Debat

Danske Busvognmænd: Busprojekter er vejen frem

DEBAT: Investeringer i bussernes fremkommelighed er til gavn for samfundsøkonomien, skriver Lasse Repsholt fra Danske Busvognmænd. 

Der skal postes offentlige midler i nye buspuljer, mener Danske Busvognmænd.
Der skal postes offentlige midler i nye buspuljer, mener Danske Busvognmænd.Foto: Colourbox
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Projekterne har nok ikke den samme X-faktor som en ny letbane eller indvielsen af en midtjysk motorvej, men det er snusfornuft og value for money." 

Lasse Repsholt
Chefkonsulent hos Danske Busvognmænd

Af Lasse Repsholt 
Chefkonsulent i Danske Busvognmænd.

Det var et spændende indlæg fra Kommunernes Landsforening om fremtidens kommunale veje 12. oktober 2016. Formand for KL's Teknik- og Miljøudvalg Jørn Pedersen indrømmer, at han ikke kender fremtidens transportbehov og ridser de mange ukendte forhold op: Mobilitetsbehovet, udviklingen af eldrevne biler, selvkørende biler, nye teknologier, der forbedrer sikkerheden på veje, udbredelsen af delebiler og meget mere. Det er ikke let at planlægge fremtidens kommunale veje. Den overordnede konklusion fra formanden er dog klar: Opgaven er at skaffe ”effektiv, men sikker afvikling, plads til alle, tryghed og fremkommelighed.”

Effektive busprojekter skaber fremkommelighed
Så behøver det hele måske ikke være så svært alligevel! I Danske Busvognmænd har vi ikke svarene på, hvordan man indretter den samlede infrastruktur til fremtidens transport, men vi har et godt bud på, hvordan vi kan komme videre herfra – i hvert fald på kort sigt. Investeringer i bussernes fremkommelighed er finansielt overkommelige og giver et godt samfundsøkonomisk afkast.

I perioden 2009 til 2013 blev der udmøntet i alt 680 mio. statslige kroner i de såkaldte buspuljer (Fremkommelighedspuljen og Passagerpulsen) fordelt på i alt 223 projekter og for-projekter. Ansøgerne – hovedsagligt kommuner – har bidraget med et tilsvarende beløb, så den samlede investering løber op i 1,3 til 1,4 milliarder kroner.

Projekterne blev evalueret af Trafik- og Byggestyrelsen i april 2016 og har i de fleste tilfælde (95 pct.) bidraget til bedre fremkommelighed og i mange tilfælde (64 pct.) også flere passagerer. Vejdirektoratet er gået et spadestik dybere med konkrete samfundsøkonomiske analyser af fem busfremkommelighedsprojekter i Aalborg, Hovedstadsområdet og Roskilde (marts 2016).

Her er projekternes samfundsøkonomiske værdi vurderet og giver meget positive resultater. Projekternes interne renter ligger i spændet fra 8 til 105 procent. Buspuljeprojekterne er en god forretning af to årsager: For det første kommer busserne og passagererne hurtigere frem. For det andet gælder det også i mange tilfælde, at der bliver skabt en bedre trafikafvikling for bilisterne. Bussen er en sikker transportform på vejen og scorer også højt på passagernes tryghed i bussen. Nu har borgmester Jørn Pedersen hele pladen fuld. Busprojekterne er bogstaveligt talt vejen frem.

Der er brug for nye buspuljer
Der er for tiden ikke flere puljemidler til busfremkommelighed. Den foreløbig sidste pulje til busfremkommelighed på 50,6 mio. kr. blev udmøntet i maj 2015 fordelt på 18 projekter. Puljen blev brugt rub og stub, så 14 ansøgninger på i alt knap 48 mio. kr. fik et pænt afslag. Men der er stadig behov for en fortsat prioritering og finansiering af fremkommeligheden for den danske bustrafik. Helt konkret nye buspuljer.

Busfremkommelighedsprojekterne har nok ikke den samme X-faktor som en ny letbane eller indvielsen af en midtjysk motorvej, men det er snusfornuft og value for money. Det har ikke altid været de bærende elementer i de danske investeringer i kollektiv trafik-projekter i de seneste år. Ingen nævnt, ingen glemt.

Og ja – tilbage til Jørn Pedersens debatindlæg – vi nyder alle sammen godt af busprojekterne, så en 50/50 finansiering mellem stat og kommune skal vi holde fast i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00