Trods forrygende forårsvejr var det bestemt ikke alle, der havde en fantastisk 1. maj.

Statsminister Mette Frederiksen brugte dagen på at lægge massiv afstand til tidligere udtalelser om, at danskerne arbejder for lidt. Formentlig har hun selv og hendes nærmeste måttet erkende, at opsangen har sendt kritisk mange vælgere væk fra liste A.

I Venstre var depressionen udtalt oven på endnu en måling – denne gang fra DR – der viste, at partiet nu kun får støtte fra sølle 6,5 af danskerne. Hvilket er lysår fra Anders Fogh Rasmussens valgtriumf i 2001, da V kunne indtage positionen som Danmarks største parti.

Skulle man finde en god fest, skulle man snarere søge til Landstingssalen på Christiansborg, hvor DF-leder Morten Messerschmidt var vært for et blåt 1. maj-stævne.

På podiet foran en propfuld sal stod han sammen med Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti, Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne. Stemningen var god, og det var tydeligt, at alle fire partiledere ønsker at nærme sig hinanden og bygge en fælles platform.Det betyder ikke, at de er enige om alt. Absolut ikke. Debatten blotlagde blandt andet, at Messerschmidt ser markant anderledes på EU's rolle i for eksempel sikkerhedspolitikken end de øvrige. Der kan også nemt findes stribevis af emner, hvor skillelinjer og potentielle konflikter popper op.

Det nye handler om, at de fire ønsker at vise sammenhold dér, hvor det er muligt.

Undervejs i debatten blev den tidligere konservative statsminister, Poul Schlüter, trukket frem som et forbillede på en borgerlig regeringschef, der kunne skabe samling og holdånd i det blå Danmark.

Det blev igen og igen understreget, at det er vigtigt at give plads og unde hinanden sejre. Og der blev lagt afstand til de senere års hidsige uro og rivalisering, der i perioder har gjort det umuligt for vælgerne at få øje på et borgerligt projekt.

Kritikerne vil med rette kunne sige, at det nye blå projekt fortsat er yderst spinkelt. Men faktum er, at det også er så svært at se et kommende fælles projekt mellem for eksempel S, SF, Enhedslisten og Radikale.

Skal de borgerlige til magten, skal blå vælgere som minimum kunne se, at de fire partier har flyttet sig fra de destruktive magtkampe fra VLAK-regeringens tid.

Thomas Larsen

Den afgørende pointe handler derfor om, hvorvidt partierne indenfor den enkelte blok ønsker at lede efter fælles løsninger, eller om de vil stå så hårdt på egne standpunkter, at parløb bliver umuligt, og hver eneste forhandling ender i sejpineri og i yderste konsekvens: sammenbrud.

De fire blå ledere ønsker tydeligvis at vise, at de kan være i stue sammen, og at de kan udvikle politik i fællesskab. Kemien er bedre end længe, og der koordineres tættere mere mellem de fire partier. Også på rådgiver- og embedsmandsniveau.

Det kan synes som små skridt, men skal de borgerlige til magten, skal blå vælgere som minimum kunne se, at de fire partier har flyttet sig fra de destruktive magtkampe fra VLAK-regeringens tid, hvor især opgørene mellem DF og LA var altødelæggende.

I dag står man i en situation, hvor relationen mellem DF og LA aldrig har været stærkere, og hvor Morten Messerschmidt er parat til at pege på Alex Vanopslagh som statsministerkandidat.