Debat

Cyklistforbundet: Indfør kørselsfradrag for cykelpendlere

DEBAT: Et særligt fradrag for cyklister, der pendler de kortere afstande mellem 6 og op til 24 kilometer dagligt, skal få flere danskere i sadlen, skriver Mike White, næstformand i Cyklistforbundet. 

Et særligt fradrag for cyklister skal få flere danskere i sadlen, skriver Mike White, næstformand i Cyklistforbundet.
Et særligt fradrag for cyklister skal få flere danskere i sadlen, skriver Mike White, næstformand i Cyklistforbundet.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Mike White
Næstformand i Cyklistforbundet

Vi kommer kun til et vist punkt med frivillighed og bedre infrastruktur, men med et specifikt befordringsfradrag for cykelpendling fra seks kilometer dagligt vil vi kunne løfte cyklismen på en hidtil uset virkningsfuld måde.

Mike White
Næstformand i Cyklistforbundet

Da en kreds af partier med Venstre for bordenden indgik en ti-årig trafikaftale tilbage i 2009, skete der noget ganske fantastisk for det cyklende folk i Danmark.

Fakta
Folketingsvalget står for døren.

I de kommende uger benytter Altinget: velfærdsteknologi lejligheden til at spørge en række centrale aktører: "Hvad skal en ny regering prioritere, hvis du kunne bestemme?"

Gennem de næste uger vil en bred vifte af aktører således komme med deres bud på, hvad der skal være øverst på dagsordenen efter valget.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 
Send dit indlæg til [email protected]

Vi fik den såkaldte cykelmilliard, der dog desværre kun gjaldt i halvdelen af forligsperioden, og siden har den Socialdemokratisk ledede regering fulgt op og suppleret med herlige ekstra-beløb i millionklassen, der også langt hen ad vejen har fået bred støtte.

Disse særlige puljer og midler har været med til at løfte cyklismen i Danmark ud af et kedeligt dødvande og har sat tyk streg under, at cyklismen er en væsentlig del af den grønne omstilling, det bæredygtige samfund og det gode sunde liv, som nationen har forpligtet sig på at opnå.

Brug for ny cykelmilliard
Derfor er det ærgerligt, at der ikke er vedtaget en ny cykelmilliard til glæde for landets en million dagligcyklister, de 4,5 millioner lejlighedsvise cyklister samt de mange cykelturister, der hygger sig på de danske stier og biveje.

På samtlige parametre tjener samfundet stort og stærkt på, at vi får flere borgere op på sadlen hver dag og ud på lidt længere distancer hver gang. Sundhed, miljø, klima og det gode liv bliver styrket.

Samtidig afhjælpes trængselsproblemer på bilvejene for dem, der ikke har noget andet valg. En borger, der cykler hver dag i stedet for at køre bil, er mindre syg, har færre sygedage, lever længere og er med til at sikre et bedre miljø og bidrage til formindskelse af klimapåvirkningen. Samfundet opnår en samlet milliard-gevinst på den ene million hverdagscyklister, der ruller rundt i gader og stræder hver dag. Cyklister gør gavn.

Kørselsfradrag for cyklister 
Næste skridt må logisk nok være at få fat i den store gruppe af bilist-borgere (68 procent af alle persontransport-ture i Danmark foretages per bil), der ikke lader sig lokke af søde ord og god vilje. Derfor foreslår Cyklistforbundet noget så simpelt som et særligt fradrag for cyklister, der pendler de kortere afstande mellem 6 og op til 24 kilometer dagligt. (se i øvrigt her)

Desværre har vi hos en lang række, ikke mindst førende, politikere og FV15-kandidater stødt på modvilje og automat-afvisninger af forslaget om et særligt kørselsfradrag for cyklister.

Men argumentet om, at det er for let at snyde og for svært at administrere, er ikke rimeligt efter min og vor mening. I dag er det teknisk muligt og meget billigt at implementere løsninger med mikrochip (jf. CykelScore-projekt på tre skoler i Aalborg og pendler-projekt i Aarhus) eller gps-baserede apps og lignende.

Giv forslaget en chance
Jeg vil foreslå, at man giver forslaget vilje og en chance. Man kunne starte med et antal meget benyttede hovedruter med særligt udvalgte punkter, hvor det kun er muligt at passere på cykel, hvor der så kan opstilles kontrol-enheder, hvor alle forbikørende cyklister med særligt cykel-fradrag bliver registreret - uden alt for store omveje kan de fradragsberettigede benytte disse ruter i en forsøgs- og evt. overgangsordning. Eller man kunne lade en gps-app spore kørslen og være registrant.

For at lette den administrative byrde kan man benytte stikprøver, når kontrolindsatsen udøves. Man kunne måske ligefrem lade det være en betingelse for fradraget, at man benytter særligt udpegede pendlerruter - vi får ikke alle med, men rigtig mange. Og mikro-chippen eller appén kan personaliseres på en måde, der besværliggør snyd.

Kæmpe samfundsbesparelser
Den administrative indsats kan næppe blive mere tyngende end så meget andet, og hvis det kommer til at kræve lidt flere ansatte, kan man sé på det som en lille investering, der tjener et meget stort fælles gode, der helt sikkert vil spare samfundskassen for et større beløb i forhold til indsatsen i det lange løb.

Ifølge Transportministeriet (Den Nationale Cykelstrategi,  ”Danmark op på cyklen”, 2014) tjener samfundet knap 7 kroner per kørt kilometer i sparede sundhedsudgifter, et længere aktivt arbejdsdueligt sundt liv og færre sygedage, hvis man kan flytte en bilist fra rattet til cykelstyret på den daglige pendlertur.

Men, der er altså et betragteligt potentiale for meget mere dagligcyklisme, som et særligt befordringsfradrag for cyklister helt sikkert er et af de allerstærkeste midler til at få forløst - vi kommer kun til et vist punkt med frivillighed og bedre infrastruktur, men med et specifikt befordringsfradrag for cykelpendling fra seks kilometer dagligt vil vi kunne løfte cyklismen på en hidtil uset virkningsfuld måde.

At give et særskilt fradrag til cykelpendlere alene og med de nuværende kilometertaktster vil givetvis flytte en hel del bilister over på cykel og få allerede cyklende pendlere til at cykle endnu mere i et hidtil uanet omfang, der vil vise sig på bundlinjen med en forbløffende effekt, der langt vil overgå etablerings- og driftsomkostningerne ved en sådan fradragsordning, ikke mindst anskuet fra en helhedsvinkel.

Gevinsten for sundheden, miljøet, klimaet, trængslen, det gode liv med mere må vel tælle allermest, ikke mindst når det gavner samfundshelheden i stor lukrativ stil? Et særligt cykelfradrag skal ses som en bæredygtig investering med et utroligt potentiale.

Og lige for en god ordens skyld: Cyklistforbundet er ikke bilhadere. Bilen er beklageligvis det lette og bekvemme valg i hverdagen, og som det foregår i dag, bliver bilen nærmest skam-kørt i alt for vidt omfang – vi ønsker, at bilen skal vælges og benyttes med større omtanke, at vi som samfund bruger bilen langt mere balanceret og i fornuftigt samspil med andre transportformer.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00