Ny infrastrukturpolitik for Europa?

Af Søren Hyldstrup Larsen
EU-chef og direktør i Nordic Logistics Association

17. oktober blev nok ikke bemærket af de fleste som specielt interessant. Men ifølge Kommissionens generaldirektorat for transport, var det en dag af historiske proportioner: Nye kort over det transeuropæiske netværk for transport blev offentliggjort!

Det kan hurtigt virke lidt centralistisk, nærmest "planøkonomisk", at fejre nye kort, men ret skal være ret: 17. oktober var kulminationen på en lang rejse, som Kommissionen havde kastet sig ud i to år tidligere.

En ambitiøs plan om at pulje 50 milliarder euro fra EU's budget for 2014-2020 til infrastruktur (heraf 30 milliarder euro til transport, resten til energi og telekommunikation), der skulle kickstarte den lidt hensygnende infrastrukturpolitik i EU. Samtidig skulle der laves nye retningslinjer for, hvad der er infrastruktur af europæisk interesse, så EU's penge reelt går til de projekter, der har fælleseuropæisk interesse.

Grund til at rydde op 
Kommissionen havde jo ret: formålet med de transeuropæiske netværk er at skabe sammenhæng. Hvis det ikke sker, bliver EU's infrastrukturpolitik jo bare en formidling af økonomiske midler fra medlemslandene tilbage til medlemslandene. EU's revisionsret observerede allerede i 2010, at udpegning af prioritetsprojekter i EU - et væsentligt element i fordeling af finansieringsmidlerne - ikke var baseret på analyse af faktiske eller forventede trafikstrømme (kilde: Special report no. 8, 2010, ECA). Så der var grund til at rydde op.

Lykkedes denne oprydning? Er der grund til at fejre d. 17. oktober, 2013 som dagen for fremtiden for de transeuropæiske netværk? Kommissionen fik ikke sine 50 milliarder euro afsat i budgettet 2014-2020. Der var for mange andre ønsker, og der var et ønske om at spare på EU's budget.

I det spil er det tydeligt, at EU-landene ikke finder det i deres bedste interesse at bruge yderligere milliarder på en del af EU's transportpolitik.

Søren Hyldstrup Larsen
EU-chef, DTL, og direktør i Nordic Logistics Association

I det spil er det tydeligt, at EU-landene ikke finder det i deres bedste interesse at bruge yderligere milliarder på en del af EU's transportpolitik. Politikken har jo ikke leveret, skal man tro Revisionsretten.

Særligt i en krisetid kan det give mening at fasthole fokus på selv at beslutte egne investeringer i infrastruktur.

Europæisk vinkel på infrastrukturen? 
Har Kommissionen så fået en mere europæisk vinkel på EU's infrastrukturindsats? At dømme efter kortene, der blev offentliggjort 17. oktober, har Kommissionen fortsat ikke tacklet det problem, at fokus ikke er på det transeuropæiske, men på en ligelig fordeling mellem medlemslandene.

Alt synes at kunne defineres som infrastruktur af fælles europæisk interesse. Dog er idéen om at lave et kernenetværk ikke uden betydning, men idéen virker jo ikke, hvis ikke der fødes ind til disse kernenetværk, og dermed bliver side-netværkene også af afgørende betydning.

Når pengene skal fordeles, skal landene nok sørge for, at der bliver sat fokus på de projekter, der har deres opmærksomhed og interesse, hvad enten det er kernenetværk eller sidenetværk. Endelig kan EU jo fortsat ikke ændre medlemslandenes beslutninger om investeringer.

Med andre ord er det måske ikke så dårligt endda, at EU "kun" bruger 29 milliarder på transeuropæiske netværk, for hvis der ikke er garanti for, at EU kan levere større fælles værdi, end medlemslandene selv kan, hvad er så idéen med at sende pengene til Bruxelles og tilbage igen?