paraplyorganisationen vil genoverveje sit medlemskab, hvis ikke regionerne lytter til kritikken.

Foto: Søren Torp-Pedersen/Scanpix
Ole Nikolaj Møbjerg Toft

Der er bestemt blevet lyttet til Danske Patienters indvendinger i Danske Regioners seneste udkast til det kommende Medicinråds arbejdsmetoder. Men Medicinrådets arbejdsmetoder må ændres eller præciseres yderligere på en række områder. I hvert fald hvis Danske Patienter som planlagt skal være fuldgyldige medlemmer af Medicinrådet.

Det er hovedbudskabet fra Danske Patienters direktør, Morten Freil, i et interview med Altinget om Danske Patienters vurdering af arbejdsmetoderne i det kommende prioriteringsorgan, Medicinrådet.

”Vi har en klar forventning om, at der bliver lyttet til vores synspunkter. Hvis ikke, så er det da klart, at Danske Patienters beslutningsorgan, Forretningsudvalget, skal tage stilling til, om vi står bedre ved at sige nej tak til at være fuldgyldige medlemmer af rådet og i stedet blive observatører som nu også Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen har ønsket,” siger Morten Freil.

0:000:00