Sygepleje er en selvstændig faglighed i sundhedsvæsnet

I Danmark har det i årevis været et mantra i den sundhedspolitiske debat, at vi skal have mest muligt sundhed for pengene. De knappe ressourcer i sundhedsvæsenet skal anvendes bedst muligt til gavn for patienter, pårørende og personalet.

 

Det er bestemt et fornuftigt synspunkt, men desværre er det ikke altid, at det politiske system lever op til mantraet. Ligesom konservative kræfter ofte forsøger at spænde ben for nytænkning og udvikling.

 

Et sådan eksempel så vi forleden, hvor professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen til DR nærmest rituelt argumenterer mod, at sygeplejersker har et selvstændigt fagligt område.

Men sygeplejersker har, som Anne Mette Jørgensen og Linda Schumann Scheel, hhv. institutchef for sygeplejerskeuddannelsen og prodekan for Det Sundhedsfaglige og Teknologiske Fakultet på Metropol beskrev i Altingets spalter 20. juni, et selvstændigt virksomhedsområde.

 

Netop derfor er tanken om, at sygeplejersker skal have mulighed for at drive egen praksis, ikke et spørgsmål, om sygeplejersker skal overtage lægers opgaver. For DSR er det et spørgsmål om at få det fulde udbytte af sygeplejerskers uddannelse, viden og kompetencer. Og i den forbindelse er der et ganske betydeligt potentiale for mere sundhed for pengene.

Desværre går det efter vores opfattelse alt for langsomt med at få skabt de nødvendige forudsætninger i form af formaliserede videreuddannelsesmuligheder og formelle beføjelser, der kan understøtte et fuldt udbytte af sygeplejerskers kompetencer. Netop den manglende politiske handling er en trussel mod kvalitet, patientsikkerhed og ressourceudnyttelse i sundhedsvæsenet.

Når vi kaster blikket ud i verden, er der flere gode eksempler: I Canada har man set på betydningen af at udnytte sygeplejerskers stærke faglighed og målrettede kompetencer på specialistniveau til både at styrke kvaliteten i det nære sundhedsvæsen og opnå økonomiske gevinster. I en rapport fra 2012 fremgår det tydeligt, at ved at satse og investere i sygeplejerskers praksis i forhold til borgere og patienter i det nære sundhedsvæsen, er der opnået markante fordele i forhold til kvalitet og effektivitet. Her taler man om udvidet samarbejde mellem læger og sygeplejersker med hver deres faglige felter, og det er netop den form for nytænkning og erfaring, som vi skal turde bringe i spil i Danmark. På den måde kan vi i fællesskab medvirke til, at sundhedsvæsenet imødekommer de stigende komplekse behov i det nære sundhedsvæsen.  

I både England og Canada er etableret såkaldte Walk In Centre. Her kan borgere komme ind med deres problemer – lige fra ondt i maven til udredning, graviditetstester, seksualvejledning eller til observation for frakturer efter fald. I centrene er der mulighed for at iværksætte undersøgelser og behandlinger med det samme, eksempelvis blodprøver, urinprøver, røntgen og anlæggelse af gips ved mindre ukomplicerede brud.

Det er især sygeplejersker, der bemander disse Walk in Centre. Sygeplejerskerne har udvidede beføjelser og rammeordinationer, nedskrevne retningslinjer og behandlingsmuligheder på udvalgte områder. Lægen er til stede i nogle timer dagligt. Sygeplejerskerne arbejder derfor meget selvstændigt, og de har en videreuddannelse på master/kandidatniveau (Advanced Nurse Practitioner). Walk in Centre har ofte også sundhedsplejersker og jordemødre, der holder til i centret samt andre faggrupper som eksempelvis psykologer og terapeuter.

Også herhjemme varetager sygeplejersker et stadig stigende antal komplekse opgaver i sundhedsvæsnet. Men der er brug for, at Folketing og regering tager ansvar for en samlet helhedsorienteret sundheds- og uddannelsespolitisk indsats, så de opgaver, sygeplejersker varetager, følges af formelle beføjelser og tilsvarende uddannelsesforløb.