Sådan kan politikerne få bedre prognoser for udgiftsvæksten

Af Svend E. Hougaard Jensen
Professor på Økonomisk Institut, CBS

En af sundhedsvæsenets største udfordringer er udsigten til en aldrende befolkning og et vigende antal personer i den erhvervsaktive alder. Det er en udbredt opfattelse, at denne udvikling kan forudsiges med en høj grad af sikkerhed. Det er imidlertid ikke rigtigt. Tværtimod er demografiske prognoser betydeligt mere usikre end ofte antaget.

Når der er stor usikkerhed om demografien får det naturligvis også betydning for det økonomiske område. Dette må imidlertid ikke forveksles med karakteristikken af prognoser som talmagi. Magi har som bekendt noget med trolddom og hekseri at gøre, ligesom ordet i daglig tale bruges om tryllekunst.

I stedet er der efter min opfattelse behov for at udvikle en ny praksis for udarbejdelse og præsentation af prognoser. Kort sagt er der behov for mere åbenhed om, at der udover det centrale skøn (eller basisskønnet) er et væld af andre forløb, som kan forekomme med en ganske høj sandsynlighed.

Eksemplet med praksis-sektoren
Lad os se på et konkret eksempel inden for praksissektoren, nemlig de offentlige udgifter til alment praktiserende læger, som udgør en væsentlig andel af det danske sundhedsvæsen.

I 2007 var disse udgifter ca. 7 mia. kr., og de forventes (især som følge af befolkningsudviklingen) at stige til 8.2 mia. kr. i 2037 målt i faste priser. Men den faktiske stigning vil med stor sandsynlighed afvige fra basisskønnet, ja måske endda ende med et fald.

En sådan ny praksis for at lave prognoser kunne anvendes inden for andre centrale dele af de offentlige udgifter. Dette ville efter min vurdering skærpe politikernes muligheder for at forberede sig på flere udfaldsmuligheder (...)

Svend E. Hougaard Jensen
Professor på Økonomisk Institut, CBS

Denne usikkerhed kan adresseres direkte ved at simulere en lang række alternative forløb. I praksis er dette ikke noget problem, for med dagens computere er der rigelig kapacitet til at lave adskillige tusinde simulationer med forskellige kombinationer af antagelser om fødselshyppighed, levetid og folkevandringer.

Idéen er at registrere udfaldene af disse simulationer og sortere dem efter deres effekt på de offentlige udgifter. Resultaterne kan sammenfattes i form af et såkaldt kvartilsæt som følger:

Først præsenteres det centrale skøn i form af medianen, altså 50-percentilen, hvor halvdelen af udfaldene ligger under. For at fange usikkerheden angives dernæst 25- og 75-percentilen.

Hvis 25-percentilen viser 5.5. mia. kr. i 2037, betyder det, at hele 25 procent af udfaldene koster 5.5 mia. kr. eller mindre i 2037. Eller med andre ord: at der er 25 pct. sandsynlighed for, at lægebesøgene i 2037 vil koste skatteborgerne 1.5 mia. kr. mindre i faste priser, end de gjorde i 2007.

Hvis tilsvarende 75-percentilen viser 10 mia. kr., så er der 75 pct. af udfaldene, der koster 10 mia. kr. eller mindre i 2037. Det betyder, at der er 25 procent sandsynlighed for, at lægebesøgene kommer til at koste mindst 3 mia. kr. mere i 2037 end i 2007.

Behov for nyt redskab til politikerne
Pointen er, at der angives et såkaldt interval med sandsynlige udfald for de fremtidige udgifter til lægebesøg - i stedet for et enkelt tal. En sådan ny praksis for at lave prognoser kunne anvendes inden for andre centrale dele af de offentlige udgifter. Dette ville efter min vurdering skærpe politikernes muligheder for at forberede sig på flere udfaldsmuligheder - og ikke blot "gå efter" et enkelt eller nogle få.

På den måde vil der komme fokus på behovet for mere fleksibilitet i anvendelsen af forskellige virkemidler. Det er - indrømmet - ingen nem opgave at kommunikere dette budskab. Men på samme måde som en bil skal testes på dens evne til at operere under forskellige forhold (vejr, terræn, hastighed m.v.), skal et styringsinstrument inden for sundhedsvæsenet også være parat til omstilling, hvis forholdene ændrer sig.