Debat

ITD: Åbn broen til Europa

DEBAT: Hver gang store vejinfrastrukturprojekter sættes i gang, hagler kritikken ned over dem. Men al opgradering af vejinfrastruktur er godt for Danmark, og den nye Femern-forbindelse er ensbetydende med vækst, skriver Jacob Christian Nielsen, adm. direktør i ITD.

Femern-forbindelsen vil knytte Danmark sammen med resten af Europa og er et stort skridt i den rigtige retning. Det mener Jacob Christian Nielsen, Adm. direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
Femern-forbindelsen vil knytte Danmark sammen med resten af Europa og er et stort skridt i den rigtige retning. Det mener Jacob Christian Nielsen, Adm. direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport.
David Laungaard Lose
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jacob Christian Nielsen
Adm. direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Det er ikke svært at bygge en bro. Det er faktisk enklere at bygge en bro som Femern-forbindelsen end et hus, siges det. Men faktum er, at hver eneste gang store vejinfrastrukturprojekter sættes i gang i Danmark, så hagler kritikken ned over projekterne.

Vi så det med Storebæltsbroen, hvor frygten for at miste kolbekaffen og de rødternede duge på DSB-færgerne pludselig stod i vejen for en gennemgribende effektivisering af den danske infrastruktur. Broen kom og de danske øer var landfaste med Jylland til glæde for begge sider af bæltet og til gavn for mobiliteten i Danmark. Det er vel de færreste danske billister anno 2015, der fortsat savner færgetransporten. I stedet glæder de sig over, at Danmark har fået et nyt vartegn, som bringer én over Storebælt på 20 minutter.

En bro, der skal krydses
Men vi står der igen. Transportminister Magnus Heunicke (S) befinder sig netop nu midt i et regulært stormvejr med det omdiskuterede byggeri af Femern-forbindelsen.  Projektet skrider pga. tysk tilbageholdenhed, en prisseddel, der vokser, og samtidig slår modstandere af projektet dagligt ministeren i hovedet med nye beregninger – alle med det sigte at vise, at projektet allerede nu er et økonomisk morads. Der er gang i den, som altid når Danmark bygger stort.

I ITD er vi af den holdning, at al opgradering af vejinfrastruktur er til det bedre for Danmark. Ja, jeg skal ærligt indrømme, at det er os med lastbilerne, men vi ser ikke kun perspektiverne fra førerhuset.

Vi repræsenterer knap 17.000 ansatte i de danske transport- og logistikvirksomheder. I vores verden er en landfast forbindelse med Tyskland et stort skridt i den rigtige retning. Det er ensbetydende med vækst for Danmark og de danske virksomheder, der enten fragter gods eller får fragtet sine varer. Derfor bakker vi også op om transportministeren og forligsparterne bag Femern-forbindelsen. 

Vi ser ind i et marked, hvor mængden af gods vokser. Vi mener derfor, at det er ren logik, når Danmark og Europa knyttes tættere sammen. Det europæiske marked er vigtigt for Danmark, og langt den største del af den danske eksport går lige over grænsen til Tyskland. En ny Femern-forbindelse vil bidrage til, at godset får nye veje at køre. Det simple faktum at hjulene i den europæiske industri er begyndt at dreje rundt igen, giver os yderligere forhåbninger om, at antallet af godstransporter vil øge. Kravet til det, er en velfungerende infrastruktur.

I ITD er vi af den holdning, at al opgradering af vejinfrastruktur er til det bedre for Danmark.

Jacob Christian Nielsen
Adm. direktør i ITD – Brancheorganisation for den danske vejgodstransport

Det siges, at det sværeste i livet er at vide, hvilke broer man skal krydse, og hvilke man skal brænde. I den her henseende så er Femern-forbindelsen en bro, der skal krydses til gavn for Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Christian Nielsen

Adm. direktør, Meldgaard Recycling, fhv. folketingskandidat, Venstre
hd i regnskab, MBA (Leicester)

0:000:00