Debat

Trafikforsker: Roadpricing gennem selvangivelse er vejen frem

DEBAT: Vi bør indføre en model til roadpricing, som kan sammenlignes med billetsystemet i metro og S-tog, hvor det er passagernes eget ansvar at løse korrekt billet. Det nye system vil selvfølgelig kræve kontrol, skriver lektor Harry Lahrmann.

Teknologien til roadpricing har været her de sidste 15 til 20 år, mener lektor Harry Lahrmann.
Teknologien til roadpricing har været her de sidste 15 til 20 år, mener lektor Harry Lahrmann.Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Sofie Hvemon
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Harry Lahrmann
Lektor ved Aalborg Universitet

Det ser ud til, at roadpricing igen er kommet på den politiske dagsorden, og som altid spørges der:

Er teknologien nu klar, og er det ikke et risikabelt projekt begrundet i tidligere erfaringer med store offentlige it-systemer, der er gået skævt?

Til det første er der at sige, at teknologien er klar, og det har den været i de sidste 15 til 20 år. Roadpricing handler om at registrere, hvor, hvornår og hvor langt bilen kører, og derefter at prissætte kørslen ud fra den miljø- og trængselsbelastning, som de kørte kilometer påfører omgivelserne.

Den teknologi, der er nødvendig for denne beregning, er præcis den samme, som benyttes i alle navigationsanlæg, og der er næppe nogen, der oplever, at navigationsanlægget har problemer med at finde ud af, hvor bilen er. Så er der problemerne med indførelse af nye store offentlige it-systemer – vi skal ikke være first movers, lyder det ofte. Lad mig imødekomme denne bekymring ved at foreslå en model, der helt fjerner denne risiko.

Roadpricing baseret på selvangivelse
Lad os lade betaling af roadpricing være baseret på selvangivelse. Et roadpricingsystem baseret på selvangivelse kunne introduceres på følgende måde: Politikerne beslutter en takststruktur for alle veje og tider baseret på, hvor vejen ligger, og hvornår vejen bruges, således at det er dyrest i de store byer og i myldretiden og billigst på landet, hvor der ikke er trængsel, og hvor der er langt mellem busserne.

Baseret på en sådan takststruktur farvelægges alle veje på et Danmarkskort, og politikerne beslutter, at om to år skal alle betale for at køre på vejene efter disse takster igennem selvangivelse – altså at de senest for eksempel efter en uge skal have indbetalt prisen for en given tur til Skat.

Hvad sker der så? Med udsigt til, at over to millioner biler har brug for hjælp til denne betaling, vil mange firmaer se en forretningsmulighed og udvikle teknologi, der kan håndtere betalingen – for eksempel en app til smartphonen, der registrerer, hvor bilen har kørt, og hvad det koster, og som så sørger for at betale regningen til tiden.

Bedre end en "offentlig" boks
En sådan implementeringsstrategi kaldes med et fint ord technology forcing, og inden for de to år vil der på markedet være en række konkurrerende firmaer, der tilbyder en roadpricingservice. Fordelen ved at basere betalingen på selvangivelse i modsætning til at bruge en "offentlig" boks i bilen til formålet er, som tidligere nævnt, at der dermed ikke vil være en teknologirisiko for staten.

Samtidig vil den enkelte bilist være interesseret i, at teknologien virker, fordi det er den enkelte bilejers ansvar at selvangive korrekt. Dette i modsætning til, hvis der vælges en "offentlig" boks i alle biler, hvor bilisten ikke nødvendigvis vil bekymre sig om, hvorvidt boksen er tændt – måske snarere tværtimod, fordi der spares penge, hvis den ikke er tændt.

Læs også

Ligesom ved metro og S-tog
Modellen kan sammenlignes med billetsystemet i metro og S-tog. Her er det passagerernes eget ansvar at løse en korrekt billet til rejsen. Engang imellem kommer der kontrol, og har man ikke løst billet, bliver man pålagt en afgift.

På samme måde vil et roadpricingsystem baseret på selvangivelse kræve kontrol. Det kan gøres ved at scanne nummerplader tilfældige steder og tider på vejnettet for herefter at kontrollere, om nummerpladen har betalt for at være på det pågældende sted på det pågældende tidspunkt.

Kontrolsystemet opbygges, så kontrollens omfang og dermed omkostninger svarer til, hvor meget der kommer ind i afgifter. Stiger afgiftsindtægterne, er der for mange, der snyder, og der skrues op for kontrollen. Falder afgiftsindtægterne, er der færre, der snyder, og der kan skrues ned for kontrollen. Et sådant kontrolsystem har den indbyggede styrke, at det er snyderne, der betaler for kontrollen.

I praksis vil kontrollen ske ved, at de scannede indregistreringsnumre sendes til den udbyder af roadpricing-servicen, som nummerpladen er tilknyttet. Derefter kontrollerer udbyderen, om nummerpladen har betalt. Overvågningsaspektet ved et sådant kontrolsystem svarer til den overvågning, der allerede i dag findes på teleområdet – hverken mere eller mindre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Harry Lahrmann

Lektor, Institut for Byggeri og Anlæg, Aalborg Universitet
cand.polyt. (DTU 1978)

0:000:00