Debat

Regioner: Vi tager selvfølgelig hånd om HPV-pigerne

REPLIK: Jens Bouets påstand, om at sundhedssektoren spiller kort om at undgå pigerne, er decideret pinlig, forkert og en grov forsimpling af et komplekst område. Det skriver regionrådsformand Ulla Astman (S) i en replik til Dansk Handicap Forbund.

Camilla Kamstrup
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Ulla Astman
Formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg

Fakta
Giv din mening til kende!
Send et indlæg til [email protected]

Den 1. juni 2016 havde regionernes fem "Én Indgang"-centre i præcis ét år tilset piger, som mener at opleve bivirkninger af HPV-vaccinen mod livmoderhalskræft. Centrene har flyttet indsatsen markant.

Da kalenderen viste 1. april i år, havde centrene haft flere end 1500 piger igennem et udredningsforløb, og ventelisterne til udredning var barberet ned med en tredjedel siden november sidste år.  Flere piger er netop nu i gang med udredningen, og ventelisterne fortsætter med at falde. Det er godt nyt for pigerne, som vi selvfølgelig skal hjælpe bedst muligt.

I regionerne udreder og behandler vi årligt millioner af patienter, og vi skelner ikke mellem dem – alle har krav på den bedste og rettidige behandling.

I fald Jens Bouet ikke har bidt mærke i det, kan pigerne ikke rubriceres med én specifik diagnose med tilhørende behandling, så de - vupti - er kureret.

Ulla Astman (S)
Formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg

Grov forsimpling af komplekst område
Derfor undrer det mig, at Jens Bouet, direktør for Dansk Handicap Forbund, langer så kraftigt ud efter regionernes indsats i et debatindlæg i Altinget d. 8. juni. Han mener, at centrene blot afvikler pigerne, og at pigerne "ikke tilbydes nogen form for behandling". Det er forkert og en grov forsimpling af et meget komplekst område.

Lægerne på centrene har udredningssamtaler med både pigerne og deres forældre for at komme til bunds i deres problemer, og hvad der kan gøres for dem. Udredningen følger det udredningsprogram, som de fem afdelinger, som har ansvaret for indsatsen, har udarbejdet i fællesskab, og som er tilpasset specifikt til målgruppen.

I fald Jens Bouet ikke har bidt mærke i det, kan pigerne ikke rubriceres med én specifik diagnose med tilhørende behandling, så de - vupti - er kureret. Pigerne lider af forskellige ubehagelige symptomer som hovedpine, svimmelhed, ledsmerter og stor træthed, og lægerne gør, hvad de kan.

Flere piger har fået god hjælp ved at blive henvist til både psykolog og fysioterapeut. For eksempel på Diagnostisk Center i Silkeborg, hvor nogle af pigerne tilbydes gruppeforløb i fysio- og ergoterapi. Her får pigerne hjælp til for eksempel den rette træningsmængde, og hvordan de kan håndtere symptomerne, og de taler med diætist og psykolog.

Dansk Handicap Forbunds påstand er pinlig
Jeg er nødt til at sige meget direkte, at Jens Bouets påstand om, at "sundhedssektoren spiller kort om at undgå pigerne", er decideret pinlig. De fem "Én Indgang"-centre er etableret som en direkte hjælp til pigerne og deres familier, og Danske Regioners fokus er, at hver patient får den hjælp, der er behov for ud fra et konkret lægefagligt skøn.

Eftersom patientgruppen har mange forskellige symptomer, vil den nødvendige hjælp og behandling selvfølgelig også variere. Præcis som Sundhedsstyrelsens faglige anbefalinger til arbejdet på centrene lyder. Den konkrete specialiserede lægevurdering er helt afgørende, og løsningen er at være åben for flere forskellige behandlingsformer.

Arbejdet på centrene skal foruden at hjælpe pigerne gøre os alle klogere på pigernes situation, og derfor vil det være relevant at etablere en database, der systematisk indsamler viden om patientgruppen. En database på tværs af fem regioner er ikke en snuptagsløsning, det tager tid, men den vil være et nyttigt værktøj på et område, hvor ny viden er afgørende.

Mudderkastningen må stoppe
Debatten om HPV-vaccinen har fyldt meget de sidste par år, og vi burde for længe siden være nået til et punkt, hvor mudderkastningen stopper.

I regionerne har vi en soleklar opgave i at hjælpe pigerne, og det forsøger vi på bedste vis.

Vi lytter selvfølgelig til de læger, der dagligt arbejder med pigerne, og vi ser frem til resultaterne af den forskning, der er undervejs på området. Ingen har glæde af, at der skabes ubegrundet utryghed, hverken om vaccinen eller den hjælp man kan få i sundhedsvæsenet.

Jeg tror på, at vi alle – sygehuse, de faglige sundhedsmyndigheder og patientforeningerne – har det samme mål: At hjælpe pigerne. Lad os nu løfte den opgave i fællesskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ulla Astman

Tiltrædende kontorchef, HK Nordjylland (1/4/2024), fhv. regionsrådsformand (S), Region Nordjylland
cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00