Debat

Anlægsentreprenører: Giv grønt lys til Femern

DEBAT: Der er ikke nogen grund til at udskyde arbejdet omkring Femernforbindelsen yderligere, skriver Danske Anlægsentreprenørers branchedirektør, Niels Nielsen. Det er tid til at se fremad og til at tage fat på landanlæggene og Storstrømsbroen, mener han.

Nu skal der gang i Femern-arbejdet, skriver branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører Niels Nielsen.
Nu skal der gang i Femern-arbejdet, skriver branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører Niels Nielsen.Foto: Pressefoto, Danske Anlægsentreprenører
Line Jenvall
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Niels Nielsen
Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører

Det var en velkommen og glædelig meddelelse, da Ernst & Youngs Finansielle Rapport for Femernforbindelsen blev offentliggjort i torsdags. 

Velkommen fordi den landede midt i et uskønt politisk stormvejr orkestreret af oplagte modstandere af Femernforbindelsen. Nu kom der så fakta på bordet, der underbygger bygherrens beregninger og forudsætninger på næsten alle punkter og herunder dokumenterer projektets finansielle soliditet.

Bygherren og entreprenørkonsortierne er efter en mere end tre års lang udbuds- og dialogfase kommet frem til priser og tidsplaner, der i høj grad gør Femernforbindelsen realiserbar.

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit debatindlæg til [email protected].

For risikabelt at trække i land nu
Der var som nævnt politiske røster fremme i forrige uge, som overvejede at annullere den nuværende udbudsproces og genudbyde Femernforbindelsen, når den tyske godkendelse foreligger. 

Vi må nu formode, at det ikke kommer dertil, da det både vil være kostbart og risikabelt. 

Femern A/S er klar, entreprenørerne er klar og Lolland og Falster er klar. Giv Femern A/S lov til at skrive kontrakterne under snarest, så man ikke risikerer, at tilbuddene udløber.

Niels Nielsen
Branchedirektør i Danske Anlægsentreprenører

Kostbart, fordi hele processen med prækvalifikation og udbud skal gentages, og risikabelt, fordi det vil belaste tilliden til bygherren, så man ikke kan forvente, at entreprenørkonsortierne igen stiller op med samme kompetence og skarphed i prisen. 

Vi skal her lige huske på, at de hver især allerede har brugt et trecifret millionbeløb på en uforståelig politisk grundstødt udbudsproces. Det vil der næppe være stor lyst til i en anden omgang med risiko for aflysning.

Ingen grund til at tøve
Det er derfor, vi glæder os over den finansielle rapport, som bør få os alle til at se fremad. 

Det nu fremlagte budget er baseret på de bedste af de modtagne tilbud, og på at samme tilbud antages, inden vedståelsesfristen udløber midt i maj 2016. De nødvendige terminer og pauser for at respektere den langsommelige håndtering af projektets miljøgodkendelser i Tyskland kan indeholdes i de økonomiske rammer.

Så findes der vel ikke mere grund til at tøve. Femern A/S er klar, entreprenørerne er klar og Lolland og Falster er klar. Giv Femern A/S lov til at skrive kontrakterne under snarest, så man ikke risikerer, at tilbuddene udløber. 

Og kom videre med at realisere baneanlæggene på Lolland, Falster og Sydsjælland og den nye Storstrømsbro for de danske virksomheder, og de lokale arbejdere behøver ikke at ligge stille, til Femern-arbejdet går i gang. De er allerede klar til landanlæggene og Storstrømsbroen.

Tid til en afklaring
Entreprenørkonsortierne på Femernforbindelsen og entreprenørfirmaerne på baneanlæggene har oplevet meget lange og kostbare tilbudsfaser og har brug for afklaring, så de kan komme i gang med planlægning og udførelse.

En god og lang planlægningsfase og parathed hos entreprenørernes dygtige ingeniører skal medvirke til at Femernforbindelsen står færdig så hurtigt som muligt til gavn for Danmarks udvikling og økonomi.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00