Professor: Man er ikke syg, bare fordi man er tyk

Af Signild Vallgårda
Professor i sundhedspolitiske analyser, Københavns Universitet

Ifølge en meningsmåling mener 82 procent af befolkningen i Danmark, at det er folks egen skyld, hvis de vejer meget. Men hvis det var et frit valg, om man ville veje 70 eller 150 kilo, ville næppe så mange være tykke.

Udsættes for diskrimination
Det er forbundet med utallige negative følger at være tyk, ikke mindst på grund af omverdens reaktioner. Tykke mennesker bliver set ned på, undertiden åbent kritiseret af mennesker, de end ikke kender, de diskrimineres på arbejdsmarkedet og i sundhedsvæsenet. Diskriminationen er endnu ikke velundersøgt i Danmark, men der er ingen grund til at tro, at den adskiller sig fra lande, hvor den er undersøgt.

Kan de tykke så ikke bare tabe sig, så slipper de for at blive udskammet? Utallige undersøgelser viser, at når man først er blevet tyk, er der meget få, som lykkes med at opnå et varigt vægttab, medmindre de opereres. Kroppen arbejder simpelthen imod.

Ikke en sygdom
Mange kan tabe 10-20-30 kilo, men de allerfleste vil tage kiloene på igen. Den høje vægt vil derfor være en kronisk tilstand for det store flertal af tykke. Vil det derfor være en god ide at kalde fedme en kronisk sygdom? Det er der en del læger, der mener. Der er argumenter både for og imod.

Jeg mener, at argumenterne imod vejer tungest. Det afgørende må være, om en diagnose vil gavne dem, det handler om.

Lad sygdomsbetegnelsen være forbeholdt mennesker, som har en sundhedsskadeligt høj vægt eller symptomer på følgesygdomme.

Signild Vallgårda
Professor, Københavns Universitet

Hvis alle med en BMI på over 30 skal kaldes syge, som amerikanske læger har besluttet, vil mange, der ikke har andre symptomer end en vis vægt, blive kaldt syge, uanset om de har meget fedt på kroppen eller ej, og uanset om fedtet er uhensigtsmæssigt placeret, dvs. på maven.

Tilmed er det sådan, at dem med en BMI lige over 30 ikke har en højere dødelighed end folk med en BMI i den lave ende af det, der kaldes normalvægtig. Sundhedsargumentet er således ikke overbevisende. Det er også bekymrende, at man bliver ved med at tale om, at ”overvægtige” har et problem. I hvert fald hvis bekymringen handler om deres helbred. Gruppen af overvægtige har ikke højere dødelighed end gruppen af normalvægtige.

Sygdomsbetegnelsen hjælper ikke
I USA har et argument for at kalde fedme en sygdom været, at det vil gøre tilstanden mindre stigmatiseret. Men en sygdomsbetegnelse er ingen garanti mod stigma. Det har mennesker med seksuelt overførte sygdomme og psykiatriske lidelser erfaret. Det er heller ikke nødvendigvis sådan, at der vil komme flere ressourcer til behandling af fedme, blot man kalder det en sygdom. Betalingsvilligheden beror bl.a. på, hvilken status sygdommen har, og på forestillingen om, hvorvidt en tilstand er selvforskyldt, og den ændres ikke bare med en sygdomsbetegnelse.                 

Det er heller ikke altid sådan, at tykke mennesker uden sygdomssymptomer vil få sundhedsmæssig gavn af at blive kaldt syge. Kaldes de syge, skal de jo behandles, men det er, bortset fra de dyre og ikke ukomplicerede gastric bypass-operationer, magert med effektive behandlinger mod fedme. De kan altså blive genstand for overbehandlinger eller nyttesløse behandlinger.

I det danske sundhedsvæsen tilbyder man forebyggende behandling til mennesker, selvom de ikke kaldes syge, f.eks. rygere. Har man effektive fedmeforebyggelsesmetoder, kan sådanne tilbydes tykke mennesker, uden at fedme behøver at kaldes en sygdom.

Lad sygdomsbetegnelsen være forbeholdt mennesker, som har en sundhedsskadeligt høj vægt eller symptomer på følgesygdomme. Lad os ikke gøre en masse mennesker til patienter. Lad dem med høj vægt, som ønsker det, få hjælp uden at kalde dem syge.