Debat

Regionsrådskandidat: Tolke til lægebesøg skal højest betales i et år

DEBAT: Tolke til lægekonsultationer er en dyr ordning, der belønner de dovne og ikke motiverer til at lære sproget. Den skattebetalte tolkebistand bør derfor maksimalt gives et år, skriver Anders Vestergaard (LA), regionsrådskandidat og direktør for Patientforeningen.

GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Anders Vestergaard (LA)
Regionsrådskandidat og direktør for Patientforeningen

"Hvorfor skal jeg lære dansk, når jeg altid kan få en tolk med?"

Ovennævnte udtalelse er fiktiv, men kunne lige så vel være virkelig og udtalt af en borger af anden etnisk herkomst. Dette bør give os politikere stof til eftertanke.

Faktum er, at læger frit kan bestille tolkebistand i forbindelse med en konsultation, hvis de skønner, det er nødvendigt - og det uanset om patienten har været i Danmark i 20 dage eller 20 år.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Er en person døv, må det forventes, at vedkommende altid skal have en tegnsprogstolk, hvilket naturligvis er helt i orden.

Samfundet skal ikke betale
Er man migrant eller flygtning, må det forventes, at man hurtigst muligt selv bliver i stand til at kommunikere på et sprog, der er forståeligt i det land, hvor man har valgt at bosætte sig.

Tolkeordningen er en dyr ordning, der belønner de slappe og på ingen måde motiverer til at lære dansk, når man blot kan bede om en tolk.

Anders Vestergaard (LA)
Regionsrådskandidat og direktør for Patientforeningen

Derfor er det deprimerende at opleve, at migranter, der har boet i Danmark i mange år, stadig som en naturlighed og med lægens medvirken kan få en tolk med til konsultationen. Hvorfor har de ikke lært at tale dansk?

Det kan ikke efter mange år i et land være samfundets opgave at betale tolkebistand. Ønsker man tolkebistand, må man enten selv betale eller tage et familiemedlem med, der kan hjælpe.  

Der er desværre ingen øvre grænse for lægernes og samfundets gavmildhed, når det kommer til bestilling af tolkebistand. Det er forståeligt, at lægerne ønsker tolkebistand ved konsultationer, hvor patienten ikke kan tale dansk (eller engelsk), men det er skatteborgerne, der betaler regningen for migranterne og flygtningenes manglende danskkundskaber.

En dyr ordning
Jeg forstår godt, at lægerne hellere vil være læger end at agere tolke for mennesker, der ikke kan eller vil kommunikere på et forståeligt sprog. Det er således regelsættet for anvendelsen af tolke, der trænger til en politisk opdatering.

Tolkeordningen er en dyr ordning, der belønner de slappe og på ingen måde motiverer til at lære dansk, når man blot kan bede om en tolk.

En tolk koster til orientering fra 710 kroner til 1.195 kroner i timen og bestilles af lægerne via den eksterne leverandør Tolkdanmark.dk. Minimumsbetaling er for en time.

Hvis vi vil fremtidssikre sundhedssektoren, så den også i de kommende mange år har penge til at sørge for de mennesker, der virkelig har et behov for hjælp - de svage - så bliver vi nødt til at tage et opgør med systemet og dem, der ikke gider, nemlig de slappe, og her vil en ændring af tolkebistand ad libitum være en lavthængende frugt at starte med.

Mit forslag er, at migranter og flygtninge kan få skattebetalt tolkebistand i op til et år, hvorefter de må få en bekendt med til konsultationen, alternativt selv bestille og betale tolkebistand. Ved livstruende sygdomme vil der være undtagelser, men aldrig undtagelser, der berettiger til, at man efter fem, ti eller 30 år i Danmark, fortsat har ret til gratis tolkebistand.

For at besvare det indledende spørgsmål, så må vi ikke belønne de slappe og dermed være et curling-land. De slappe skal motiveres til at kommunikere på et sprog, der er forståeligt, og det uanset opholdets længde for ”Viljen til at ville – skaber evnen til at kunne”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00