Billige billetter får svenskerne tilbage i toget

BANEKONFERENCE: I Sverige lykkes de svenske statsbaner med at få passagererne tilbage i toget med billige billetter. Imens tager billige busruter en stadig større andel af passagerene fra DSB i Danmark. Men billige togbilletter er ikke på tegnebrættet, siger V og S. 

SJ har i Sverige formået at vende en nedgang i togpassagerer, blandt andet ved hjælp af billige billetter og punktlighed. Fra Stockholm til København går togene fem gange dagligt. 
SJ har i Sverige formået at vende en nedgang i togpassagerer, blandt andet ved hjælp af billige billetter og punktlighed. Fra Stockholm til København går togene fem gange dagligt. Foto: Colourbox
Frederik Tillitz

Tivoli Congress Center var fyldt til randen med banebranchens chefer, universiteternes logistiknørder og transportordførere under dette års banekonference.

Togbranchens udfordringer hober sig op. Den taber stadig større terræn til busselskaber, der tilbyder billige billetter mellem Danmarks største byer. Ifølge DR har DSB mistet 491.000 passagerer til bustrafikken siden 2012.

I Sverige er historien om togtransporten en anden. Maria Hofberg, direktør for indtægter og prissætning ved de svenske statsbaner (SJ), holdt under konferencen et oplæg om den svenske succes med at få flere passagerer tilbage i togene.

”De to vigtigste ting til vores fremgang har været kundefokuseret innovation og en stor øgning af billigere billetter. Det har helt sikkert været hovedårsagerne til vores succes,” siger Maria Hofberg. 

De to vigtigste ting til vores fremgang har været kundefokuseret innovation og en stor øgning af billigere billetter. Det har helt sikkert været hovedårsagerne til vores succes

Maria Hofberg
Direktør for indtægter og prissætning i SJ

I SJ steg antallet af togpassagerer til København alene i 2015 med 22 procent. De svenske statsbaners største konkurrent på de lange distancer er dog ikke busser, men passagerfly. 

Ingen billige billetter i Danmark
I en live-rundspørge blandt deltagerne til banekonferencen svarede 41 procent af de tilstedeværende, at billige billetter var det vigtigste middel til at få flere passagerer tilbage i toget.

Selvom banebranchen selv ser billigere billetter som løsningen, bliver der fra politisk side ikke lagt op til, at det bliver en realitet.

”Vi bliver nødt til at prioritere, og tog til tiden er det absolut vigtigste. Det er det passagerne efterspørger,” siger Kristian Pihl Lorentzen, transportordfører for Venstre.

Heller ikke Socialdemokraterne ser billigere togbilletter som løsningen på togtransportens udfordringer.

”At sikre togpassagerene billige billetter vil komme til at koste mange, mange, mange milliarder. Den hopper jeg ikke med på,” siger Rasmus Prehn, transportordfører for Socialdemokraterne.

EL: Billige billetter er det vigtigste
Et busselskab som Rødbillet tilbyder priser på under 70 procent af den pris, som DSB tager for samme rute. I Enhedslisten ligger man ikke skjul på vigtigheden af billigere togbilletter.

”Dyre billetter er uden tvivl det største problem togbranchen har lige nu,” siger Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten, og fortsætter:

”Alle undersøgelser viser, at det er passagernes største ønske at få billigere billetter. Det er det, DSB behøver for at få passagerene tilbage.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Hyllested

Fhv. MF (EL), transportordfører, landdistrikts- og øordfører, turismeordfører
Havnearbejder (Esbjerg Havn)

Kristian Pihl Lorentzen

Fhv. MF (V), fhv. næstformand for Færdselssikkerhedskommissionen, major
videregående officersuddannelse (Forsvarsakademiet og Hærens Officersskole 1990)

Rasmus Prehn

MF (S), fhv. minister for fødevarer, landbrug og fiskeri og for udvikling
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 2002)

0:000:00