Vestforbrændings affaldsgebyrer er ulovlige

GEBYRER: Det er ikke lovligt, når Vestforbrænding lader private husholdninger betale 60 procent af virksomhedernes affaldsgebyrer, fastslår en udtalelse fra Statsforvaltningen. DI jubler, mens Vestforbrænding forventer, at det vil få konsekvenser for hele landet.
En sag vedrørende Vestforbrændings gebyrfastsættelse har ført til, at 19 kommuner nu skal vedtage nye gebyrregler. Og formentlig kommer flere til.
En sag vedrørende Vestforbrændings gebyrfastsættelse har ført til, at 19 kommuner nu skal vedtage nye gebyrregler. Og formentlig kommer flere til.Foto: Colourbox
Klaus Ulrik Mortensen

I en udtalelse fra Statsforvaltningen fastslås det, at Vestforbrændings gebyrfastsættelse for erhvervslivets anvendelse af genbrugspladser er ulovlig.

DI har sammen med Dansk Transport og Logistik bedt Statsforvaltningen gå affaldsselskabets gebyrfastsættelse efter i sømmene. Og efter knap et års sagsbehandling kom man i midten af marts frem til, at metoden til udregning af gebyrerne er ugyldig.

“Det er Statsforvaltningens opfattelse, at kommunerne i I/S Vestforbrænding ikke lovligt kan lægge til grund, at 60 procent af det affald, som virksomhederne afleverer på genbrugsstationerne, er husholdningsaffald, og deraf fastsætte betalingen af gebyr for benyttelse af genbrugspladserne således, at 60 procent af udgifterne ved virksomhedernes benyttelse af genbrugspladserne betales af husholdningerne,” står der i udtalelsen.

Man skal med andre ord som kommunalt affaldsselskab antage, at det affald, som en virksomhed afleverer på genbrugspladsen, er erhvervsrelateret.

Det er betænkeligt, at en offentlig kolos udnytter sin position til at udkonkurrere private affaldsvirksomheder.

Svend-Erik Jepsen
Chefkonsulent, DI

I udtalelsen anmoder Statsforvaltningen Vestforbrænding, der med 19 ejerkommuner er landets største fælleskommunale affaldsselskab, om at kontakte ejerne med “henblik på at indhente interessenternes udtalelse om, hvad de har til hensigt at foretage sig”.

Glæde i DI
Og det er en udtalelse, som vækker glæde i DI. Her håber chefkonsulent Svend-Erik Jepsen, at afgørelsen skærper samtlige kommuners håndtering af reglerne.

”Vi er glade for, at vi så klart og entydigt får medhold i, at den hidtidige praksis er konkurrenceforvridende i forhold til de private affaldsindsamlere og affaldsbehandlere. Det er betænkeligt, at en offentlig kolos udnytter sin position til at udkonkurrere private affaldsvirksomheder,” siger han.

Han fastslår, at det for DI er væsentligt, at forureneren betaler-princippet efterleves på genbrugspladserne. Både af principielle årsager, men ikke mindst fordi det som privat virksomhed er umuligt at konkurrere med et affaldsselskab, der opkræver 60 procent af udgifterne hos borgerne.

“Denne sag er endnu et eksempel på, at der er behov for et opgør med kommunernes sammenblanding af deres roller som myndighed og driftsherre,” siger chefkonsulenten.

Dokumentation
I udtalelsen fra Statsforvaltningen giver Vestforbrænding følgende forklaring på, at man vælger at lade husstandene betale 60 procent af virksomheders udgifter til brug af kommunale genbrugspladser:
                    
"I/S Vestforbrænding har oplyst, at på baggrund af en omfattende brugerundersøgelse foretaget i 2005, hvor erhvervsvirksomhederne ikke havde nogen interesse i at oplyse, at affald stammede fra husholdninger, hvis det ikke var tilfældet, har I/S Vestforbrænding vurderet, at 60 % af det affald, som de erhvervsvirksomheder, som har tilmeldt sig ordningen om at betale abonnement for at benytte en genbrugsstation, stammer fra private husholdninger. Ved fastsættelsen af erhvervsaffaldsgebyrets størrelse ved abonnementsbetaling overføres således 60 % af udgifterne til de private husholdninger.

Fastsættelsen af gebyrrene størrelse er endvidere baseret på en omfattende brugerundersøgelse i 2010 og en mindre brugerundersøgelse i 2011, som alene fokuserede på mængden af affald på de enkelte køretøjstyper, idet såvel gebyr pr. besøg som ved abonnement beregnes ud fra køretøjets størrelse.
                    
I/S Vestforbrændinger har ligeledes i alene 2012 og 2013 foretaget brugerundersøgelser fokuseret på antallet af køretøjer og deres størrelse.
                    
Efter I/S Vestforbrændings opfattelse er gebyrerne for benyttelse af genbrugsstationer fastsat således, at de ud fra en gennemsnitsbetragtning i størst muligt omfang opfylder betingelserne om, at det er forureneren, som betaler for bortskaffelsen af affald, og således at der ikke sker krydssubsidiering mellem erhvervsvirksomheder og private husholdninger."

0:000:00