Debat

Dansk Erhverv: Luftfart i fugleperspektiv

DEBAT: Hvis Danmark skal tiltrække flere flyruter, er der brug for konkurrencedygtige rammevilkår, moderniserede luftfartsaftaler og højt serviceniveau fra myndighedernes side, skriver Jesper Højte Stenbæk fra Dansk Erhverv.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for transport i Dansk Erhverv

I 2016 igangsatte Transportministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet arbejdet med en ny dansk luftfartsstrategi. Strategien, der efter planen præsenteres i 2017, skal blandt andet sikre øget tilgængelighed fra Danmark i form af nye internationale ruter.

Videre præsenterede regeringen i slutningen af sidste år en helt ny turismestrategi, der skal gøre Danmark til et endnu mere attraktivt land for udenlandske besøgende.

Disse nye initiativer giver et klart billede af, at man fra politisk side anerkender, at luftfart og turisme er en vækstmotor for dansk økonomi.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Det er vi glade for i Dansk Erhverv, og vi venter spændt på luftfartsstrategien.

Det er ikke altid lige anerkendt, hvor meget luftfarten egentlig betyder for dansk økonomi, og hvilke konsekvenser den kraftige stigning i flytrafikken og de store strukturelle ændringer i flybranchen har for os alle sammen.

Nye flyruter øger Danmarks internationale tilgængelighed, og de er med til at styrke dansk erhvervsliv og med til at trække turister til Danmark.

Jesper Højte Stenbæk
Fagchef for transport i Dansk Erhverv

For kort tid siden hed det største europæiske luftfartsselskab Lufthansa og det største skandinaviske SAS. Nu hedder de henholdsvis Ryanair og Norwegian. At privatejede selskaber har været i stand til at give de hæderkronede statslige baghjul er i sig selv udtryk for et paradigmeskift, der har givet bølgegang både i og udenfor branchen.

Værdi langt ud over egen rækker
Men luftfart er langt mere end det. Branchen skaber værdi langt ud over egne rækker. Væksten i Københavns lufthavn har i perioden 2005 til 2016 øget Danmarks BNP med 36 milliarder kroner. Det er et ofte overset faktum at målt på værdi sendes 32 procent af dansk eksport i dag ud af landet med fly.

Samme tendens ses på verdensplan og de europæiske lande intensiverer i øjeblikket kampen om at tiltrække nye flyruter til deres respektive lufthavne. Danmark har brug for konkurrencedygtige rammevilkår, moderniserede luftfartsaftaler og højt serviceniveau fra myndighedernes side, hvis vi skal tiltrække flere flyruter.

Nye flyruter øger Danmarks internationale tilgængelighed, og de er med til at styrke dansk erhvervsliv og med til at trække turister til Danmark. På verdensplan voksede passagertrafikken med mere end fire procent sidste år, og med en forventet årlig stigning på seks procent for asiatisk turisme er Asien et af de hurtigst voksende turistmarkeder på verdensplan.

Danmark skal være et attraktivt land
Danmark skal være et attraktivt land at besøge. Mange vil gerne hertil, men hvis det er besværligt og dyrt, så holder det desværre mange væk. I den forbindelse er det et centralt problem, at Danmark har mange utidssvarende luftfartsaftaler med en række lande. De spænder ben for at få nye ruter – og det koster Danmark dyrt.

Det mest aktuelle eksempel er adgangen til vækstmarkederne i Asien. Hvis vi skal have bedre fat i vækstraterne derfra kræver det flere flyruter, der i sagens natur betyder overflyvning af Rusland. Luftfarten over Rusland reguleres af en 60 år gammel aftale med det tidligere Sovjetunionen.

En genforhandling kan hurtigt blive sammenblandet med andre sager som Ukraine, Syrien og gasledningen Nord Stream, og det er derfor nødvendigt med diplomatisk snilde at få det på plads. Til gengæld vil begge parter tjene på en udvidelse af aftalen, så der er basis for forhandlinger. Derfor vil vi opfordre regeringen til at have det som et væsentligt handlingspunkt i den nye luftfartsstrategi.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jesper Højte Stenbæk

Fagchef, Transport og Infrastruktur, Dansk Erhverv
cand.merc.jur. (Aalborg Uni. 1997)

0:000:00