Forsker: Prisdifferentiering i myldretiden løser ikke trængselsproblemer

Af Helene Dyrhauge
Adjunkt, Institut for Samfund og Globalisering, Roskilde Universitet

Hvis togfonden skal mindske trængsel på vejene og gøre det hurtigere at komme fra en ende af landet til den anden, er det en fordel at have en bredere infrastrukturplanlægning.

Derfor skal planlægningen inkludere bus og regionaltoge til stationer samt parkeringsmuligheder, for både cykler og biler, ved stationerne.

Ligesom prisniveauet for togbilletter skal gennemtænkes.

Både Togfonden og Produktivitetskommissionens rapport nævner prisdifferentiering på togbilletterne med henvisning til flypriser, især udenfor myldretiden, hvor togene er halvtomme.

Prisdifferentiering er brugt i flere lande, og Sverige er nævnt flere gange som et eksempel.

Enten skal alternativerne til personbilen være billigere, mere tilgængelige og mere fleksible, eller også skal bilen gøres dyrere.

Helene Dyrhauge
Adjunkt

Erfaringer fra England
Men prisdifferentiering er nok mest udbredt i Storbritannien, hvor en enkeltbillet London-Manchester (2 timer 10 min) kan koste alt mellem 100 kr. til 1600 kr. afhængig af, hvornår du køber din billet.

Den billige billet til 100 kr. bliver frigivet 3 måneder i forvejen, når du har købt billetten kan den ikke ændres.

Det kræver derfor planlægning for at købe den billigste billet, hvorimod en standard enkelt billet ved billetlugen, 10 minutter inden toget afgår, koster 1600 kr. Den dyre billet giver dig lov til at rejse, når du vil.

Derudover er der flere billettyper og priser, som alle har forskellige restriktioner.

Fordelen ved den billigste billet er at familien kan tage af sted til en overskuelig pris - hvis altså den ikke ændrer planer, hvorimod den dyre standard billet gør det mere attraktivt for en familie enten at tage bussen eller bilen.

Ufleksibelt
For pendlere er det ikke altid muligt at vælge, hvilken tid man rejser på, og forretningsfolk vægter ofte fleksibilitet, da forretningsaftaler ofte bliver lavet med få ugers varsel og sommetider ændres. 

Hvis målet med togfonden og de danske infrastruktur-initiativer er at få flere til at tage toget, er det nødvendigt at se på, hvor meget alternative transportformer koster, for eksempel bilen eller langdistance busser mellem København og Nordjylland.

Fra et miljøperspektiv er det ikke hensigtsmæssigt, at når en bil forsvinder fra vejen, bliver den erstattet med en anden; det reducerer hverken trængsel eller forurening.

Enten skal alternativerne til personbilen være billigere, mere tilgængelige og mere fleksible, eller også skal bilen gøres dyrere.

Disse politiske overvejelser er nødvendige i forhold til at introducere en prisdifferentiering på togbillet, hvor selv den dyreste billet skal gøre det attraktivt at tage toget i stedet for bilen.

Stor koordination er påkrævet
Togfonden er kun en del af en større diskussion om infrastrukturens rolle i samfundet.

Mange af de politiske forhandlinger, overvejelser og beslutninger er baseret på mere end samfundsøkonomiske analyser.

Investeringer i ny jernbaneinfrastruktur og elekritiske togsæt gør togene både hurtigere og mindre forurenende, men mere infrastruktur, som er forbundet i store knudepunkter, øger mobiliteten.

En grønnere transport kræver mere regulering for at ændre balancen mellem de forskellige transportformer.

For at flere skal lade bilen blive hjemme og tage kollektiv transport er det nødvendigt at kigge på afgifter for biler og veje.

Som vi så med trængselsringen omkring København, åbner det for en ny og mere kontroversiel diskussion om personlig frihed og mobilitet i forhold til miljøet.

En diskussion, som næppe vinder et folketingsvalg, men som er påkrævet for at skabe en mere miljørigtig infrastruktur.