Movia: Vi skal have ladestander til sjællandske el-busser

DEBAT: El er hot. Også inden for kollektiv trafik og busser. Nu vil Movia sammen med kommunerne samle energiselskaber og operatører om at sikre den nødvendige ladeinfrastruktur, skriver Movias formand, Thomas Gyldal Petersen.

Af Thomas Gyldal Petersen (S)
Borgmester i Herlev og bestyrelsesformand i Movia

El er et hot emne, når talen falder på den kollektive transport.

Mange kommuner og regioner har ambitioner om at indføre el i busdriften, og i Movias Trafikplan, som er er vedtaget i februar i år, er kommunerne og regionerne på Sjælland og øerne da også blevet enige om, at busdriften skal være fossilfri allerede i 2030, så vidt det er økonomisk muligt.

El er et vigtigt led i at kunne indfri den ambition.

Et bredt flertal i Folketinget har i april besluttet, at den lave elafgift, som tog og Metro har, også skal gælde for elbusser indtil 1. januar 2024.

Alt tyder derfor på, at udviklingen tager endnu et vigtigt skridt i retning mod elektrificering af den kollektive bustransport, særligt i den tætte bytrafik.

Uden ladestander – ingen el
Men uden en mere systematisk mulighed for at lade busserne op i løbet af dagen er el endnu ikke en realistisk løsning i større driftsskala.

Derfor har Movias bestyrelse besluttet at sætte Movia i spidsen for at etablere en infrastruktur til opladning af elbusser i det offentlige rum i et tæt samarbejde med kommunerne på Sjælland.

Konkret sker det ved, at kommunerne skal tiltræde en samarbejdsaftale med Movia, som herefter udbyder en 4-årig rammeaftale på vegne af kommunerne, som indeholder etablering og drift af ladestationer og leverance af el.

Ladestationerne forventes at blive ejet af et energiselskab eller et konsortium bestående af et energiselskab og en systemleverandør, og kan benyttes af elbusser og af plugin-hybridbusser, som kører for Movia.

Busdriften derimod udbydes separat til busoperatørerne, som dermed kun er ansvarlige for elbusdriften.

Nødvendigt med kommunal rammeaftale
Med en ensartet, kommunalt besluttet model for etablering af ladeinfrastruktur kan operatørmarkedet have tillid til, at hvis der bydes med el, så etableres den fornødne ladeinfrastruktur også.

Samtidig sikrer modellen, at ejerskabet og driften af ladestationerne håndteres af virksomheder, som har ekspertisen, og som har et stærkt incitament til at sikre driftsstabilitet. Busoperatørerne har omvendt ansvar for selve busdriften, som er deres ekspertise.

Rammeaftalen for ladeinfrastruktur får virkning for udbud af almindelig rutekørsel med driftsstart i 2019 og frem. Fra udbud til udbud vil det være op til kommunerne i samråd med Movia at vurdere, om el er en relevant løsning.

Er det tilfældet, vil Movia sammen med kommunerne afklare, hvor ladestationerne kan placeres, og dette vil, sammen med vilkår og priser for brug af ladestationerne, fremgå af udbudsmaterialet for kommende udbud af buskørsel.

København og Frederiksberg er allerede klar
Med udbuddet af rammeaftalen sikrer kommunerne og Movia i et godt samarbejde en af de afgørende forudsætninger for at gøre el til et konkurrencedygtigt alternativ til diesel i busdriften på linje med for eksempel biogas.

Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune har allerede tiltrådt samarbejdsaftalen med Movia. Hermed har de to kommuner taget et vigtigt skridt i retning af at omlægge busdriften i den tætte by til et grønnere alternativ.

Men der er også stor interesse for omlægning til el i andre kommuner som for eksempel Roskilde Kommune, der er meget langt med planerne for, hvordan kommunens busdrift kan omlægges til el.

Interessen i kommunerne og regionerne for el er stor – og med en kommunalt forankret model for infrastrukturen på plads, er der nu sat yderligere strøm til den grønne omstilling.

Forrige artikel Transportkonsulent: Prioritér infrastruktur med vækstperspektiver Transportkonsulent: Prioritér infrastruktur med vækstperspektiver Næste artikel Forsker: Vi skal dele og ikke bare automatisere biler Forsker: Vi skal dele og ikke bare automatisere biler