IDA: Hvor ender vi med de førerløse biler?

Af Thomas Damkjær Petersen
Formand for Ingeniørforeningen, IDA

Lige inden vinterferien afholdt SIRIkommissionen sin første temaworkshop på transportområdet.

SIRIkommissionen er en bredt sammensat gruppe, der har til formål at sætte fokus på og skabe debat om, hvordan kunstig intelligens kommer til at påvirke og allerede påvirker Danmark og danskerne.

Og så kommer man ikke uden om førerløse biler.

Førerløse biler blev i høj grad debatteret på transportworkshoppen fredag den 10. februar. Der var stor tiltro til, at de kommer, og at de tilfører os noget absolut væsentligt.

Men meget hurtigt kom diskussionerne i de seks arbejdsgrupper til at handle om mennesker og ikke biler – for hvad er det, vi skal bruge førerløse biler til, hvad giver de, og hvad er prisen?

Scenarie-eksemplerne
To eksempler fra workshoppen giver nogle bud på, hvad det er vi skal overveje og tage stilling til, når vi skal finde den bedste måde at indrette os på med f.eks. førerløse biler.

Et scenarie-eksempel var en 46-årig montør, der bliver hentet og kørt på arbejde sammen med sine kolleger af en førerløs bus og hjem igen, hvor alle indkøb i øvrigt står klar i bussen. I weekenden booker han en førerløs bil til jagtturen eller til familiebesøg.

Dele af vejen kan han få lov at køre selv, hvilket er en luksus.

Et andet eksempel var en 24-årig programmør, der bor på landet og koordinerer arbejdsopgaver med kollegerne virtuelt. Dog er der behov for at mødes fysisk en-to gange om ugen. Her bestiller vores programmør kørsel via sin tjeneste, der sørger for transport fra dør til dør.

En detalje her er, at hans ”trust capital” er afgørende for, hvor højt han er rated og dermed også, hvor hurtigt, han vil blive hentet.

Dilemma om privatlivets fred
Når programmøren for eksempel rejser til Sydeuropa booker han også en førerløs bil. En del af rejsen her er en augmented reality guide indbygget i bilen, der hele tiden fortæller ham, hvor han er, og hvad der er særligt ved netop dette område.

Det er alt sammen super let, men han har et stort dilemma omkring alle de mængder data om sig selv, som han hele tiden afleverer for at være en del af transportsystemet.

Data blev ikke overraskende et helt gennemgående tema på workshoppen. Vurderingen var, at transport kan blive meget lettere, men prisen er, at der bliver opsamlet, udvekslet og koordineret kæmpe mængder af data, der samlet set kan give et nærgående billede af, hvem man er, hvad man interesserer sig for, og hvordan man lever.

Og denne konstante given væk af alle typer personlige data giver et dilemma omkring privatlivets fred. Et dilemma, der gik igen hele vejen rundt blandt deltagerne.

Bliver kontrol over egne data f.eks. noget man eksklusivt skal købe sig til?

”Vi har brug for den sociale kontakt”
Et andet gennemgående tema var, om vi overhovedet behøver at bevæge os fysisk, når man må forvente, at også virtuel kommunikation udvikler sig lige så hurtigt som bilerne.

Men selv om transportmønstrene hos mange af scenarie-personerne var drastisk ændret i forhold til i dag, så var der alligevel bred enighed om, at vi bliver nødt til at mødes fysisk.

Vi har brug for den sociale kontakt med familie, børnebørn og venner, og vi har brug fysiske møder med vores kolleger. Og vi har brug for at bevæge os af rent helbredsmæssige årsager.

Men buddet var også, at trængsel og klimaproblemer gør de økonomiske omkostninger ved at fylde på vejene langt højere.

Det lyder sci-fi-agtigt – indrømmet – og det var også formålet med den første workshop.

Men det er ikke desto mindre bud på emner, vi bør debattere og diskutere for at sikre den bedst mulige mobilitet i fremtiden.