Debat

Pendlere: Er regeringen ved at afspore DSB?

DEBAT: Vælger regeringen at give det i forvejen skrantende DSB færre penge mellem hænderne fra 2018, vil det betyde færre afgange og svække den kollektive trafik, skriver Michael Randropp fra Pendlerklubben Kystbanen.

Foto: /ritzau/ Tobias Nicolai
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Randropp
Talsmand for Pendlerklubben Kystbanen 

Er DSB ved at afspore sig selv? Det er spørgsmålet, jeg stillede mig selv, da jeg i seneste regnskab så, at DSB skrev, at de i 2030 ikke længere skulle have tilskud.

Det frister selvfølgelig nogle politikere til at tænke – lad os starte med at skære nu. Men er det nu klogt på nuværende tidspunkt? I denne artikel vil jeg invitere jer med på en togrejse, som vi pendlere oplever, når vi tager toget.

Lange rejsetider
For ca. to år siden indgik DSB en 10-årig kontrakt med Transportministeriet. Her lovede man at køre ca. 82 procent af togafgangene til tiden. I den tidligere kontrakt var målet 90-92 procent rettidigt. Året efter kom det via stor mediedækning frem, at de fleste strækninger i Danmark ikke levede op til de lovede rettidighedstal. I dag går det bedre (august 2017), nu er det ”kun” 11 ud af 18 strækninger, som ikke lever op til det, som vi var stillet i udsigt. Og på flere strækninger har man endda forlænget rejsetiden uden at standse flere steder.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

For eksempel har en fuldtidspendler fra Helsingør-København fået forlænget sin rejsetid med næsten to døgn om året – som et desperat forsøg på at få rettidighedstallene til at se bedre ud. Og ser man samfundsmæssigt på det, er dette et tab for hele samfundet. En pendlerklub på Sydsjælland skrev tidligere på året under DSB's logo: I kan køre med os – ja, men hvornår?

Aflyste afgange
Men det er desværre ikke kun den længere rejsetid, som får passagerne til at rynke på næsen. Toget kan stå klar til afgang, men man høre et højtalerudkald, at toget er aflyst på grund af manglende personale. Når toget ankommer i myldretiden, så er der ofte for få vogne på toget. Det betyder, at man ikke kan sidde ned og bruge sin rejsetid effektivt, og i nogle tilfælde er der passagerer, som ikke kommer med.

Vælger man at give DSB færre penge mellem hænderne fra 2018, vil det betyde, at togrejsende i hele Danmark vil opleve et endnu værre DSB, end de gør i dag.

Michael Randropp
Talsmand for Pendlerklubben Kystbanen

Så sent som forrige uge måtte man tage tog ud af drift på grund af helt almindeligt kilometer-eftersyn, som man altid ved, der skal laves, men da man ikke havde andre tog at køre med, måtte man aflyse resten af afgangene den dag, som det tog skulle have kørt. Jeg forstår godt, at hvis du som læser tænker; det kan da ikke være rigtigt – men det er det.

Defekte tog
Dørene er tit defekte i toget, og i denne uge var der et tog, hvor de fem første døre var aflåst – det betyder, at passagerne må spæne afsted for at komme med toget og bliver nervøse for, at de ikke når med – og nogle gange lykkes det ikke at nå med. Kommer man så ind i toget og får brug for et toilet, kan det meget nemt være, at det er aflåst, det er tit, at klimaanlægget ikke virker, internetdækning mangler, så man kan kommunikere med omverden, når man rejser, strømpaneler er ude af drift – osv. Og oven i dette er prisen for en pendler fra Helsingør til Kastrup steget med 40 procent i de seneste 12 måneder. Alt imens togets største konkurrent, bilen, er blevet billigere at bruge på grund af fald i benzinpris – og billigere biler, der kører længere på literen.

Så vælger man at give DSB færre penge mellem hænderne fra 2018, vil det betyde, at togrejsende i hele Danmark vil opleve et endnu værre DSB, end de gør i dag. Og som det fremgår af denne artikel, er det svært at få øje på, at man i 2018 kan spare penge uden at skære ned i antallet af afgange, hvilket vil svække den kollektive trafik samlet set.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Randropp

Talsmand, Penderklubben Kystbanen
akademimerkonom (CBS 2011)

0:000:00