Søren J. Damm: Har du organer, så kan du få - men gi'r du ingen, så må du gå!

Fra 1. januar 2017 er alle franske borgere automatisk per lov blevet organdonorer.

Dermed har franskmændene valgt at følge trop med lande som Spanien og Østrig, hvor ’formodet samtykke’ betyder, at alle er potentielle organdonorer, når de dør, med mindre de specifikt har frabedt sig det via et nationalt ’nej tak register’.

Pt. har kun ca. 150.000 franskmænd meldt sig i 'nej-registeret'. Dvs. at Frankrig pr. 1. januar har fået ca. 66 millioner potentielle organdonorer.

Og måske er det på tide, at vi indførte en lignende ordning i Danmark?

I 2015 blev der i Danmark registreret 87 organdonorer, der var afgået ved døden. Ud af de 87 organdonorer havde kun de 22 selv forinden tilkendegivet stillingtagen til organdonation. Kun 20 procent af danskerne har tilmeldt sig donorregisteret, til trods for at 80 procent har svaret ja til, at de går ind for organdonation. Det er et tydeligt udtryk for, at årtiers oplysningskampagner har slået fejl.

Kun 20 procent af danskerne har tilmeldt sig donorregisteret, til trods for at 80 procent har svaret ja til, at de går ind for organdonation.

Søren J. Damm

Og den alt for udbredte passivitet stiller oftest de efterladte i et voldsomt emotionelt dilemma, samtidig med at det forståelige vægelsind hos de pårørende kan betyde, at der spildes dyrebare minutter, som kan være den afgørende forskel på liv og død.

En generel kritik af ’automatisk organdonation’ er, at det mest essentielle ved os som mennesker, vores krop, fratages os, og dermed bliver statens ejendom. Jeg medgiver, det er en skræmmende tanke - med en dissonant Orwellsk klang. Det er dog et problem, der kan løses i et snuptag. Netop ved at lave et ’Nej tak register’, præcis som i Frankrig, hvor man, ligesom når man herhjemme ønsker at udmelde sig af f.eks. Folkekirken, kan klare det enkelt og hurtigt over nettet.

Og er fakta desuden ikke også, at vores kroppe allerede overgår i statens varetægt, så snart vores afsjælede legeme køres væk i rustvognen? Det er jo ikke vores pårørende, der bortskaffer den døde krop? Før eller siden mister vi alle retten til vores legeme - det er bare et spørgsmål om på hvilket stadie?

Ønsker man ikke selv at byde ind med 'reservedele til organpuljen', kan man heller ikke forvente første ret til andres organer.

Søren J. Damm

Man kan så indvende, at nogen, der ikke ønsker at være organdonorer af forskellige årsager, ikke når at få registreret sig i ’nej tak register’, inden Manden med Leen kommer på visit. Men her må vi som samfund kunne forvente et mindstemål af kompetence af hinanden.

Ligesom vi tiltror vores medborgere at kunne agere rationelt i samfundet ved at betale skat, stemme til valg, køre bil, etc., må vi også kunne forvente, at den typiske borger selv evner at tage aktivt stilling til organdonation. Det bør være at betragte som noget så gammeldags som en samfundspligt, ligesom værnepligt og vigepligt.

Man kunne lade ordningen følge op af adskillige oplysningskampagner, hvor man, hver gang folk fyldte rundt fra 20 års-alderen, fra statens side på ny spurgte dem, om de stadig ønskede at være eller ikke være organdonor, alt efter hvad de var registreret som. Gerne fulgt op af en helt kort, nøgtern gennemgang af, hvilke konsekvenser deres fra- eller tilvalg kan få.

Tror man på kødets opstandelse, eller vil man gerne være et klædeligt lig (jeg er personligt tilmeldt som organdonor, men har frabedt mig at få fjernet mine hornhinder - vi har alle vores idiosynkrasier!), eller har man nogle helt andre begrundelser for at melde sig ud af den foreslåede ordning, bør det naturligvis helt og aldeles være ens private sag.

Men vælger man ikke at ville være organdonor, så bør man rimeligvis ryge bagerst i køen til en organtransplantation. Vedkommende skal naturligvis have tilbuddet om en livsforlængende transplantation, i fald der ikke er nogen frivillig donor foran dem i køen. Ønsker man til gengæld ikke selv at byde ind med 'reservedele til organpuljen', kan man heller ikke forvente førsteret til andres organer.

Børn under 18 år bør som nu kun kunne agere organdonorer med forældrenes samtykke. Men måske burde man overveje at lade børn/unge selv beslutte, om de ønsker at være donorer fra 15-års alderen. Det kunne være et gavnligt emne at diskutere som en del af et fast pensum i skolen, og kunne også være en eksistentiel krumtap i konfirmandundervisningen eller en vigtig overgangsrite i et sekulært samfund.

I praksis kunne man forsøgsvis starte med at begunstige de registrerede donorer i forhold til de ikke-registrerede. Og så køre en massiv oplysningskampagne i 3-5 år op til en evt. indførelse af loven om automatisk organdonation. Oplysninger om, hvorvidt man er med eller ej i ordningen, skal naturligvis være fortrolige for alle andre end hospitalerne.

I 2015 fik 274 danskere transplanteret et eller flere organer fra en afdød donor. Samme år døde 27 patienter, mens de stod på venteliste til et nyt organ. De seneste 10 år er to børn i gennemsnit døde hvert år, mens de stod på venteliste til et nyt organ.

Giv livets gave videre. Her kan du tilmelde dig som organdonor. 

-----

Søren Jacobsen Damm er debatredaktør på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.