De nyligt indgåede aftaler på transportområdet, henholdsvis Infrastrukturplan 2035 og Grøn omstilling af vejtransporten, har set fra Enhedslistens perspektiv været skuffende – ikke mindst set fra en klimamæssig vinkel.

Samlet er der tale om aftaler, der kun giver godt to millioner tons CO2-reduktioner. Når vi ser på udledningerne fra transportsektoren i 2030, taler vi om udledninger tæt på 14 millioner tons, hvor over halvdelen forventes at komme fra personbilerne.

Hvis vi på nogen måde skal gøre os forhåbninger om at lykkes med vores klimamålsætning om 70 procent CO2-reduktion i 2030, skal der ske langt mere på transportområdet.

Enhedslisten kom for nogle år siden med en gennemregnet klimaplan, som samtidig var fuldt finansieret. Det mest virksomme tiltag inden for transportområdet var et fuldt stop for salg af fossilbiler i 2025. Dette er stadigvæk noget, Enhedslisten arbejder for, men når vi ser ud over det politiske landskab, er det jo nok ikke et realistisk tiltag, med den sammensætning Folketinget har nu. Vi er jo her blandt andet oppe imod EU og det indre marked. Men hvad skal der så til?

Hybrid på niveau med fossil

Dybest set er der behov for, at vi gør det dyrere, vi vil af med, og det, vi gerne vil fremme, billigere.

Vi ser heldigvis, at salget af rene elbiler er stigende. Men for hver elbil, der sælges, sælges der tre plug-in hybridbiler. Vi anser ikke hybridbiler for at være ”rigtigt” grønne. Rådet for Grøn Omstilling gør i sit debatindlæg opmærksom på, at ”udenlandske undersøgelser peger på, at plug-in hybridbiler reelt har syv gange højere klimabelastning end elbiler.”

Vi oplever en meget fodslæbende regering, der lider af "vælgerangst" for at gøre det, der skal til.

Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

Dette vil efter min mening i sig selv være nok til at tage fat på vejtransportaftalen fra december igen. En revideret aftale bør munde ud i, at afgifterne for de fossile biler får et godt hak opad, og at hybriderne kommer mere eller mindre på niveau med de fossile biler.

Hvor meget det kan give i reduktioner, har jeg ikke tal for, men en forskel vil det med sikkerhed gøre. Det følger jo den prøvede vej med at skrue på afgiftsskruen, noget som trods alt allerede har afspejlet sig i det stigende salg af el- og hybridbiler.

Og når vi nu er ved dét med afgifter, der målrettet rammer fossilbilerne, er et andet – helt oplagt – tiltag at hæve afgifterne på benzin og diesel. Gerne væsentligt højere end nu, men da som minimum til et niveau, der matcher det tyske niveau, som netop er sat i vejret. Det vil både betyde CO2-reduktioner samt et ekstra provenu i statskassen, som oplagt kan bruges til den grønne omstilling. Hvis man ”nøjes” med at hæve til tysk niveau, vil man samtidig undgå problematikken omkring grænsehandel.

Kommunale nulemmissionszoner

Ovenstående vil dog ikke bringe os i nærheden af de reduktioner, der er behov for inden 2030. Og når et decideret forbud mod fossilbiler ikke kan mønstre det nødvendige politiske flertal, bliver vi nødt til at se på andre virkemidler.

For Enhedslisten er en naturlig vej at gå en indskrænkning af brugen af de fossile biler. Her vil vi give kommunerne ret til at indføre nulemissionszoner – zoner, som er forbeholdt biler, der ikke udleder CO2. Dette vil efter vores opfattelse rykke på balancen og betyde, at væsentligt flere vil fravælge at købe fossile biler.

Det bliver en vigtig brik i udfasningen af de fossile biler, når nu vi ikke i tide kan komme igennem med at stoppe for salget af disse biler. Den forbedrede luftkvalitet for de borgere, der bor i de kommende nulemissionszoner, i øvrigt ufortalt.

Hertil kommer vores ønske om at indføre road-pricing ved benyttelse af vejnettet. I vejtransportaftalen er der – ikke mindst på Enhedslistens krav - afsat midler til forsøg med road-pricing.

Road-pricing har den fordel, at afgiften kan differentieres efter klimabelastning, trængselsperioder, geografi med mere. Road-pricing vil give et betydeligt bidrag til CO2-reduktionerne. De forsøg, som allerede er gennemført af blandt andet Sund og Bælt, viser, at teknologien er til stede og moden!

Udfordringer med ladning

Og så er det oplagt, at vi får set på udrulningen af ladeinfrastruktur til el-biler. Eldrup-kommissionens delrapport 2 om netop dette, er desværre noget overset i sammenligning med den opmærksomhed, som den første rapport om grøn omlægning af afgiftssystemet fik.

Delrapport 2 påpeger en række barrierer for udbredelsen af ladestandere, som vi er nødt til at adressere. Det drejer sig om prisen på el ved opladning hjemme på matriklen, om sammensætning af de udbud, operatører byder ind på og afskrivninger på samme, om kommunernes (manglende) beføjelser i forbindelse med udbud, om kommunernes parkeringspolitik, om usikkerheden om el-prisen efter 2030.

Alt sammen noget, der skaber usikkerhed for investeringen i en el-bil, som derfor måske bliver fravalgt til fordel for en hybridbil (eller en fossilbil).

Klimakrisen buldrer derudad. Det burde vi også gøre.

Henning Hyllested (EL)
Transportordfører

Mere ambitiøse investeringer i cyklisme

Al den snak om biler, som en deltager på årets Trafikdage i Aalborg sagde ved den indledende rundbordsdiskussion, som jeg selv havde fornøjelsen af at deltage i.

Og rigtigt er det da, at vi ikke må glemme alternativerne til den omfattende bilisme og de mange (motor)veje. For der skal jo være et godt, hurtigt og komfortabelt alternativ, hvis vi vil flytte bilister ud af bilerne, skabe mindre trængsel og bedre klima og miljø, undgå støjen fra bilerne og skabe plads til mennesker i de mange byrum, der i dag er fyldt op med parkerede biler.

Her har Enhedslisten i mange år foreslået massive investeringer i cykelstier og den kollektive trafik. Til infrastrukturforhandlingerne stillede vi med et krav om at afsætte ti milliarder kroner til cyklisme. Det blev til tre milliarder kroner, hvilket er for uambitiøst for os og ikke imødekommer behovet. Især elcyklens kraftige udbredelse har gjort potentialet for cykling meget større.

Danmark halter bagefter på flyafgift

Under infrastrukturforhandlingerne måtte vi til vores overraskelse slås hårdt for at få reserveret midlerne til Togfondens anden fase, ligesom vi foreslog adskillige milliarder kroner afsat til vedligehold og reinvesteringer i jernbanen. Det sidste blev til 12,5 milliarder kroner, hvilket betyder et stort efterslæb, når vi når frem til 2030.

At der ikke blev afsat mere til cyklisme, og at der ikke rettes mere op på jernbanen – på trods af, at transportministerens serviceeftersyn påpegede, at jernbanen fremstod nedslidt, umoderne og udfordret – fortæller os, at folketingsflertallet fortsat – nu på femte årti – satser på biler og veje, og kun på en alt for langsom omstilling af transportsektoren i grøn retning.

De massive investeringer i cyklisme og kollektiv trafik kunne i hvert fald delvist finansieres ved at indføre en flyafgift (passagerafgift). Det er jo bemærkelsesværdigt, at Danmark er et af kun fire lande i EU, som ikke har indført flyafgifter endnu. Alle vore nabolande har for længst gjort det, og det er på tide, vi følger trop.

Vi foreslår en flyafgift, der differentieres på afstand, og hvilken klasse du flyver på. De penge vi kan få ind på denne konto – op til tre milliarder kroner årligt - skal oplagt bruges til den grønne omstilling herunder at gøre rejser med busser og tog billigere.

Afslutningsvist vil jeg konstatere, at vi på transportområdet har meget langt igen, hvis vi skal nå vores klimamålsætninger. Vi oplever en meget fodslæbende regering, der lider af ”vælgerangst” for at gøre det, der skal til.

Og vi ved, hvad der skal til – vi behøver ikke at klamre os til hockeystaven. Det eneste, der mangler er, at flere partier i Folketinget er klar til at gøre det, der er nødvendigt, i det tempo, der er nødvendigt. Klimaet forhandler ikke med nogen. Klimakrisen buldrer derudad. Det burde vi også gøre.