Debat

EL-rådmand: Fordel myldretiden og spar milliarder

DEBAT: Den primære årsag til transport er pendling og godstransport. Hvis vi fordeler arbejdstiden lidt anderledes, kan myldretiden bredes ud over længere tid, og trafikken kan glide. Helt gratis og uden nye milliardinvesteringer, skriver Lasse P. N. Olsen. 

Foto: /ritzau/Christian Klindt Sølbeck/
Katrine Skov Sørensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lasse P. N. Olsen
Byrådsmedlem, rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen (Ø), Aalborg Kommune

Meldinger om trængsel og motorvejskøer omkring Aalborg (og andre store byer) er en fast del af nyhedsbilledet, og asfaltpartierne forsøger at overgå hinanden i hvem, der vil overplastre vores grønne landskaber med endnu flere tjæresorte motorveje.

Under de nyligt overståede budgetforhandlinger i Aalborg Byråd var der sågar et forslag på bordet om, at kommunen skal at hyre en skatteyderbetalt lobbyist til at presse på for at sikre en motorvejsforbindelse tværs over den naturskønne ø Egholm lige uden for Aalborg, der i årevis har fungeret som fristed for såvel mennesker og truede dyrearter.

Et forslag, der dog hurtigt blev fejet af bordet under forhandlingerne.

Fakta
Deltag i debatten! 
Skriv til [email protected]

Trængsel fjernes ikke med mere asfalt 
Mere asfalt er omtrent det mest perspektivløse og fantasiforladte bud på en løsning, for trængselsproblemerne løses ikke med mere asfalt.

Tværtimod er en lille systemændring i vores måde at tænke arbejde og transport på det eneste, der skal til.

Hvis ansatte og skoleelever møder lidt forskudt, kan vi tage toppen af trængslen. Samtidig kan vi som offentlige arbejdsgivere forbedre mulighederne for, at medarbejderne organiserer samkørsel til og fra arbejde. Altsammen helt gratis.

Lasse P. N. Olsen
Rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen (Ø), Aalborg Kommune

At vente i trafikkø er noget nær den mest triste måde at tilbringe sin tid. Man kunne bruge tiden på familien, på fritidsinteresser, på arbejde – på alt muligt andet end at holde i tomgang og vente på, at der bliver plads til, at man kan køre ti meter, før man igen skal holde stille.

Jeg vil på ingen måde benægte, at der er trængsel i Limfjordstunnellen om morgenen og om eftermiddagen. Men medmindre der er sket en ulykke, eller der er vejarbejde, så drejer det sig om ganske korte tidsrum. Resten af døgnet glider trafikken.

Kommuner og regioner kan gå foran og sprede myldretiden ved systematisk at forskyde arbejdstiden med nogle få minutter på de offentlige arbejdspladser.

Hvis ansatte og skoleelever møder lidt forskudt, kan vi tage toppen af trængslen. Samtidig kan vi som offentlige arbejdsgivere forbedre mulighederne for, at medarbejderne organiserer samkørsel til og fra arbejde.

Altsammen helt gratis.

Vi kan fjerne myldretiden politisk 
På den måde kan vi undgå at kaste nye milliarder på at bygge nye broer og veje, og vi kan udnytte de eksisterende veje bedre end i dag.

Region Nordjylland og de nordjyske kommuner beskæftiger tilsammen i alt ca. 65.000 personer. Lægger vi hertil de ca. 20.000 statslige ansatte i Nordjylland, så når tallet op på i alt 85.000 medarbejdere i den offentlige sektor.

Det er klart, at det ikke er alle 85.000, som sidder fast i trafikken, men nogle af dem gør givetvis.

Ved at koordinere og forskyde mødetiderne på de større offentlige arbejdspladser kan vi politisk fjerne toppen af myldretidstrafikken – og gøre nye veje og broer overflødige. Samtidig kan kommunerne og regionen i vores løbende dialog med virksomhederne foreslå dem at gøre noget tilsvarende.

Fordeling af myldretiden er både enklere og betydeligt mere perspektivrigt end at sidde og vente på, at Christiansborg måske en dag afsætter en masse milliarder til endnu en overflødig motorvej.

Desværre sidder vi – også i den offentlige sektor – fast i en industrisamfundstankegang, hvor arbejde er noget, der foregår mellem 8 og 16. Den tankegang er medvirkende til trængselsproblemerne, og den er vi nødt til at gøre op med.

Den offentlige sektor skal gå foran, og det er valget til kommunalbestyrelser og regionsråd 21. november en oplagt mulighed for.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lasse Puertas Navarro Olsen

Rådmand (EL), Aalborg, formand for Aalborg Varme
socialrådgiver, cand.scient.adm. (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00