Drikkevandet skal fremtidssikres

Af Lars Therkildsen
Administrerende direktør, Københavns Energi og fusionerede forsyningsselskaber

Pesticiderne er uden sammenligning den største trussel mod vores drikkevand. En snigende og diffus fjende, som slår til, hvor og når vi mindst venter det. Og såvel forbudte som lovlige pesticider dukker konstant op i vores drikkevandsboringer.

Miljøministeriet forsøger at undgå forurening af drikkevandet med sprøjtegifte ved kun at godkende midler, der ikke kan sive ned i grundvandet i koncentrationer over 0,1 mikrogram pr. liter vand. Godkendelsessystemet er dog ikke 100 procent vandtæt. Og en del af disse lovlige pesticider er gennem årene fundet i for høje koncentrationer i både grundvandet og drikkevandet.

Mangler påtalt af Rigsrevision
Rigsrevisionen har for nyligt påpeget alvorlige mangler i statens opgave med at sikre grundvand og drikkevand mod pesticider. Miljøministeren har derfor bebudet en række initiativer, der skal rette op på manglerne.

Ud over spredningen af disse lovlige pesticider overalt i landet kom det i vinter endnu en gang frem, at der desværre er landmænd, som importerer ulovlige pesticider. Og hverken vandværker eller myndigheder har overblik over, hvor og hvor hyppigt disse giftige og ulovlige stoffer spredes.

Et meget vigtigt værn mod en fortsat spredning af pesticid-forureningen hedder obligatoriske beskyttelseszoner. Zoner omkring vandboringerne, hvor der ikke må dyrkes noget og ikke må sprøjtes med noget. Men selvom et ministerielt udvalg allerede i 2003 pegede på behovet for at etablere sprøjtefri zoner, der afhængigt af lokale forhold kan strække sig fra 25-300 meter fra drikkevandsboringerne, er der i dag kun obligatoriske og generelle beskyttelseszoner på 25 meter. Imens har vandværkerne hvert år måttet tage omkring 100 boringer med indhold af pesticider ud af drift.

Det er nødvendigt at indføre obligatoriske beskyttelseszoner, og jeg opfordrer derfor miljøministeren til at tage fat på sagen med det samme i stedet for, som hun har bebudet, at overlade spørgsmålet om landmændenes erstatninger til Natur- og Landbrugskommissionen.

Lars Therkildsen
Adm. dir, Københavns Energi og fusionerede forsyningsselskaber

Tab på 200-500 mio. årligt
Det har ifølge tal fra Danva (vandselskabernes forening) givet samfundet et tab på 200 til 500 millioner kroner årligt at indstille driften af boringer. Og det vil for både samfundet som helhed og den enkelte vandforbruger være langt billigere - og sundere - at forebygge forureningen.

En vigtig hurdle i spørgsmålet om at etablere bedre beskyttelsesområder har været spørgsmålet om kompensation til de landmænd, der lider et udbyttetab. Det lægger alvorlige hindringer i vejen for den beskyttelse af drikkevandsboringerne, som ellers er den billigste rent samfundsøkonomisk. Kun 20 til 30 millioner kroner vil kompensationer til landmændene løbe op i om året, vurderer Danva. Kompensationerne er altså langt billigere end lukning af boringer.

Spørgsmålet om kompensationer til landmændene må derfor ikke bremse den nødvendige indsats for at redde vores grundvandsressourcer. Vores visionære og dygtige miljøminister, Ida Auken, har for nylig været ude med tanker om, at hun i en ny sprøjtemiddelstrategi vil pålægge producenterne at bevise, at midlerne ikke er til fare for grundvandet.

Vent ikke på kommission
Det er godt og rigtigt tænkt - men det kan efter min mening ikke stå alene. Det er nødvendigt samtidig at indføre de obligatoriske beskyttelseszoner, og jeg opfordrer derfor miljøministeren til at tage fat på sagen med det samme i stedet for, som hun har bebudet, at overlade spørgsmålet om landmændenes erstatninger til Natur- og Landbrugskommissionen.

Vi har ikke tid til fortsat at sylte problemet. Vi må i gang med at fremtidssikre verdens vigtigste fødevare, drikkevandet. Og vi vandselskaber indgår gerne i en konstruktiv drøftelse om erstatningsspørgsmålet.