Sociolog: Det postfaktuelle samfund forplumrer HPV-debatten

Af Pernille Tanggaard Andersen
Lektor i sundhedsfremme, Syddansk Universitet

Børnevaccinationer er aktuelt og et omdiskuteret emne i dansk sundhedsdebat, hvor specielt HPV-vaccinen har været omdrejningspunktet. I 2006 blev det muligt at vaccinere mod enkelte infektionstyper af humant papillomavirus (HPV), som er seksuelt overført.

HPV-vaccinen mod livsmoderhalskræft blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 2009 til alle piger i 12-17 års alderen. 

Tilslutningen til denne vaccination har været høj i Danmark, hvilket har bevirket en vaccinationsrate på mellem 80-90 procent blandt den primære målgruppe, der er piger i alderen 12-13 år (Statens Serum Institut, 2016). Der er dog sket et markant fald i tilslutningen. Ifølge Statens Serum Institut har 54 procent af alle piger født i 2003 indtil videre fået et stik og kun 29 procent er færdigvaccinerede. 

Bivirkningsberetninger har fået tillagt samme værdi som viden
I perioden 2013-2017 har der været en massiv omtale af HPV-vaccinen i medierne; både på TV, i dagblade og på de sociale medier. Et øget antal danske piger og kvinder har siden 2013 indberettet formodede bivirkninger som følge af HPV-vaccinen, både alvorlige og mindre alvorlige. Heriblandt forekommer indberetninger om træthedssyndromet POTS, besvimelser, neurologiske symptomer, samt flere diffuse symptomer såsom hovedpine og mavesmerter.

Vi har alle været vidner til, hvordan medierne har haft en dagsordensættende rolle og ofte har valgt at profilere bivirkningshistorierne. Sideløbende er de sociale medier ved at flyde over med personlige og følelsesmættede beretninger og historier, og disse historier tillægges samme værdi, som den viden, der eksisterer om HPV-vaccinens sikkerhed og effekt.

Diskussionerne for og imod HPV-vaccinen viser, at grænserne mellem evidens, viden og holdninger/oplevelser er hårfin.

Pernille Tanggaard Andersen
Lektor i sundhedsfremme, Syddansk Universitet

HPV-diskussion foregår mellem viden og holdninger
Diskussionerne for og imod HPV-vaccinen viser, at grænserne mellem evidens, viden og holdninger/oplevelser er hårfin.

Debatten illustrerer, at viden konstant er til forhandling og ikke en stabil størrelse, og i et komplekst samfund kan det være svært at sondre mellem fakta, sande og falske udsagn og holdninger. Det er det fænomen, som betegnes som postfaktuel viden og alternative fakta.

Debatten om HPV-vaccinen viser tydeligt, hvordan videnskaben og fagfolk på området har vanskeligt ved at tackle alternative beretninger og personlige erfaringer, som udgør folkelig viden på området. Efter mediestormen, kritiske indlæg om HPV-vaccinen og den livlige debat på de sociale medier er der således sået voldsom tvivl i befolkningen om virkningen af vaccinen.

Fagfolk, Sundhedsstyrelsen og myndighederne på området fastholder dog, at der er tale om myter og peger på, at der er evidens for virkningen af vaccinen. Med andre ord er vi vidner til en forplumring af debatten, og hr. og fru Danmark bliver i tvivl om, hvilken viden der skal danne grundlag for deres valg.

Færre bliver vaccineret 
Resultatet er indtil videre, at langt færre bliver vaccineret nu, end før bivirkningsdebatten begyndte. Som resultat af dette har sundhedsmyndighederne svaret igen og lanceret kampagnen STOP HPV i 2017. En kampagne, som skal få forældre til at genoverveje og som forsøger at bringe forskningsbaseret viden ind i debatten om HPV-vaccinen igen.

Det er fuldt forståeligt, at sundhedsmyndighederne vil forsøge at skabe bedre opbakning til HPV-vaccinen, netop fordi danske piger i sammenligning med de nordiske lande er de mindst vaccinerede, og det kan i værste fald betyde, at flere ender med at dø af livmoderhalskræft.

Nu må vi så se, om det lykkes at få budskabet frem, for i det postfaktuelle samfund er der mange kanaler for viden, fakta og beretninger, samt en voldsom vækst i de sociale mediers påvirkning, og der synes ikke længere at være den samme konsensus, om informationer skal være faktatjekkede, før de udsendes.

Med andre ord synes der at være et stigende behov for, at vi i forskerverdenen kommunikerer evidensbaseret viden ud og gør viden tilgængeligt. Med det i mente er det samtidig centralt at huske, at når vi peger på, at der ikke er evidens for en mulig sammenhæng mellem vaccine og bivirkning, så er der jo så heller ikke et endeligt bevis for det modsatte.

Evidens og erhvervelse af viden tager tid og kræver ressourcer.