Claus Søgaard-Richter i have 2
(Foto: Agnete Finnemann Scheel/Altinget.dk)

Venstres nye "killer" vil levere valgsejre

24. april 2012 kl. 7:38
PORTRÆT: Claus Søgaard-Richter er den nye, udadvendte og ambitiøse partisekretær, der skal være med til at give Venstre en ny start.
| Flere
Arbejder man til dagligt på Christiansborg, og vil man være på forkant med, hvem der engang får magt, så hold øje med de nye unge, der arbejder i folketingsgrupperne. Tilbage sidst i 90erne ville den senere navnkundige Lars Løkke Rasmussen gerne hyre Venstres lokalformand i Aalborg - Claus Richter - der i 1998 blev færdig som kandidat i administration.

"Vi ringede sammen flere gange, men pludselig tørrede kontakten ud," fortæller Lars Løkke Rasmussen fremme i april 2012 og føjer til: "Jeg fik kort efter forklaringen, da jeg mødte Claus på gangene. Han var blevet ansat som personlig assistent for Anders Fogh Rasmussen."

Løkke satte sig for, at han på et tidspunkt ville indhente det forsømte og få manden, der siden i 2003 havde giftet sig til at hedde Claus Søgaard-Richter, ansat i sin stab. Det er nu lykkes, for Richter er startet som partisekretær for Venstre, hvor Løkke residerer som formand.

Altinget.dk møder Claus Søgaard-Richter i det flotte palæ i hjertet af Søllerød nord for København - et hjemsted, der trods sit imposante, konservative ydre rummer Venstres Landsorganisation. Det store hjørnekontor er stort set tomt på nær et par flyttekasser, en stor fotostat af de to små døtre, af bøger om Venstres og VU's historie og de mest nødtørftige opslagsbøger om ministre og folketingsmedlemmer. Dét er herfra, at Venstre med en ny, frisk og udadvendt partisekretær skal vinde de tre-fire næstkommende valg: Kommunalvalg i 2013, Europa-Parlamentsvalg i 2014, et folketingsvalg formentlig i 2015 og så en bebudet folkeafstemning om EU-forbehold et sted på vejen.

Richter vil hverken fotograferes ved sin nyvaskede Volvo-herregårdsvogn, der naturligvis holder på den første plads på gårdspladsen - "det er nu bare, fordi jeg var den første, der mødte" - eller fotograferes ved de, forårssæsonen taget i betragtning, ellers friske, nedfaldne frugter i parken bagved. Partisekretæren er mediebevidst og bevidst om de signaler, han sender. Han kan helt øjensynlig godt lide at samarbejde med medier.

"Man vil opleve en partisekretær, som gerne vil være synlig i medierne, når det passer for de folkevalgte. F.eks. tog jeg sagen om rygekabinen i Statsministeriet. Jeg har også fået kontor på Christiansborg, hvor jeg vil være fast tirsdag og torsdag. Jeg vil gerne være synlig," betoner han.

Som partisekretær er man chef for de omkring 18 ansatte i Søllerød, hvortil kommer endnu flere på Christiansborg, hvor Politisk-Økonomisk afdeling, Pressetjenesten samt medlemssekretærerne hører under "herr CSR".


Partiformand Lars Løkke Rasmussen fik klappet Venstres partisekretær gennem ti år, Jens Skipper Rasmussen, behørigt ud ved receptionen i fredags på Christiansborg, så der kan skabes plads til ny fremdrift i landsorganisationen med Claus Søgaard-Richter ved roret.

Richter kommer fra en magtfuld stilling som andenmand i organisationen Landbrug & F'ødevarer, som i øvrigt udstyrede ham med Volvoen. Hvad fik ham til at skifte fra en stor organisation til en noget mindre?

"Jeg vil sige det sådan, at jeg i hvert fald ikke har taget en karriere-nedgang. Og jeg er gået fra at være nummer to til nr. ét. Og så er der jo det med at gøre sin hobby til sin levevej. Min kone siger, at det nye job er perfekt for mig, fordi et personligt engagement glider lige over i den professionelle løbebane. Fritidsliv bliver til arbejdsliv."

Ledelsesstilen skal nok blive åben, lover han:

"Jeg vil gerne stå for en åben, engageret og moderne ledelsesstil. Sådan en leder, der går rundt og taler med personalet. Venstres Landsorganisation er allerede moderne, så det skal vi fastholde. Vi fastholder ved hele tiden at forny os - ikke mindst teknologisk. Det er eksempelvis helt ekstremt, hvad Lars (Løkke, red.) har af kontakt via Facebook. Vi har fået 4.000 nye medlemmer siden valg, så vi nu er omkring 45.000 Venstre-medlemmer. Min opgave bliver at medvirke til, at vi som det store oppositionsparti får genskabt det politiske engagement. Jeg synes, der er en stor talentmasse i Venstre. Vi har mange gode kandidater, og vi har en stærk folketingsgruppe med et stort potentiale."

Ambition på ministerpost
Venstres nye partisekretær, der har afløst Jens Skipper Rasmussen, har ry for at være uhyre ambitiøs - ikke mindst på egne vegne. Han omtales som "en killer", der startede sin tid i landbruget med at rydde op og fyre personale. Folk, der kender ham, forudsiger, at han vil bruge stillingen som springbræt til senere at sige ja tak til en ministerpost, når og hvis Venstre inden for et valg eller to igen danner regering.

"Stille op? Det bliver i hvert fald ikke, så længe jeg er partisekretær. Det har førhen strejfet mig mange gange. Og jeg har fået mange henvendelser fra kredse, også med henblik på Europa-Parlamentet. Jeg har altid sagt nej - har aldrig stillet op til noget - det er et spørgsmål om, hvor man er i sit liv. Men altså: Jeg elsker koblingen organisation/politik. Jeg elsker det organisatoriske, at lave politik gennem veltilrettelagt administration; og så har jeg altså stor respekt for de folkevalgte."


Venstre-kometen Søren Pind og den nye partisekretær kan være lige gode om at være udadvendte og synlige. Flere med kendskab til Richter venter at se ham bejle til en ministerpost en dag.

Første gang Venstres Landsorganisation kan gøre op sort på hvidt, om den nye partisekretær slår til, bliver kommunalvalget i 2013.

"Valgkampen om kommunerne er i fuld gang. Jeg skal afsted til opstillingsmøde i Aalborg, eksempelvis. Vi er i fuld gang med at forberede valgkampen, f.eks. omkring inddragelse af lokalaviser. Valgkampen bliver meget intens, vær vis på det. Og jeg vil tælle stemmer, når valget er overstået. Venstre-stemmer er mit succeskriterium, for de lokale konstellationer kan man jo ikke styre."

"De fem-seks politiske netværk, som det sidste landsmøde satte i søen, skal vi bruge det næste halvandet år på at omsætte til nye liberale, politiske løsninger. Dette arbejde bliver en væsentlig ledetråd for mig. Vi skal lykkes med at engagere hele det lokale parti i en ny politisk pakke. Og KV-13 bliver første gang, vi skal møde vælgerne med det nye program. Landspolitik og lokalpolitik hænger sammen."

Kunne være blevet konservativ
De højborgerlige omgivelser, Venstre bor i nord for København, passer meget godt med den opvækst, Claus Richter fik i Aalborg i 70erne.

"Min farfar, som var modstandsmand, og min mor var aktive i Konservative. Så i mit barndomshjem kom der konservative folketingsmedlemmer. I min gymnasietid virkede det, som om alle var med i KU.

Det, som gjorde mig liberal, så jeg til sidst - vistnok først i 90erne - meldte mig ind i Venstre, var situationen sidst i 80erne. Schlüter-regeringen fremlagde sin plan, mens oppostionen fremlagde "Gang i 90erne". Der var to veje at gå, og jeg blev klar over, hvilken vej jeg ville. På det tidspunkt var jeg først i 20erne, så det var lidt sent at gå ind i VU. Det var Uffe (Ellemann-Jensen, red.), der var den person, der var den direkte årsag til, at jeg startede i Venstre."


Døtrene Marie på 8 og Laura på 6 er det bløde element på killerens nye kontor, hvor kasserne stadig er ved at blive pakket ud. Mor og kone hedder Marianne Søgaard-Richter - hun er 42 år, tidligere advokat i DI og i dag selvstændig inden for HR fra hjemmet i Virum, ikke langt fra Venstres hovedkvarter.

 

Og så var det altså, at Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen i 1998 bejlede til Venstre-formanden for 500 partimedlemmer i Aalborg om at komme over til Borgen og hjælpe til. Fogh fik ham ansat som personlig assistent.

"Af Anders Fogh Rasmussen lærte jeg at være præcis i måden at kommunikere på. Uanset om det var i taler eller svar på borgerhenvendelser. Og jeg lærte, hvad planlægning af politik betyder. Anders var fantastisk til at forudsige. Men lad det være sagt: Jeg har ikke skrevet nogen drejebog som partisekretær. Ikke endnu i hvert fald," siger han og slår det store smil op, som er så karakteristisk for ham.

Deler skæbne med landbruget
I nogle år var det, som om Venstre gjorde en dyd ud af ikke at fremstå som et parti med tætte bånd til det landbrugserhverv, hvor partiets vugge engang stod. Så hentede man Henrik Høegh direkte ind fra Axelborg til posten som fødevareminister, og nu følger så valget af Landbrug & Fødevarers direktør som chef for Venstres Landsorganisation.

"Venstre og landbruget har et skæbnefællesskab. Vi har det samme organisatoriske bagland. Det er jo i vid udstrækning bønder, der fører valgkamp for Venstre. Landbruget er en vigtig del af Venstres historie og vil blive det i mange år fremover. Jeg ved om nogen, hvad landbruget tænker. Det vil jeg tage med mig som en styrke som partisekretær. Men vi skal lave ting for flere erhvervssektorer - Venstre er erhvervslivets parti. Jeg vil tillade mig at sige, at jeg forstår erhvervslivet i bred forstand."

Bli'r han god?
Bliver Claus Søgaard-Richter en succes? Det kan sagtens tænkes. Han kommer til Venstre på et tidspunkt, hvor partiet - som i 1998-2001 - skal justere sin politik. Hvor der er brug for en ny organisatorisk førstemand med vilje til at skære igennem. Han kommer med masser af ledererfaring og er alligevel kun i starten af sin karriere. Og han er inkarneret partimand, der allerede er kendt af partiet på Christiansborg som en dygtig administrator.

I første omgang fylder han 40 år næste mandag den 30. april, og fejrer det med en stor fest for venner og familie den 12. maj. Så tager han for alvor fat på at forberede kommunalvalget i efteråret 2013. Går Venstre frem hér, har de nuværende regeringspartier grund til for alvor at være bekymret over Venstres nye killer.


Claus Søgaard-Richter sidder på spring på bænken i parken bag Venstres hovedkvarter. Første mål er stemmefremgang ved kommunalvalget næste efterår.

Research & foto: Agnete Finnemann Scheel

MODTAG ET DAGLIGT NYHEDSBREV FRA ALTINGET.DK
Altinget.dk er en uafhængig, journalistisk netavis, der skriver om dansk og international politik. Bestil Altinget.dks gratis daglige overblik her.

God fornøjelse,
Mvh. Rasmus Nielsen, chefredaktør
Email:
Kære læser,

Du er blevet opmærksom på en artikel fra Altinget.dk gennem Infomedia.

Hvis du er abonnent hos Altinget.dk og er logget ind med emailadresse og kode, kommer du direkte ind på den artikel, du har ønsket at se. Glemt kode - klik her.

Hvis du ikke er abonnent, kan du hurtigt og nemt bestille et gratis og uforpligtende prøveabonnement her.

God fornøjelse.

NAVNENYT:
Logo 5 medarbejdere til Passagerpulsen i Forbrugerrådet Tænk
FRIST: 15/8 2014
Logo Konsulent med flair for kommunikation og marketing til Bus & Tog - organisationen for kollektiv trafik
FRIST: 6/8 2014
Logo Konsulent med flair for projektstyring til Bus & Tog
FRIST: 6/8 2014
Logo Økonomi- og administrationschef til Bus & Tog
FRIST: 6/8 2014
DIPD søger projektkoordinator til dansk og international parti- og demokratibistand
FRIST: 29/8 2014
Konsulent/chefkonsulent til Dansk Erhverv og Forlæggerforeningen
FRIST: 12/8 2014
Svensk kundkonsulent till Altinget.dk. Deltidstjänst.
FRIST: 11/8 2014
Svensk kundkonsulent på Altinget.dk. Fulltidstjänst.
FRIST: 11/8 2014
Afdelingschef for standarder og it-arkitektur til National Sundheds-it
FRIST: 14/8 2014
It-projektleder og it-arkitekt til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
FRIST: 15/8 2014
Redaktør til Agenda
FRIST: 10/8 2014
Strategisk enhedschef med politisk tæft
FRIST: 29/8 2014
Projektmedarbejder med interesse for folkeskolen søges
FRIST: 18/8 2014
Student til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering
FRIST: 17/8 2014
AK-Samvirke søger en konsulent med særlige kompetencer
FRIST: 10/8 2014
Bendt Bendtsen søger politisk assistent til Europa-Parlamentet
FRIST: 15/8 2014
To engagerede kolleger til økonomi og sundhedsdata
FRIST: 12/8 2014
Direktør til Pharmadanmark
FRIST: 26/8 2014
Public affairs-konsulent til Forsikring & Pension
FRIST: 11/8 2014
Regnskabs- og økonomimedarbejder til DIPD
FRIST: 18/8 2014
Politisk kampagnekoordinator til Forbrugerrådet Tænk
FRIST: 15/8 2014
Jurist til ATP
FRIST: 10/8 2014
Marketing- og kommunikations-konsulent til Vindmølleindustrien
FRIST: 30/7 2014
Kapacitetsudviklings-konsulent med stærke netværkskompetencer
FRIST: 13/8 2014
Pressechef til Klima-, Energi- og Bygningsministeriet
FRIST: 8/8 2014
Ambitiøs projektkonsulent til Regionernes Sundheds-it (RSI)
FRIST: 11/8 2014
Universitetsdirektør til Aalborg Universitet
FRIST: 7/8 2014
Kommunaldirektør til Fanø Kommune
FRIST: 11/8 2014
Danske Regioner søger 2 konsulenter til Videncenter for Jordforurening
FRIST: 1/8 2014
Sort pil Indryk jobannonce
SENESTE PÅ ALTINGET: