DTL til Bondam: Cyklister skal bidrage til færre ulykker

Af Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL - Danske Vognmænd

Min åbning af debatten om cyklisters eget bidrag til at nedbringe antallet af ulykker har fået Klaus Bondam til at fare i blækhuset. Jeg ser dog ingen grund til at tale os længere fra hinanden. I praksis ønsker vi jo begge at reducere antallet af ulykker – det, vi diskuterer, er virkemidlerne.

Ikke desto mindre er der et par ting i Cyklistforbundets direktørs duplik, som jeg ikke kan sidde overhørig.

Jeg har stillet spørgsmålet: Kan man – i lyset af dels ulykkesstatistikkerne og dels antallet af cyklister i især de store byer – overhovedet begynde at debattere hvad cyklisterne selv kan bidrage med for at nedbringe antallet af cyklister involveret i trafikulykker?

Klaus Bondams svar får mig næsten til at tro, at det spørgsmål må man reelt ikke stille. Og det synes jeg faktisk er lidt forstemmende.

For ser man på Klaus Bondams svar, så er det én lang afvisning af (lov)krav til cyklister. Der er lidt prosa om enighed om intentionerne, en del tvivl om effekten af krav til cyklister, mange argumenter for hvorfor det vil få færre til at cykle og så videre.

Er det ikke et fælles ansvar at få reduceret det høje antal ulykker, der involverer cyklister?

Erik Østergaard
Administrerende direktør, DTL - Danske Vognmænd

Men der er ikke, sådan som jeg læser Klaus Bondam, nogen reel vilje til at se på spørgsmålet: Kan vi som cyklister, ved krav til ændret adfærd, reducere antallet af ulykker?

Alle er ansvarlige i trafikken
Helt ærligt: Jeg synes da, det er fint, at Cyklistforbundet appellerer til cyklisterne om at koncentrere sig i trafikken, anbefaler lys og refleksjakker og så videre. Nøjagtig som jeg anbefaler vores medlemmer at koncentrere sig om kørslen, indstille og bruge spejlene korrekt og så videre.

Sagen er jo bare, at vi sammen og hver for sig kan appellere og henstille og have alle de bedste intentioner – og alligevel sker der ulykker. Det er jo derfor, jeg har taget debatten op. For der er gennem årene stillet rigtig mange krav til lastbilerne, deres indretning, spejle, kameraer og så videre.

Lastbilproducenterne underlægges løbende nye EU- eller nationale krav. Teknologisk er der sket meget. Den udvikling skal fortsætte – finder vi på nye, gode tiltag i forbindelse med lastbilen, der kan reducere ulykkestallet, så skal vi selvfølgelig gøre det.

Men det er som om Bondam slet ikke anerkender, at trafikken, herunder trafikkulturen, har ændret sig.

Flere cyklister, hurtigere cykler (herunder elcykler), tættere trafik, flere der cykler med musik i ørerne eller taler telefon eller sms’er eller… fortsæt selv listen.

Så mener Bondam, at det alene er lastbilchaufføren – eller bilisterne – der med lovkrav og så videre skal forsøge at bidrage til en reduktion af antallet af ulykker? Mener Klaus Bondam seriøst, at cyklister er så særlig en trafikal race, at de er hævet over regulering og krav? Uanset, i øvrigt, hvordan de betér sig i trafikken?

Forfængelighed vægter højest
Det er muligt at antallet af cyklister vil falde, hvis der kom et krav om for eksempel refleksvest. Det er jeg enig i ville være ærgerligt. Men det da også nærmest en tilståelsessag: Cyklister skal have lov til at vægte forfængelighed over sikkerhed?

Sandheden er jo, at lastbilchaufføren altid – fysisk – overlever mødet med en cyklist. Det modsatte er desværre ikke altid tilfældet. Hvis nu en refleksvest på cyklisten ville reducere antallet af ulykker med for eksempel 20-30-40 procent – var det så ikke værd at tage med? Også selvom det måske i en periode ville nedsætte antallet af cyklister med nogle få procent?

Den trængsel, som Klaus Bondam er så bekymret for – og som allerede er et stort problem – ville nok heller ikke friste de mange cyklister i hverdagen i Aarhus eller København. Jeg tror ikke et sekund på, at de ville vælge bilen frem for cyklen, selvom forfængeligheden i refleksvest lider et knæk den første uges tid.

Jeg synes det er rigtig fint, at Cyklistforbundet opfordrer deres medlemmer til alt det rigtige. Og tro mig – hvis henstillinger og fromme ønsker i den bedste af alle verdener så også materialiserede sig som virkelighed, så ville jeg ikke have nogen problemer med mine medlemmers chauffører og Klaus Bondam ingen problemer have med sine cyklister. Men der er nu engang forskel på lønlige håb og livet på asfalten.

Orienteringsstop skaber forvirring
Det falder mig sgu ærlig talt lidt for brystet, når Bondam så spørger til Havarikommissionens anbefalinger. Obligatorisk orienteringsstop først: Dertil har vi sagt, at vi er bange for, at det reelt vil vise sig kontraproduktivt at forskellige typer af biler har forskellige krav – altså at cyklisterne kan blive mere udsatte, hvis de forventer, at en lastbil skal stoppe, men at en stor varebil så kommer buldrende.

Der er mange, der ikke kender eller kan se forskellen. Et orienteringsstop kan skabe den forvirring. 

Men nok så vigtigt: Vi har også sagt, at hvis man politisk beslutter, at man vil forsøge sig ad den vej, så lever vi fint med det, og der skal ikke lyde nogen protester fra os. Men vi er bekymrede for resultatet – og det har vi valgt at være ærlige om.

Offentligt udbud er ikke løsningen
Så nævner Bondam krav til kommuner om offentlige udbud af transportopgaver. DTL - Danske Vognmænd plæderer løbende, og af mange grunde, klare og kontante krav til transportøren. Og vi har i al beskedenhed ført an i kampen mod gardiner og pynt i førerhusene og har i årevis deltaget konstruktivt i det lovforberedende arbejde om spejle, undervisning i spejlindstilling, undervisning af børn om udfordringerne med at blive set fra en lastbil og alt muligt andet.

Så hvis det fra Klaus Bondams side er ment som en kritik, må jeg melde hus forbi – og blot tilføje, at Bondam her kigger i bakspejlet på ting, der er allerede er gjort – mens jeg forsøger at se på, hvad vi kan gøre yderligere i fremtiden.

Klaus Bondam mener, vi kan bruge politiets ressourcer bedre, end på at kontrollere, om cyklister har refleksvest på. Det er da utvivlsomt rigtigt, men det kan vi jo sige om så mange ting. Faktum er, at alt for mange cyklister kommer til skade hvert år: I soloulykker, i clinch med andre cyklister, i clinch med dårlige veje, med personbiler og varebiler – og med lastbiler.

Refleksvest er en nem hjælp i trafikken
Så mit spørgsmål er igen: Er det ikke et fælles ansvar at få reduceret det høje antal ulykker, der involverer cyklister?

Jeg tror, jeg taler på mere end lastbilbranchens vegne (som står for en meget lille del af ulykkerne), når jeg hævder, at for eksempel refleksvest vil øge synligheden generelt. Det kan altså også reducere antallet af ulykker med personbiler og varebiler (som tilsammen udgør betydelig flere af ulykkerne).

Jeg har ikke anfægtet cyklismens positive betydning for folks helbred og reduktion af forurening og trængsel m.m. Men jeg kan jo ikke svare for folks valg af cykel eller fravalg af motion. Jeg kan svare for vognmændene, som både med pisk og med gulerod har bidraget meget for at øge sikkerheden.

Jeg savner, at cyklisterne begynder at bidrage til sikkerheden gennem deres adfærd og valg i trafikken. Jeg må forstå, at det åbenbart kun skal ske gennem opfordringer – og er utænkeligt gennem krav. Som de siger i amerikanske retssalsdramaer: I rest my case.