Styrelsesdirektør: Tal viser, at patientsikkerhed betaler sig

Af Anne-Marie Vangsted
Direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed

Hvad koster det, når det går galt med patientsikkerheden?

Det er der nu sat et beløb på. Og det er enorme summer. 15 procent af udgifterne i sundhedsvæsenet i nogle af verdens mest udviklede lande går til at rydde op efter brud på patientsikkerheden. Det konkluderer OECD i en ny rapport.

OECD-rapporten placerer Danmark som den bløde mellemvare, der hverken er værre eller bedre end gennemsnittet blandt de 35 lande, vi her sammenlignes med. Det kan gøres bedre. Også når vi tænker på de menneskelige omkostninger for den enkelte patient og pårørende.

Alligevel er hovedbudskabet i OECD-rapporten en god nyhed. Den viser nemlig, at det er langt billigere at gribe ind over for forebyggelige fejl end at bekoste en dyr efterbehandling.  

Lær af naboen
Og vi er heldigvis på sporet med at udrede og gøre noget ved problematikkerne herhjemme i Danmark. Det ser vi i Styrelsen for Patientsikkerhed hver eneste dag, når vi følger i patienternes fodspor og fører tilsyn, bl.a. med et fortløbende fokus på medicinering og problemer, når patienten skifter fra den ene afdeling til den anden eller fra en sektor til en anden.

15 procent af udgifterne i sundhedsvæsenet i nogle af verdens mest udviklede lande går til at rydde op efter brud på patientsikkerheden.

Anne-Marie Vangsted
Direktør, Styrelsen for Patientsikkerhed

Vi kan se, at der er markante forskelle på, hvor gode behandlingsstederne er til at lære af deres fejl og undgå at gentage dem. Heldigvis er der mange behandlingssteder, der gør det rigtig godt, og jeg vil gerne appellere til alle ledere og medarbejdere i sundhedsvæsenet om at kaste et blik i deres retning. Vær nysgerrig og åben over for, at tingene kan gøres på en anden og mere sikker måde. Tag ud og se, hvad naboen gør – og tag de bedste løsninger og procedurer med hjem. Så kan vi komme rigtig langt.

For i Danmark har vi faktisk et unikt udgangspunkt for at rykke tingene i den rigtige retning.

Vi er i verdensklasse, når det kommer til at rapportere forebyggelige fejl – eller utilsigtede hændelser, som vi kalder det. Vi skal bare blive endnu bedre til at lære af det, både på det individuelle behandlingssted og systemisk.

Udviklingen skal både ske lokalt, regionalt og centralt, og samarbejdet mellem niveauerne skal fungere. Særligt lederne spiller en nøglerolle. Det er der heldigvis stor opmærksomhed på i Det Nationale Ledelsesprogram. I et læringsperspektiv er den gode leder ikke (kun) den, der får sin egen afdeling til at køre som et urværk og har en retningslinje for enhver tænkelig situation, men den, der har udsynet til og dialogen med andre afdelinger om den fælles patient.

Den gode leder giver medarbejderne rum til at træde et skridt tilbage og revurdere situationen. Og tør låne sin autoritet ud til medarbejderne, så relevante perspektiver får plads. Der er ingen regel om, at den med flest stjerner på skulderen er den, der skal identificere og løse alle problemerne. Vi skal alle være med til at hæve bundniveauet.

Det er altafgørende med tillid
Udover det økonomiske aspekt, som OECD beskriver, så har forebyggelige fejl en anden kedelig pris.

Sidste år spurgte TrygFonden og Mandag Morgen 6.000 danskere om deres forhold til det samlede sundhedsvæsen. Undersøgelsen viste, at kun 42 procent havde tillid til, at de altid fik den rette behandling, og hver anden mente, at det er nødvendigt at insistere på at få den rette behandling.

For selvom vi i Danmark ikke har tradition for civile søgsmål mod sundhedsvæsenet – især fordi vi har et velfungerende klage- og erstatningssystem – så viser erfaringerne fra andre lande, at man risikerer at sætte det over styr, når tilliden til sundhedsvæsenet er lav.

I Italien oplever man f.eks. en nedadgående spiral, hvor et sundhedsvæsen uden tillid fra patienterne reagerer med defensiv medicin. Det vil sige, at man tilbyder en behandling, der har til formål at beskytte mod fremtidige klager og søgsmål frem for, hvad der er bedst for patienten. Det medfører overdiagnosticering og overbehandling, hvor man eksempelvis bestiller en ekstra CT-scanning eller to, bare så der ikke kan sættes en finger på noget. Der må vi ikke ende i Danmark.