Lisbeth Knudsen: Henning Christophersen af særlig karat

MINDEORD: På Altingets opfordring skriver chefredaktør Lisbeth Knudsen, Mandag Morgen, mindeord om fhv. EU-kommissær, minister og V-formand Henning Christophersen (77). 

Henning Christophersen var en politiker af en ganske særlig karat. Han havde en politisk begavelse, en strategisk og taktisk evne ud over det sædvanlige, og han var tillige en mester i at udvikle nye politiske ideer og løsninger.

Det viste han både som Venstres formand, som udenrigs- og senere finansminister og som EU-kommissær gennem en lang årrække og efterfølgende som involveret i forskelligt bestyrelsesarbejde og konsulentvirksomhed.  

Han blev i starten af sin karriere som formand for Venstre faktisk ofte kritiseret for – som cand.polit. og iført de ikke særligt tv-egnede, ternede tweedjakker – at være alt andet end den karakteristiske Venstre-leder.

Men han kom til at skabe lige præcis den fornyelse af det daværende Venstre, som Uffe Ellemann-Jensen, Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen har bygget videre på.

Han evnede den svære kommunikation af økonomiske spørgsmål, som gjorde politiske initiativer og beslutninger forståelige. Og han spillede en markant rolle som EU-kommissær i ti år med en betydning, som altid har været klart underbeskrevet i den danske offentlighed.

For dansk politik vil han være den, der skabte orden i ikke mindst dansk valutapolitik og den faste kronekurs, samt den, der lagde fundamentet til Schlüter-regeringens turn around af dansk økonomi.

Christophersen var en eminent samtalepartner for en politisk journalist, hvad jeg havde stor fornøjelse af i hans formandsperiode fra 1977 til 1984.

Når jeg siger samtalepartner, tror jeg Christophersen ville have haft det svært i dagens medie-heksekedel og kommentator-regime. For han satte pris på at kunne tale til baggrund og uden for citat – også med journalister. Han insisterede på retten til at tænke sig om og vurdere forskellige muligheder, inden han blev afkrævet et svar. Han insisterede på, at politik handler om substans og de rigtige ideer.

Han havde en ganske særlig måde at teste politiske ideer af på sine samtalepartnere. Han vendte argumenterne systematisk for og imod og ræsonnerede på forskellige scenarier og beslutningsveje, alt imens han intenst studerede samtalepartnerens reaktioner og modspil.

Med ganske stor humor, et godt netværk og antennerne effektivt ude i forhold til både politiske modstandere og egne partifæller formåede han altid at holde sig godt orienteret om stemningen i alle lejre – også i erhvervslivet. En evne, han holdt vedlige til det sidste.

Til hans politiske stil hørte også stor loyalitet og ordentlighed. Selv under det særprægede og kortvarige samarbejde i SV-regeringen med Anker Jørgensen som statsminister og Henning Christophersen som udenrigsminister og senere under samarbejdet i den konservative Poul Schlüters regering.

Henning Christophersen var en af den slags innovative, politiske personligheder, vi har for få af i Danmark.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henning Christophersen

Bestyrelsesformand, Metroselskabet, fhv. næstformand, Europa-Kommissionen, fhv. MF (V), minister og partiformand
cand.polit. (Københavns Uni. 1965)

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00