Ole Birk beklager: Det har ikke været godt nok

POSTNORD: Folketingets finansordførere blev orienteret om den kritiske situation i PostNord, før postordførerne fik besked. Det beklager transportminister Ole Birk Olesen (LA) nu. DF-ordfører truer med en næse til ministeren.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix
Amalie Bjerre Christensen

Finansordførerne i blandt andet Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet blev orienteret om PostNords behov for en kapitalindsprøjtning før partiernes postordførere.

Det beklager transport-, bolig- og bygningsminister Ole Birk Olesen (LA) efter et møde i Finansministeriet tirsdag morgen.

”Der har været et tidspunkt i processen, hvor vi har givet en orientering til finansordførerne, fordi der var en gennemgang af statens selskaber i Finansministeriet, og på det tidspunkt skulle postordførerne også have fået besked. Det beklager jeg, at de ikke fik på det tidspunkt,” siger transport-, bolig- og bygningsminister Ole Birk Olesen (LA).

Orientering skal være bedre
Sådan lyder meldingen, efter transportministeren og finansminister Kristian Jensen (V) tirsdag morgen har drøftet sagen om PostNord med Folketingets post- og finansordførere.

”Jeg har konstateret, at der fra ordførerkredsen har været en utilfredshed med orienteringsniveauet. Og jeg har taget ad notam, at det skal være bedre. De vil gerne have orientering hurtigere. Jeg synes, man skal respektere de flertal og forligskredse, der er i Folketinget,” siger Ole Birk Olesen efter mødet.

”Når en forligskreds siger, at jeg har gjort noget forkert, så har jeg det. Fordi jeg er minister i en regering, der har Folketinget som arbejdsgiver. Det har ikke været godt nok tidligere, og derfor skal det være bedre,” tilføjer han.

Ifølge transportministeren ville regeringen undersøge tallene fra PostNord ordentligt, inden de blev givet videre til postordførerne.

Kritik gennem længere tid
Mødet fandt sted, efter transportministeren gennem de seneste uger er blevet beskyldt af især Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet for at have undladt at orientere postordførerne om PostNords finansielle krise og selskabets planlagte spareplan.

Læs også: DF og opposition kritiserer Ole Birk Olesen i Postnord-sag

En spareplan, der indebærer en strukturel omlægning, som PostNord har bedt staten om en kapitalindsprøjtning på 2,3 milliarder kroner for at kunne finansiere.

Og netop behovet for en kapitalindsprøjtning beskylder Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet ministeren for at have skjult for postordførerne, da ministeren angiveligt skulle have fået beskeden fra PostNord 19. december.

Læs også: Få overblikket over PostNord-sagen

Finansordfører: Jeg lå syg derhjemme
Ifølge Socialdemokratiet fik finansordførere også tidligere besked end postordførerne. De lægger dog vægt på, at det er spørgsmål om tilliden i postforligskredsen.

”Der er ting, man ikke kan og må fortælle videre, når det er givet under skærpet fortrolighed. Jeg har personligt ikke deltaget i det pågældende møde, så jeg har ikke personligt siddet inde med information, fordi det var på et tidspunkt, hvor jeg lå syg derhjemme,” siger Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht efter mødet i finansministeriet.

Ifølge Socialdemokratiets postordfører er sagen stadig alvorlig.

”Oplysninger til finansordførerne er givet under skærpet fortrolighed, og derudover ligger det jo meget klart, at man på et tidligt tidspunkt i ministeriet, også lang tid før finansordførerne er blevet oplyst, har drøftet muligheden for en statslig kapitaltilførsel,” siger Christian Rabjerg Madsen, postordfører for Socialdemokratiet.

DF-gruppemøde afgør ministers skæbne
Transportminister Ole Birk Olesens beklagelse af, at han ikke orienterede postordførerne på samme tid, som finansordførerne fik en fortrolig orientering om PostNords kritiske situation, ser ud til at gøre indtryk på regeringens støtteparti Dansk Folkeparti.

Partiet vil dog først tage endelig stilling til, hvorvidt partiet fortsat har tillid til Ole Birk Olesen som minister, på et gruppemøde tirsdag klokken 11.

”Jeg hører det her som en beklagelse fra ministeren over det forløb, som vi har kritiseret. Nemlig manglende og for sen information,” siger Kim Christiansen, transportordfører for Dansk Folkeparti og tilføjer:

”Jeg kan sige, at det ligner en meget stor næse til ministeren.”

Ifølge finansminister Kristian Jensen skal regeringen nu afprøve PostNords spareplan for at vurdere størrelsen på en mulig kapitalindsprøjtning. Derudover skal regeringen drøfte sagen med den svenske stat, som ejer 60 procent af PostNord.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

0:000:00