E45 kan blive offer i nervekrig om togfond 

FINANSLOV: Venstre og Dansk Folkeparti har indledt en blinke-konkurrence om Togfonden. Venstre kræver svar på, hvilke projekter DF vil droppe, mens DF beskylder regeringen for at opføre sig tåbeligt. Udvidelsen af E45 kan blive sagens offer.

Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

Togfond eller E45? 

Sådan tegner dilemmaet sig på Christiansborg, hvor togfond-partierne fastholder, at hele togfonden skal på finansloven, mens regeringen hellere vil nedjustere togfonden og i stedet bruge midler på at udvide motorvejen E45. 

”Hvis man prioriterer hele togfonden, er der ikke råd til motorveje; som eksempelvis at udvide E45 her og nu. Og det må man jo stå på mål for,” siger Venstres finansordfører Jacob Jensen, der dermed sender en stikpille til partierne bag togfonden.

Konflikten udspringer af, at Venstre fortsat ikke er indstillet på at acceptere at  udrulle hele første fase af Togfonden, som partierne bag blev enige om i sommers.

Regeringen kunne bare lade være med at putte E45 ind i finansloven, når der ikke er plads til det.

René Christensen (DF)
Finansordfører

Her lyttede man til regeringens kritik af, at der blot er 13,5 milliarder at gøre brug af.

Men regeringen har til togfondpartiernes fortrydelse blot valgt at indarbejde togfond-projekter for 7,3 milliarder kroner i sit finanslovforslag for 2017. Det drejer sig især om elektrificeringen af Fredericia-Aalborg og Roskilde-Kalundborg.

Og samtidig har finansministeren foreslået en udvidelse af den trængselsramte E45 i Østjylland til 500 millioner kroner, og derudover konstateret at der ikke er råderum til yderligere offentlige investeringer frem mod 2020.

Men Dansk Folkeparti kræver, at den nye bane over Vestfyn og hastighedsopgraderingen af Fredericia-Hobro også kommer på finansloven. - Projekter, der tilsammen koster mere end seks milliarder kroner (en stor del ligger dog først efter 2020).

DF-formand Kristian Thulesen Dahl har fra Folketingets talerstol truet med at fremsætte ændringsforslag til finansloven, hvis regeringen ikke makker ret.

Ikke plads til togfond og E45
Men ifølge Venstres finansordfører vil det få konsekvenser for vejene:

”Vi vil gerne have etableret nogle vejanlæg rundt omkring, så der bliver skabt sammenhæng i hele landet,” siger Jacob Jensen.

Men regeringen har jo længe vidst, at der er et bredt flertal, som ønsker de her jernbane-projekter. Burde I så ikke lade være med at skrive andre ting ind i finansloven, som der nok ikke vil være råderum til?

”Sådan mener jeg ikke, at man kan stille det op. Hvis der er et flertal, der vil bruge penge på noget andet, så må man jo stemme det igennem,” siger Jacob Jensen.

En tåbelig situation
I Dansk Folkeparti mener man, at regeringen har sat sig selv i en kattepine ved ikke at skrive hele første fase af Togfonden ind i finansloven:

”Regeringen kommer til at stå i en tåbelig situation, når vi stemmer togfonden igennem. Den kommer selv til at pille noget ud af sit forslag til finansloven,” siger finansordfører René Christensen.

Han undrer sig over, at regeringen har foreslået at udvide E45, -  velvidende, at der er et stort flertal, der har aftalt at bruge råderummet frem mod 2020 til at udrulle togfonden.

”Regeringen kunne bare lade være med at putte E45 ind i finansloven, når der ikke er plads til det,” siger han og fortsætter:

”Regeringen ønsker jo ikke E45, når den kommer med hokuspokus finansiering. Man lægger jo op til at finansiere det ved at tilsidesætte et stort flertal i Folketinget.”

Han understreger, at Dansk Folkeparti ikke er imod en udvidelse af E45, og at man er villig til at finde måder til at skabe luft i råderummet. Så det er fortsat for tidligt at aflive udvidelsen af E45.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jacob Jensen

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, MF (V)
cand.merc.jur. (CBS 1998)

René Christensen

MF (M), 1. viceborgmester, Guldborgsund
automekaniker (Horbelev Autoservice. 1989)

0:000:00