Scleroseforeningen: Dommedagsprofeti har ingen gang på jord

Af Klaus Høm
Direktør i Scleroseforeningen

Debatten raser. Skal Danske Regioner etablere et nyt Medicinråd, der kommer til at fungere som et rådgivende prioriteringsinstitut for deres indkøb af sygehusmedicin? I sit regionale regi kommer et sådant Medicinråd i behagelig armslængde fra vores folkevalgte politikere på Christiansborg, så de slipper for at få snavsede hænder, når der skal fraprioriteres medicin – og derved liv og livskvalitet.

Op til valgkampen i sommeren 2015 fremlagde Danske Regioner en prognose for sine fremtidige udgifter til sygehusmedicin, der forudså en stigning på op til 12 pct. årligt frem til 2020. Folketingspolitikerne meldte ud, at der stadig ville være råd til at give alle patienter den nødvendige medicin, mens regionspolitikere og fagfolk fremhævede behovet for prioriteringer i de nye, dyre behandlinger og varslede hårdere forhandlinger med lægemiddelindustrien. Alt åndede forsat fred og ro for eksempelvis patienter med multipel sclerose, der er i behandling med medicin, der koster mange penge, men som til gengæld udskyder de meget alvorlige konsekvenser, som sclerose kan medføre.

Stigning i udgifter har naturlig forklaring
AMGROS, der er regionernes lægemiddelindkøbsorganisation, og hvis primære opgave er at sikre vores offentlige sygehuse de nødvendige lægemidler til den lavest mulige pris, fremlagde i oktober 2015 tal for omsætningen af sygehusmedicin for de første tre kvartaler af 2015. Ud fra disse tal tegnede årets samlede omsætningsstigning til at være 6-7 pct., hvilket er væsentligt lavere end de 12 pct., Danske Regioner havde forudset. Dette fik formanden for Kræftens Bekæmpelse, Dorthe Gylling Crüger, til at sige, at grundlaget for hårdere prioritering ikke længere er gyldigt, da stigningen i udgifterne til sygehusmedicin blot skyldes en øget patienttilgang. Danske Regioner og AMGROS mener derimod, at sandsynligheden for, at der fremover vil ske store stigninger, er stor.

Danske Regioner bygger sine fremskrivninger af stigningstakten på isoleret set at se på udviklingen i udgifter til sygehusmedicin fra 2007 til 2013, og man kunne få det indtryk, at vi står overfor en helt uoverstigelig udgiftsbombe. Man glemte imidlertid at se lidt nærmere på, hvorfor udgifterne til hospitalsmedicin var steget – og at stigningen havde en naturlig forklaring. Det viser sig nemlig, at en væsentlig årsag, til at regionernes udgifter til medicin er steget, er, at udskrivelsen af en række dyre præparater er overgået fra at blive administreret i primærsektoren, hvor vores praktiserende læger udskriver recepterne, og patienten køber medicinen på apotekerne, til i dag alene at blive administreret på landets sygehuse. Derudover har man glemt at tage med, at antallet af indlæggelser og ambulante behandlinger på landets sygehuse er steget kraftigt over de senere år, hvilket selvsagt også betyder, at forbruget af medicin i det hele taget er steget.

Dommedagsprofeti er en fuser
I dag ved vi, at stigningen i udgifterne til sygehusmedicin fra 2014 til 2015 i 2015-priser reelt kun var på 4,1%. Dette gør dommedagsprofetien om en tikkende udgiftsbombe til noget af en fuser. Men hvad værre er, ved isoleret set at se på udgifterne til sygehusmedicin, er vores fokus rettet et helt forkert sted hen. De samlede offentlige udgifter til medicin består nemlig både af udgifter til sygehusmedicin og det regionale medicintilskud til apotekermedicin. Og disse samlede offentlige udgifter til medicin er faktisk faldet med 0,6 pct. siden finanskrisen i 2008. Så hvis man foretrækker at anvende en bombe som metafor, kan udviklingen bedst illustreres som en lille implosion.

Værdien i at kunne leve et liv, hvor man kan klare sig selv, hvor man kan tage sig af sine børn, og hvor den medicin man kan få, er altafgørende – også selvom den koster mange penge. Skulle vi ikke tage en debat baseret på fakta og helheder i stedet for skræmmebilleder og silotænkning?

Klaus Høm
Direktør i Scleroseforeningen

Debatten om regionernes omkostningskontrol, samt hvorvidt - og i givet fald hvordan, samfundet skal prioritere sine offentlige medicinudgifter, er både aktuel og nødvendig. Men der bør anlægges et samfundsøkonomisk og ikke et regionalt perspektiv, og det bør foregå på et korrekt og oplyst grundlag.

Sagen er, at vi, på et forkert grundlag, er ved at få sneget et prioriteringsinstitut ind ad bagvejen. Danske Regioner vil, helt forståeligt, anvende et regionalt perspektiv, når der skal prioriteres mellem forskellig dyr sygehusmedicin. Selvfølgelig. Vi forventer da, at de agerer ansvarligt, holder udgifterne nede og overholder deres budgetter.

Mangelfuld behandling koster samfundet penge
Problemet er imidlertid ikke alene, at debatten om udgifterne til medicin bygger på antagelsen om en udgiftsbombe, men samtidigt, at Danske Regioner alene sammenholder regionernes omkostninger til medicinen og dens administration på landets offentlige sygehuse med effekten af behandlingen. Hvis man gør det, glemmer man imidlertid at medregne, hvad det koster ikke at give mennesker med alvorlige sygdomme den mest effektive medicin.

Lad os tage udgangspunkt i patienter med multipel sclerose, der oftest rammes af sygdommen i alderen 20-40 år. Uden behandling vil deres sygdom, alt andet lige, tvinge dem ud af arbejdsmarkedet tidligere end ellers. Det koster samfundet mellem 300-400.000 kroner pr. person om året, når en kvalificeret person fra arbejdsstyrken overgår fra at være i arbejde til at være på overførselsindkomst. Et sådant beløb kan der trods alt købes ganske meget medicin for.

Og så har vi i øvrigt glemt det måske vigtigste i debatten. Værdien i at kunne leve et liv, hvor man kan klare sig selv, hvor man kan tage sig af sine børn, og hvor den medicin man kan få, er altafgørende – også selvom den koster mange penge. Skulle vi ikke tage en debat baseret på fakta og helheder i stedet for skræmmebilleder og silotænkning?