Regeringen erstatter 20 fotovogne med stærekasser

FART: Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil fjerne 20 af landets fotovogne og i stedet bruge kameraerne i stærekasser på landets farligste strækninger. FDM hilser initiativ velkommen.

I et pilotprojekt vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) erstatte 20 fotovogne med stærekasser.
I et pilotprojekt vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) erstatte 20 fotovogne med stærekasser.Foto: Torkil Adsersen/Scanpix.dk
Amalie Bjerre Christensen

Regeringen vil fjerne 20 af politiets 100 fotovogne og i stedet bruge kameraerne til at opsætte fastmonterede stærekasser på de vejstrækninger, der sker flest ulykker.

Projektet igangsættes, efter en ny rapport udarbejdet af regeringens arbejdsgruppe på området har vist, at den bedste fartkontrol sker ved at kombinere fotovogne med fastmonterede stærekasser på landets farligste strækninger.

"Da vi ikke med sikkerhed kan sige, hvilken effekt stærekasserne vil have på de danske bilister, og hvordan kameraerne fra de mobile vogne vil fungere i stærekasser, herunder deres robusthed over for hærværk, starter vi med at overføre 20 kameraer fra fotovognene til stærekasser på de særligt farlige strækninger," siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) i en pressemeddelelse.

"Hvis det som forventet viser sig, at stærekasserne har den ønskede effekt, nemlig den at folk letter foden fra speederen på farlige strækninger, kan vi skalere pilotprojektet op og omdanne endnu flere fotovogne til stærekasser," tilføjer han.

FDM glæder sig over videnskabelig tilgang
I modsætning til fotovogne vil der ved stærekasserne blive skiltet i god tid, inden bilisterne passerer en måler.

Hvor stærekasserne bliver placeret, er endnu ikke fastlagt. Vejdirektoratet har dog udpeget 44 af landets farligste strækninger, som kommunerne i de pågældende områder kan søge om at få opsat stærekasser på. Herefter vil Vejdirektoratet og Rigspolitiet tage stilling til stærekassernes endelige placering.

Hos FDM, der er interesseorganisation for bilejerne, glæder sig over, at der laves fartkontrol på de særligt farlige strækninger.

"Vi hilser det yderst velkommen, at man får en mere videnskabelig tilgang til, hvor man laver fartkontrollen, for det er det, der er vejen frem til en bedre færdselssikkerhed," siger Torben Lund Kudsk, afdelingschef i FDM’s økonomisk-politiske sekretariat, og fortsætter:

"For FDM er det fuldstændig ligegyldigt, om det er en stærekasse eller en fotovogn. Det, som det handler om, er, at man placerer dem der, hvor man i statistikken kan se, at for høj fart i forhold til hastighedsgrænsen udgør en dominerende ulykkesfaktor."

Ifølge Torben Lund Kudsk er det vigtigt, at regeringen vælger de bedste stærekasser og ikke lader sig begrænse af, hvilke stærekasser det er muligt at flytte fotovognenes kameraer over i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ole Birk Olesen

MF (LA), medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune
journalist (DJH 1999)

Torben Lund Kudsk

Afdelingschef, Økonomisk Politisk Sekretariat, FDM
master i Europastudier (Københavns Uni. 2005), cand.oecon.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1997)

0:000:00