DF: Passagerregistre er nødvendigt svar på terror

Af Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Et passagerregister redder os ikke fra de voldelige islamisters terror, men det indskrænker deres bevægelsesfrihed og gør deres planer mere besværlige at føre ud i livet.

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Ville vi ikke alle ønske, at vi kunne gå hurtigt, nemt og ubesværet ombord på et fly? Uden at skulle tage sko og bælter af og aflevere tandpasta, hårgelé og bløde oste? Var det ikke rart med en hverdag uden overvågningskameraer?

Glem det: Selv om følelsen af at være anonym og ”borte fra det hele” kan være tiltalende, så er den blevet en luksus, vi ikke har råd til.

Faren for, at én eller flere islamiske terrorister slår til med skydevåben, knive eller sprængstoffer, er så realistisk og virkelig, at vi er nødt til at tage vores forholdsregler.

Faren for, at én eller flere islamiske terrorister slår til med skydevåben, knive eller sprængstoffer, er så realistisk og virkelig, at vi er nødt til at tage vores forholdsregler.

Anders Vistisen (DF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Vi kan og må ikke være naive i kampen mod terror, for terroristerne mangler ikke fantasi; i dag er ethvert sted, hvor ”vantro” er forsamlet, et legitimt mål for hellig krig, og de vil gå efter alle bløde mål, som vi ikke beskytter.

Brug for passagerregister
Derfor må vi have et register med oplysninger om alle passagerer, som bevæger sig ind og ud af Europa og mellem de europæiske lufthavne. Men sådan et passager-register, PNR, er nu siden 2013 blevet blokeret af en kværulerende alliance af liberale og rød-grønne i EU-parlamentet.

Jeg kan forstå, at personer, som har været udsat for kommunistisk tyranni, er yderst følsomme over for overvågning. De mener, at overvågningen ikke står mål med udbyttet, og det krænker den enkeltes privatliv.

Lad mig slå det fast med det samme: Jeg har ingen problemer med, at efterretningstjenesterne ved, hvilken mad jeg har fået på et fly, hvor jeg har siddet, eller hvilket kreditkort jeg har betalt med. Det er, efter min mening, en ret lille pris at betale for, at efterretningstjenesterne har de mest optimale redskaber i kampen mod terror, og sådan tror jeg faktisk, at de fleste danskere har det. Kampen mod terror kræver ofre fra os alle, hvis vi vel at mærke vil bevare vores vestlige værdier, og jeg mener på ingen måde, at et passagerregister reelt truer privatlivets fred.

Databeskyttelse eller blodige massegrave?
Nogle af modstanderne af PNR, som skriger højt om databeskyttelse, borgerlige frihedsrettigheder og er konsekvent bløde over for islamisk terrorisme, er ironisk nok politikere fra kommunistpartier, som indtil Murens Fald varmt forsvarede både STASI, muren og DDR’s overvågning af borgerne - som kommunisterne i EU-parlamentets rød-grønne gruppe.

Nu er de forvandlet til sarte mimoser, som bliver hysteriske, blot de ser et overvågningskamera, selv om de ikke havde de samme kvababbelser ved Erich Honeckers landminer og selvskydende maskingeværer.

Det er de samme politikere, som henviser til, at kameraer ikke forhindrede, at islamiske bombemænd dræbte og lemlæstede spanske og britiske togpassagerer i 2004 og 2005. De ser bare behændigt bort fra, at netop kameraer gjorde, at man få timer efter udåden kunne identificere gerningsmændene.

De bløde politikere mangler proportioner: De er mere bekymrede over, at det store stygge USA skal få fingre i personlige dataoplysninger, end at fly og lufthavne skal blive forvandlet til blodige massegrave. Men naturligvis skal informationerne i et passagerregister beskyttes med al den teknologi og de politiske garantier, vi har til rådighed.

Et passagerregister redder os ikke fra de voldelige islamisters terror, men det indskrænker deres bevægelsesfrihed og gør deres planer mere besværlige at føre ud i livet. Og hvis Europa-Parlamentet nægter at se virkeligheden i øjnene og bliver ved at obstruere, må landene selv tage affære og skubbe Europa-Parlamentet til side. Det ville i øvrigt passe mig udmærket.